Gratis flybilletter resten af livet

En kvinde, der var gravid, da flyet lettede, havde født, da det landede igen. Både mor og søn kan nu flyve gratis med flyselskabet.

Foto: Ahmad Yusni

En lille nyfødt dreng, der pludselig dukkede frem under en flyvning med lavprisselskabet AirAsia, har sammen med sin mor fået en storslået fødselsdagsgave: De kan flyve gratis med AirAsia resten af livet.

Se også: Sendte børn til forkerte lufthavne

AirAsia har oplyst, at passageren, den 31-årige passager Liew Siaw Hsia, fik veer på flyvningen sidste onsdag fra den malaysiske by Penang til Kuching.

Flyet foretog en ekstraordinær landing i Kuala Lumpur, men babyen blev født lige før landingen, assisteret af en læge, der var ombord på flyet, mens besætningsmedlemmer hjalp til.

Besøg på hospitalet

”Babyen blev født uden komplikationer i en højde af 2.000 fod, da AK 6506 nærmede sig Kuala Lumpur for at lande,” oplyser en talsmand for luftfartselskabet.

Både mor og barn blev kørt på hospitralet efter landingen.

”For at markere den glædelige begivenhed, har vi besluttet, at mor og barn, så længe de lever, kan flyve gratis med AirAsia,” oplyser direktør i AirAsia, Moses Devanayagam, efter at have besøgt den nyfødte og hans mor på hospitalet.