Guide: 5 i parisiske Marais

Marais er byens jødiske kvarter, men det er også her, byens homoseksuelle hænger ud, hvilket giver en fin og kosmopolitisk stemning. Og så er det et område med skønne parker, hvor sjælen kan falde til ro.

Gastronomi

Hvad: Eksotiske (mellem)måltider
Hvor: 34 og 38 Rue de Rosier, 11 Rue Payenne, 2 Rue des Hospitalières-Saint-Gervais

Rue de Rosier er den elegante udgave af Nørrebrogades shawarmastrøg. Her ligger L’As du Fallafel, der er verdenskendt og -berømt for sine falafler. Stedet er ikke ret svært at finde, facaden er malende skinnende grøn – og så er der næsten med statsgaranti en kø i størrelsesordenen stor udenfor. 
Lidt længere nede ad gaden finder man Chez Hannah, som – stadig – er knap så kendt som L’As du Fallafel og hvor man derfor ikke altid behøver bruge helt lige så meget tid på at stå i kø, inden man kan gå om bord i for eksempel en sprød pitasandwich serveret med stedets signatur-auberginedressing og så saftig, at man har brug for en gaffel til at komme gennem delikatessen med.

Chez Hannah har den store fordel, at den har siddepladser, så man med udsigt til byliv kan spise mellemøstlige specialiteter og drikke et glas vin. Man kan også vælge blot at bestille sin falaffel i takeaway-lugen. I så fald er den 4 euro billigere end ved sid-ned modellen.
Er man træt af falafel, så snup en frokost i det svenske kulturinstituts fine gård, hvor der blandt andet serveres kødboller med tyttebær og kanelbullar i ægte svensk stemning. Bemærk, at Café Suédois kun har åbent til frokost.
Rundt om hjørnet til Rue des Hospitalières-Saint-Gervais ligger Chez Marianne, som er kendt for sine mellemøstlige specialiteter til rimelige priser.
 

Shopping

Hvad: De gode basis-køb
Hvor: 106 Rue Vieille du Temple, 50 Rue Vieille du Temple, 22 Rue Bourg Tibourg, 47 Rue des Francs Bourgeois

Jo, jo, Paris har både Dior, Chanel og Louis Vuitton, men er budgettet ikke til pret-a-porter i luksusklassen, er de franske mellemprisklasse-mærker aldeles interessante.
Prøv the Kooples, blandt andet kendt for sin brug af dødningehoveder som udsmykning – for eksempel som nitter på en taske. Det lyder stygt, men er faktisk ganske fint. 
The Kooples er en kæde af butikker, som startede i Frankrig (og i dag findes næsten 300 steder i La France), men nu også er rykket til Storbritannien, Spanien, Irland og Schweiz. (og online, hvis man bor i Danmark og ikke kan besøge en af de fysiske butikker).
Besøg også Sandro, som fører godt basistøj i gode kvaliteter, og Zadig & Voltaire, som især er kendt for deres cashmerestrik i en sådan kvalitet, at det er en rigtig god idé at fylde lagrene op, nu man er her og har muligheden for at storkøbe cashmere, både i den fine, men enkle udgave, og i modellen med dødningehoveder eller vrede sommerfugle på brystet.

Gå heller ikke glip af Muji, den japanske kæde, der desværre (heller) ikke har filialer i Danmark.
Muji sælger ting til den, der har brug for systemer og styr på tingene. Her er kasser, æsker, holdere. Og pæne enkle emballager, køkkenting og toiletsager – sidstnævnte blandt andet i form af bløde sutsko til både mænd og kvinder, samt de uundværlige hårelastikker og -nåle til kvinder med bare en smule flyvsk hår på hovedet.

Krigsmonumenter

Hvad: Monumenter fra Anden Verdenskrig
Hvor: 6 Rue des Hospitaliéres-Saint-Gervais

Vi er midt i det jødiske område i Paris, også kaldet Pletzl (som betyder »det lille sted«), og selv om hele området bærer præg af sin historie (helt tilbage i det 12. århundrede blev Marais etableret som et jødisk kvarter, og var især under Anden Verdenskrig under megen bevågenhed fra nazisterne) er der intet sted, historien er mere konkret end i Rue des Hospitaliéres-Saint-Gervais.
Her ligger i nummer 6 en kommunal skole, som udefra ligner enhver anden skole for jødiske drenge.

Denne skole bærer imidlertid på en helt særlig og ganske forfærdelig historie. For under Anden Verdenskrig blev 165 elever hentet herfra, deporteret til først interneringslejren Drancy udenfor Paris og derefter sendt videre til Auschwitz, hvor de blev slået ihjel.
Inde på skolen hænger stadig en mindetavle som minde om den frygtelige dag, det er dog langt mere frygteligt at komme forbi en eftermiddag og se små drenge med store knæ og glade øjne blive hentet af deres mødre – og så tænke på de 165 drenge i samme alder, der uden deres forældre – eller viden om, hvad der skulle ske – blev beordret ud af den samme skoleport for at dø.
Ikke så langt derfra, på 17, Rue Geoffroy l’Asnier, findes et andet monument,  dedikeret til ikke bare de 165 skoledrenge, men de næsten seks millioner jøder, der mistede livet under Anden Verdenskrig, le Mémorial de la Shoah. På en væg finder man navnene på de 76.000 jøder, der blev deporteret fra Frankrig mellem 1942 og 1944.

Pauser

Hvad: Parkerne i Marais
Hvor: Rue de Payenne, Rue de Blanc Manteaux

Slap af og leg.
I Rue de Payenne ligger der to smukke parker. Den første, man kommer til, når man kommer nede fra Seinen, er stille og smuk med bænke, bede og et springvand. Square Georges Cain, hedder den, og er opkaldt efter maleren og forfatteren
Georges Cain, som var kurator i næsten 20 år på Carnavalet museet, der ligger lige ved siden af.
Parkens såkaldte centerpiece (som man dog ikke nødvendigvis får øje på, hvis man kommer for at sidde med ansigtet mod solen på en bænk) er bronzestatuen »Dawn«, som blev lavet i 1700-tallet.
Og som om sommeren er omgivet af de smukkeste langstilkede orange roser.
Den næste park er knap så fredelig, til gengæld er det livsbekræftende at sidde her, når børnene under vilde jubelråb leger i parken på vej hjem fra skole. 

Square Léopold Achille er ikke ret stor, men er begavet med en græsplæne, hvor man kan slå sig ned og kigge på himlen (medbring eventuelt en iPod, hvis lyden af legende børn skal lukkes ude), for parken vender ud til gader på de tre sider, så solen har rent faktisk en temmelig god chance for at skinne ned over græsset og dem, der ligger på det.
I Rue de Blanc Manteaux, en sidegade til Rue Vieille du Temple, ligger en mindre park, hvor gamle damer slikker sol, mens unge mænd spiller bordtennis.
Tag selv bat og bolde med.

Sjov

Hvad: Skæg café
Hvor: 78, Rue Vieille du Temple

For enden af Rue de Vielle Temple ligger La Perle.
Som om dagen er en ganske lille café, der serverer kaffe, crossianter og en salat med gedeost.
Men som om aftenen forvandles til en blanding af natklub og bar, hvor gæsterne kommer for at drikke cocktails, føre mere eller mindre dybe samtaler – og for at se og blive set og måske finde nogen at tage med hjem og se mere på.
Om sommeren er der ofte stuvende fuldt ikke bare på La Perle, men også på fortovet udenfor caféen, hvor man af samme årsag står og sidder så tæt på både kendte og fremmede, at det er næsten umuligt ikke at falde i snak hen over de øl, som det tilsyneladende er et usagt kodeks, at man drikker, når man vælger at holde festen på fortovet udenfor

Hvorfor den i virkeligheden lidt uanseelige bar er blevet så populær, vides ikke med sikkerhed – baren er ikke ret stor og indretningen bærer tydeligt præg af 70erne, mens cocktailkortet er behæftet med forholdsvis heftige priser.
Men det har formentlig noget at gøre med klientellet: flamboyante kunststuderende i toptrendy outfit, jetsettere, modebloggere og disses groupies udgør grundstammen i gæsterne. Ind imellem kaster en kendt stjernestøv over forsamlingen – som for eksempel modedesigner og tidligere kreativ direktør hos Dior, John Galliano, der dog ikke opførte sig så heldigt, da han sidste år var involveret i en episode, der omhandlede racistiske kommentarer på netop La Perle.
Køb en øl og mæng dig i mængden udenfor. Det er en fest.


Læs også: 5 åndehuller i turistede Paris