Guide: 24 timer i Lissabon

Portugals hovedstad emmer af nostalgisk charme. Men Lissabon er også i forandring og frister med moderne byliv, der er med til at give den status som Sydeuropas retro-chikke lillesøster.

Med sine pittoreske gader og betagende panoramaer fra byens høje er Portugals hovedstad lig med nostalgisk charme. Men Lissabon er også i forandring og frister med moderne byliv, der er med til at give den status som Sydeuropas retro-chikke lillesøster. Fold sammen
Læs mere
Foto: Elsebeth Mouritzen

8.00
Vi gør som portugiserne. Starter dagen med en galão, mælk med kaffe i, på fortovet hos Nicola på Praca do Rossio. Caféen er en af byens ældste og har bevaret en del af sit art deco-look fra 1929, dengang et populært mødested for byens intellektuelle, nu er gæsterne mest turister.

Vi kigger ud på pladsen med statuen af Dom Pedro IV, konge af Portugal og kejser af Brasilien i 1820erne, som den officielt er opkaldt efter, men alle kalder den Rossio, som groft oversat betyder »fællespladsen«. I middelalderen var den også samlingssted for alt fra revolter og offentlig hænging til tyrefægtning og festligheder.

8.45
Vores sporvogn går fra pladsen til højre for, Praca do Figueira. Vi springer på den skramlende linje 12 og står af på Largo Portos do Sol, en lille udsigtsplads, hvorfra man kan se Alfama-kvarteret, det oprindelige Lissabon, grundlagt af maurere i 711, og ud over Tagus-floden, der er stor som et hav.

9.00
Vi går skråt over gaden og finder den stejle gyde op til São Jorge-borgen, som er et must, alene for udsigtens skyld. Den blev bygget i det 6.århundrede og var i nogle år residens for den mauriske konge, men i 1147 erobrede Portugals første egen konge, Afonso Henriques, den tilbage med hjælp af korsriddere fra Nordeuropa på vej til Det Hellige Land. Herfra kan man se både »Rio« og »San Francisco«, alias den 28 meter høje Jesus-statue i Cacilhas, rejst i 1959, og den røde bro fra 1966, der minder om Golden Gate Bridge, men opkaldt efter datoen for diktaturets fald, 25 de Abril, tolv år efter.

Mellem bygningerne går påfugle rundt på græsset og i borggården sidder Pedro Godinho og spiller klassisk musik på sin guitar. Det har han gjort siden 1990erne, og hans bedste numre på repertoiret er indspillet på en cd, som vi køber for 8 euro.
Åben kl. 9-21 sommer, kl. 9-18 vinter.
Adgang: 7 euro.

10.00
Vi forlader borgen ad Costa do Castelo, forbi katedralen fra det 12.århundrede, krydser Rua da Madalena og ender nede på fodgænger-strøget Rua Augusta med flere mainstream modebutikker, men stiler hen mod nr. 24, hvor byens nye designmuseum, MuDe, ligger.

Bygningen er en gammel bank, hvad man også kan se på den gamle fine skranke, men ellers er interiøret ret råt med uspartlede lofter og vægge. Det klæder udstillingen af den lokale forretningsmand Francisco Capelo’s privatsamling, 1.200 stykker haute couture-tøj fra internationale designere, smart sat sammen med ligeledes højprofilerede arkitekter og industrielle designere, hvor bl.a. Arne Jacobsen, Poul Kjærholm og PH er med, så man kan se slægtskabet mellem interiør og mode.
Der er gratis adgang hver dag kl. 10-20.

11.15
Fra Rua Augusta går vi gennem triumfbuen ud på den åbne Praca do Comércio. Vi springer på den moderne sporvogn linje 15 til Belém ved stoppestedet foran turistkontoret, og kører mod vest.

Vi står af ved Antiga Confeitaria  på Rua de Belém. Siden 1837 har konditoriet solgt de berømte pastéis, meget vanedannende butterdejskager med cremefyld, som oprindelig kom til verden, da nonnerne havde en masse blommer i overskud, når de havde stivet deres slør med æggehvide, lyder legenden. Der er altid kø langt ud på gaden efter disse og andre kager, så vi spenderer nogle euros på smagsprøver. Uhm.
pasteisdebelem.pt

11.45
I virkeligheden kan man bruge det meste af en dag herude i den mondæne bydel, hvor kongefamilien holdt til, de store opdagelsesrejsende som Henrik Søfareren og Ferdinand Magellan drog ud og hvor nutidens velhavere bor i palmekransede enklaver. Vi nøjes med to must-sees, den ene er Jeronimos kloster fra 1502, rejst til ære for Vasco da Gama for hans vellykkede færd til Indien i et stykke imponerende gotisk arkitektur, både udvendig langs facaden og i den grønne, indre gård. Åben kl. 10-17, billet 7 euro.

Kontrasten bliver næsten ikke større, da vi krydser gaden for at se den anden store attraktion: Berardo-museet, som er en del af Centro Cultural de Belém. Med sin glatte betonoverflade ligner det et moderne ørkenfort, og det var vildt kontroversielt, da det blev bygget i 1992 til Portugals formandskab i EU, så tæt på nationalklenodiet på den anden side af gaden. I et smukt anlagt forløb af rum kommer man gennem det 20. århundredes moderne billedkunst, og vi ser med stolthed en Asger Jorn hænge sammen med alle de store europæere.
Åben daglig kl. 10-19.
mosteirojeronimos.pt, museuberardo.com

14.30
Linje 15 kører os det sidste stykke ind til centrum igen, vi står af på Praca do Comércio og går derfra ind i det det trendy shopping-område bag Baixa-Chiado metro-stationen. Her er de kendte kædebutikker som Zara, Massimo Dutti, Benetton og H&M, men det er også her man kan finde butikker, som er et besøg værd for deres historiske facade og anderledes varer.

En af dem er A Vida Portuguesa i Rua Anchieta, en butik med det bedste i originale portugisiske produkter i deres oprindelige emballager, bl.a. de skønne sæber. Ikke langt herfra ligger den lille art deco butik Luvaria Ulisses i Rua do Carmo, specialist i skindhandsker, og tæt på i samme gade ligger Pedralua, hvor Sofia Sampaio sælger unika sølvsmykker med portugisiske potteskår, bjærget fra skibsvrag ud for Mozambique for 3-400 år siden.

16.00
Vi bevæger os over i Bairro Alta og lidt nordpå i Principe Real, op og ned ad de stejle gader i de gamle arbejder- og bohemekvarterer. Her bliver det rigtig trendy med gallerier, streetwear og moderne designbutikker i gaderne Rua das Salgadeiras, Rua da Escola Politécnica og Rua Dom Pedro V. På pladsen Praca do Principe Real stopper vi  ved den ene af byens tre
Quiosque de Refresco, pittoreske gamle kiosker, hvor man kan købe forfriskninger, bl.a. capilé, som er en slags iskaffe med citron.

19.30
Efter en tur på hotellet for et hvil tager vi metroen tilbage, står af på Restauradores og går over til Elevador do Glória, svævebanen fra 1885 forklædt som gul sporvogn, og kører de 265 meter op ad bakken til Solar do Vinho do Porto, det korte navn for portvinsinstituttet på 45 Rua de S. Pedro de Alcântara.

Det er indrettet som en klub med billardgrønne vægge i bypaladset fra 1747 og vi får et menukort på de 300 forskellige mærker de fører, fra 1,50 til 26 euro pr. glas. Den dyreste flaske er en rød Krohn fra 1961 til 185 euro. Saúde!
Åbent mandag-fredag kl. 11-24, lørdag kl. 14-24.
ivp.pt

20.30
Vi får anbefalet Flores, som er restauranten i Hotel Bairro Alto, lige i smørhullet ved Camões-torvet. Det intime lokale med plads til 32 er hyggeligt med spansk-mauriske vægfliser og moderne s/h fotokunst. Kokken Vasco Lello kommer ud og fortæller om råvarerne, som kun er de bedste i sæson.

Vi er heldige at nå sardinerne, der skindsteges som fileter med groft salt og serveres med gazpacho, og tunen fra Azorerne akkompagneres af ponzu og mos af søde kartofler med koriander.
Hovedretter 18-23 euro, degustation-menu 45 euro.
bairroaltohotel.com

22.30
Overfor ligger A Brasileira på Rua Garret, den legendariske café, der åbnede for godt 100 år siden for at lære portugiserne at drikke rigtig kaffe (fra Brasilien). Siden fik de også bevilling, og Portugals store poet, Fernando Pessoa (1888-1935), nød mange absinth her. Der er en siddende statue af ham og vi slår os også ned for at nyde den improviserede fest, sat i gang af en gruppe brasilianske gademusikanter, som får hele pladsen til at gynge af salsa. Så er det vist tid til at komme videre og få nogle caipirinhas...

Guide: 5 intime oplevelser i Lissabon