Guide: 5 fra high line på Manhattan

Den nedlagte jernbane, der gennemløber sydvest Manhattan i et par etagers højde, er restaureret til en ualmindelig aflang park med kultur og kig til travle New York.

Som et fredeligt alternativ til New Yorks opskruede trav ned ad gaden med en »Coffee to go« i hånden, har et par unge mennesker åbnet mini caféen Blue Bottle og sætter en ære i at lave kaffe, som man gjorde det, mens jernbanen endnu skramlede heroppe. Fold sammen
Læs mere
Foto: Susser Feit

Tirsdagsintro

Hvad:  Gratis time om High Lines historie
Hvor: Oppe på High Line, Chelsea Market Passage. Ved 16th. Str.

Når man tager trappen fra hjørnet af 16 th. Str./7 th. Av., og træder ud i alt det grønne heroppe, er byens gadelarm allerede dæmpet så meget, at man trækker vejret dybere.

Skinnerne fra 1934 ligger endnu på det meste af strækningen. Integreret i det kreative park-design, minder de om dengang, højbanen blev bygget til fragt af mejeriprodukter, kød, råvarer og halvfabrikata gennem New Yorks industrikvarter. I 1980 udgjorde et læs frosne kalkuner den allersidste fragt, og banen stod øde hen, til stærke kræfter fik den etableret som by-oase. Første etape åbnede 2009 og næste bid i juni denne sommer. Hør om banens historie, design og kunsten heroppe, hver tirsdag kl. 18.30. Dog kl. 18 tirsdag 4. oktober, der er sidste gang i år. Tjek tiden på nettet.
thehighline.org
 

Blue Bottle

Hvad: Filterkaffe som i gamle dage
Hvor: Chelsea Market Passage

Som et fredeligt alternativ til New Yorks opskruede trav ned ad gaden med en »Coffee to go« i hånden, har et par unge mennesker åbnet mini caféen Blue Bottle og sætter en ære i at lave kaffe, som man gjorde det, mens jernbanen endnu skramlede heroppe. Nemlig med et filter og kogende vand, der roligt drypper gennem bønnerne. De brave bryggere har taget opstilling på vandsiden af jernbanelegemet, tæt ved opgangen ved 16th. Street, hvor de tilbereder deres duftende single Estate kaffe, øko, naturligvis, under åben himmel. 

Kaffebrygningen foregår således, at en stribe hvide porcelænsholdere med filtre og friskmalet kaffe anbringes på et stativ med kopper nedenunder. Der hældes vand på, lidt ad gangen, mens man sludrer om livet heroppe på High Line. Hele fremstillingen har fokus på bæredygtighed, og kaffen kan nydes med benene oppe, hvis man får kapret en af dækstolene, med kik over Hudson River.
 

Still Life

Hvad: Kunstværk med dyreliv
Hvor: Mellem 20th. og 21th. Str.

På hver side af High Line-stien står et par store konstruktioner af lange stål-pinde, sat sammen i geometriske systemer. Det hele starter ligesom nedefra og stræber opefter som en stikkende diagonal, nede fra dækket, i retning mod himlen over Manhattan, som en luftig skulptur. Og faktisk ér det et kunstværk, skabt af amerikanske Sarah Sze, der har ladet sig inspirere af skinnerne og selve højbanens struktur.

Når man nærmer sig, opdager man, at de mange træ-æsker på stålpindene er fuglehuse, fuglebade og foderpladser. Veltilpasse spurvefugle hopper tillidsfuldt ind i kunstværket, når de kommer tilbage fra foderindsamlingen på High Line. Både fugle og sommerfugle flagrer omkring som et livsbekræftende sceneri til glæde for High Lines gæster, der sætter sig en stund for at nyde synet. Ja, en enkelt tegnede sågar konstruktionen af, for at kopiere idéen i mini, hjemme på sin egen tagterrasse.
 

Gardeners Tour

Hvad: Guidet tur om naturen på High Line
Hvor: Mødested oplyses ved booking

Gartnerne, som har til opgave at få baneanlægget til at fremstå som naturgrund uden at miste kontrol over det hele, kalder High Lines beplantning for et unikt botanisk design, og de er guldgruber af viden, så du kan bare fritte løs. Lad dem vise dig rundt og hør om det hele, lige fra de flotte »Chelsea Grasslands«med deres smukke farveskifte over sæsonen, til planterne, hvis frø er hentet fra det vækstlag, der opstod, mens jernbanen lå forladt hen.

De har valgt vækster, der oprindelig var naturlige for egnen, for at reintroducere den autentiske vegetation, så alle kan lære den at kende. Vildbede og miniskove er en integreret del af den halvanden mil lange gangbro, hvis arkitektoniske udtryk hele tiden skifter, og det er landskabsarkitekterne, James Corner Field og arkitektfirmaet Diller Scofido + Renfro, der har designet det frodige look langs de gamle skinner. Turen går 13. september og 4. oktober kl. 12. Pris 15 dollar.
 

The Rink

Hvad: Rulleskøjtebane
Hvor: Hjørnet af West 30th Str./10 th. Ave.

Denne rulleskøjtebane ligger ikke på selve banelegemet, men i gadeplan lige nedenunder. Ved 30 th. Street, hvor High Line slutter, indtil det sidste stykke op til 34. th. Street også er klar.
Området her kaldes »The Lot« og har, ud over banen, en stribe serveringer, der bl.a. byder på New Yorks eneste lokalt bryggede øl. The Lot er åben frem til 30. september i år, hvor den videre skæbne bestemmes.

Selve rulleskøjtebanen ligner ét stort Spiderman-net med sit sort-hvide mønster og er gevaldig populær. De tager entré, men prisen omfatter også leje af rulleskøjter, så det er ikke nødvendigt at pakke sine egne i kufferten. Her er plads til alle, også nybegyndere, og der suppleres nu og da med flotte opvisninger og konkurrencer. Tjek sitet for tider. Den er én af byens ganske få udendørs rulleskøjtebaner, og nu og da sætter de lys og musik på, når banen er åben til ud på aftenen. Meget romantisk.

Guide: 5 insider-tips til New York