Great Ocean Road - oplev mægtige Australien på få dage

Australien er langt væk, og de færreste tager afsted på et kort visit. Man kan dog nå meget på blot få dage. På et mini-roadtrip er der rig mulighed for at komme tæt på både Australiens dyreliv og vilde naturområder og møde aboriginals.

Den 38 km lange Great Ocean Road er noget, man skal prøve mindst én gang i livet. Men und dig selv lidt flere dage langs ruten end de fire, vi havde til rådighed. Foto: Larry W. Lo Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Egentlig kører det meget godt for os, som vi forlader Melbourne med kurs direkte mod havet og Great Ocean Road – den store turistmagnet her.

Det er første gang bag rattet i en autocamper for både mig og min medpassager. Første gang med spisebord, der skal konverteres til seng, før vi kan gå til køjs. Første gang med førersædet i højre side. Og første gang med toilet i bilen – med tank, der skal håndtømmes... Oplevelsen, vi ser mindst frem til på vores første australske mini-roadtrip.

Vi vil køre strækningen mellem Melbourne og Adelaide, som ifølge Google Maps kan klares på lige under otte timer – uden pauser og uden havudsigt.

Men vi har også stor lyst til at se surfere, koalaer og kænguruer, så vi tager os god tid. Vi nyder den dramatiske og smukke natur langs Great Ocean Road, der strækker sig 243 km langs den sydvestlige kyst og gennem regnskov i staten Victoria. Herfra fortsætter vi ind i landet til nationalparken Grampians i staten South Australia, før vi på den fjerde dag parkerer i Adelaide.

Og det er en flot oplevelse hele vejen.

Strandene på ruten er intet mindre end fantastiske. Foto: Flickr Fold sammen
Læs mere

Vi ’uhhhh’- og ’ahhh’-er over de store bølger og det buldrende hav ved den første strand, vi holder ind ved syd for Melbourne. Det vilde Vesterhav, vi er vant til hjemmefra, er blot et brus fra en danskvand ved siden af.

Blikket følger surferne, der igen og igen kaster sig ud i bølgerne, tilsyneladende uden øje for klipperne, som forvandler havets vand til skum, når det rammer. Heldigvis overlever de alle, mens vi ser på. Så vidt vi ved.

Så heldig var den australske premierminister Harold Holt ikke, da han i 1967 kastede sig i bølgerne ikke langt herfra ved Cheviot Beach. Han havde dog hverken våddragt på eller surfbræt under fødderne. Det er uklart, hvorvidt den 59-årige statsleder blot ville have sig en kølende dukkert den skæbnesvangre decemberdag, eller om det var hans intention at forsvinde i bølgerne.

Under alle omstændigheder er det et faktum, at han ikke er set siden. Mange af de lokale kalder det selvmord, for her ved enhver, hvor farligt det er at bade netop der, hvor han hoppede i vandet.

Og sådan er det i Australien. Selv på de populære strande omkring storbyen Sydney som turistmagneten Bondi Beach kan understrømmene pludselig vende og suge selv den mest habile svømmer med sig. Havet giver, og havet tager, som det siges.

Heldigvis er ingen af os store vandhunde, så vi nøjes med at beundre naturen på tryg afstand.

Mellem hav og bjerge

Australien er så stort et land, at det også er et kontinent. Så lad os bare sige det ligeud: Det er begrænset, hvor meget af landet du egentlig kan nå at se. Men en lille smagsprøve er også en stor oplevelse, kan vi konstatere. Vi har under to uger, så vi beslutter at tage blot fire dage – tre overnatninger – bag rattet. I en autocamper er vi fleksible i forhold til bl.a. overnatning. Og samtidig får vi en god fornemmelse af naturens vilde variationer, menneskenes imødekommenhed – og den svære venstrekørsel.

Und dig selv lidt flere dage langs Great Ocean Road end de fire, vi havde til rådighed. Foto: dawolf/Flickr Fold sammen
Læs mere

Horisonten er fjern og vejen uendelig. Ofte kører vi ligeud i hvad der føles som timevis. Og vi kommer ikke engang i nærheden af de allermest øde og støvede strækninger i Australien.

Den første nat parkerer vi autocamperen på en campingplads med udsigt over havet til den ene side og skovklædte bjerge til den anden. Eneste lyd næste morgen er kakaduernes insisterende skrig og bølgernes brusen i det fjerne. Nabocampisten har fundet sig en grøn plet, hvor han i slowmotion slår bløde tai chi-huller i morgenluften.

Da vi kører lidt længere væk fra vandkanten, krøller vejene sammen i hårnålesving, der er en bilreklame værdig. Gennem tætbevokset skov – sågar et par timer gennem jungle – og forbi tusindvis af får, der græsser på nærmest lodrette bakkeskråninger.

’Maks 90 km/t’, advarer et skilt, da vi er på vej ind i et sving. Vi kører 45 km/t, hvilket føles som racerfart her. Det er første gang bag rattet af en tonstung autocamper for os begge, så vi kører på mavefornemmelser frem for fartgrænser og lader halen af biler bag os passe sig selv.

På hvaljagt

Hjemmefra har vi booket en tur i helikopter over de 12 apostle. Det er op til 45 meter høje, smalle klippeformationer, der ligger i havet langs Great Ocean Road, og som er skabt af havets konstante prikken til klipperne. Først skaber det hulrum, siden klippebroer, og på et tidspunkt kollapser klippebroerne og efterlader klippeøerne i havet. Angiveligt æder havet to centimeter om året af foden af de ældgamle klipper, så med tiden vil de sidste sandsynligvis også styrte sammen.

Great Ocean Road er en af de smukke køreture langs vandet, som man bør unde sig selv mindst en gang i livet. Uden for sæsonen er her stadig turister, men ikke så mange som i højsæsonen, der er vores vinter og lokal sommer. Foto: Lise Balsby Fold sammen
Læs mere

Egentlig er navnet vildledende, for der er ikke 12 klippetoppe, men blot otte. En niende, en 50 meter høj klippeø, styrtede sammen i 2005.

At havet er sultent her, oplevede to turister på tætteste hold i 1990, da de gik over klippehvælvingen London Bridge. ’Broen’ brød sammen og efterlod de to isoleret på øen, der stod tilbage. De måtte reddes ud af en helikopter.

Som vi hænger i en tilsvarende helikopter højt over det buldrende hav og de otte ranke klipper i vandkanten, beder piloten os holde godt øje med havet:

»Der er blevet spottet en hval her i dag. Måske er vi heldige at se den,« siger han.

Vores blikke fejer over vandet i jagten på havets kæmper. En lille bitte sort klump bryder vandoverfladen for at forsvinde, lige så hurtigt som den dukkede op. Det var et kort glimt af hvalen.

Venstrekørslens svære kunst

Tilbage på vejen kræver det stadig fuld koncentration at køre i den ’forkerte’ side af vejen. Lige som jeg tror, at jeg har styr på det med at køre i venstre side efter mere end et døgn, svinger jeg kækt op ad en sidevej og lægger vores autocamper smukt til rette i højre vejbane.

»Venstre! Hold til venstre,« råber min medpassager heldigvis, så vi kommer tilbage i rette vognbane.

Når der er andre biler på vejene, giver det sig selv, men Australien er så stort et land og flere steder så tyndt befolket, at vi ofte er den eneste bil. På de lange, ensomme strækninger, der er så mange af i dette enorme land, bør chaufføren bestemt ikke være træt. Vi bliver enige om at skifte chauffør oftere.

Pulsen er stadig i den høje ende, da vi en halv times tid senere holder frokostpause hos Timboon Railway Shed Distillery. Området, vi er landet i, har en fortid med jernbanebyggeri, træhugst og -transport – og ulovlig whiskybrygning, som man i dag er stolt af.

Vi stopper ved Kennett River for at se koalaer i det fri. Og imellem eucalyptustræernes blade får vi øje på en lille håndfuld – også en unge, der titter frem fra mors favn. Koalaer har en pung, ligesom kænguruer, hvor deres unger vokser den første tid. Foto: Lise Balsby Fold sammen
Læs mere

Whiskysmagning takker vi nej til, men vi tanker op med en frokost af lokale råvarer – en røget kyllingesandwich, der smelter på tungen, og en tung traditionel kødtærte.

Med boomerangen forrest

Vi ankommer sidst på eftermiddagen til aboriginal-kulturcenteret Brambuk i nationalparken Grampians, hvor der afgår guidede ture op i bjergene. De lokale aborigines tror på, at det var fra bjergene her, at livet udsprang.

Men selv når du holder dig væk fra en guidet tur, kan du komme tæt på de lokale traditioner. Mens solen går ned over Australien, lærer vi at kaste boomerang mellem hundredvis af kænguruer og emuer. Eller... vi forsøger. For det er ikke så let, som det ser ud. Jeg slår flere græstoppe op af jorden, end jeg laver huller i luften. Til gengæld er jeg tæt på at blive nedlagt af en anden boomerang, der med få millimeter misser mit ansigt. Det er ikke ufarligt at lege indfødt.

Mellem hundredvis af kænguruer og emuer forsøger vi at lære at kaste med boomerang i nationalparken Gramprians. Fold sammen
Læs mere

Natten tilbringer vi i en luksushytte på Halls Gap Lakeside Tourist Park. Vi står op til synet af en græssende kænguruflok og 10-15 snehvide kakaduer, der flyver fra trætoppe til terrasseborde på jagt efter godter ved turisthytterne.

Det viser sig, at vores program tidsmæssigt er for optimistisk med så langsomtkørende billister som os bag rattet. Undervejs må vi revidere planerne og sløjfer planlagte besøg på en række vingårde.

En nat i vinmarken

Én helt særlig vingård, Rymill i Coonawara, beholder vi dog på programmet. Her skal vi overnatte i autocamperen ude i en af vinmarkerne.

Vi ankommer lige tids nok til en vinsmagning og en rundvisning i produktionen, inden vi bliver guidet ud mellem vinrankerne.

Solen skinner endnu, da vores guide Mike tager os med rundt i vinmarkerne og fortæller om livet her. Og skulle vi have glemt, hvor i verden vi er, får en håndfuld kænguruer hurtigt vist os det, da deres spidse hoveder pludselig hopper op mellem rankerne få meter fra os. Op-ned-op-ned-op-ned går det.

Ved vores autocamper er der blevet tændt op i en lukket pejs, så vi kan holde varmen om aftenen. Det er vinter på denne side af jorden, når det er sommer hjemme i Danmark.

Mens solen går ned, og vi er blevet alene på vingården, pakker vi campingbordet ud og anretter det med den lokale ost, pølse og brød, som vi har fået af vores værter. Og vi åbner en flaske blød rødvin, der er brygget af druer høstet fra rankerne, der omgiver os.

Vores overnatning i autocamperen i vinmarken på vingården Rymill begynder med solnedgang til en kakofoni af brægende får og glammende hunde i det fjerne. Foto: Lise Balsby Fold sammen
Læs mere

Imens skifter himlen det blå ud med et tætpakket stjernetæppe – her er flere stjerner, end vi nogensinde har set før. Det er en af fordelene ved at være langt væk fra enhver by. En anden er baggrundsstøjen – en intens symfoni af brægende får understreges af lidt hundeglam.

Hvide knoer

Vi kører tidligt næste morgen. Nu ved vi, at vi ikke er gode til at holde tidsplanen down under.

Mine knoer bliver hvide. Jeg klamrer mig til rattet. Det blæser; vi kører på den ene bakke efter den næste. Den sidste times køretur ind til Adelaide går i slowmotion. Vinden fra havet gør sit for at presse vores store autocamper af vejen. Det lykkes os at blive på vejen og nå i mål uden andre skader end ømme arme.

Og toilettanken? Den var den nye mand hos udlejningsselskabet så sød at tømme for os – uden ekstra beregning, hvis vi lovede ikke at sige noget til hans chef.

Rejseliv var inviteret af Australienrejser.dk.