Grand Canyons frodige oase

Normalt forbinder man ikke Grand Canyon med frodig natur og brusende vandfald, men Havasu Falls er undtagelsen.

Foto: Sole Bugge Mølller
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Vi har ikke vandret mange kilometer, men den bagende sol og de stejle hårnålesving har sat sig i vores ben, og foran os ligger det meste af en dag gennem et barskt, goldt, ørkenagtigt landskab.

Læs også: Guide: 5 nationalparker i USA

Men så er det, vi møder indianeren, der sidder i skyggen af en klippe med en Stars-And-Stripes-bandana omkring hovedet, mørke solbriller og overskæg. Ved siden af står hans hest.

»Det ser ikke sådan ud, men det er som en oase dernede. Paradis,« siger han.

Vi håber, han har ret, og at den 16 kilometer lange vandretur, fordelt over 700 højdemeter, til Havasu Falls er sliddet værd. 

Havasu Falls ligger i en af Grand Canyons sidearme i et reservat, der tilhører havasupai-stammen. Der er ingen veje dertil, så enten må man tilbagelægge de mange kilometer fra Hualapai Hilltop til vandfaldet til fods, til hest eller med helikopter. 

Vi har valgt førstnævnte og har fyldt rygsækken med telt, sovepose og mad og tøj til tre dage. Vi går gennem smalle kløfter, hvor klippevægge rejser sig 80 til 100 meter over os under den bagende sol, mens vi sparker støv op, til vores støvler er helt hvide. Landskabet er som taget ud af en westernfilm, hvilket kun forstærkes af de mange karavaner af muldyr, der trasker forbi os med opbakning fra de besøgende, der hellere slipper knap 100 dollars for at lade muldyrene slæbe læsset end at belaste deres egen ryg.

På et tidspunkt løber en hest løbsk, og en af stammens cowboys rider efter den og kaster en lasso om halsen på den vildfarne krikke. Det kan godt være, kalenderen siger 2013, men det føles lidt som Det Vilde Vesten.

Efter fire timers vandring når vi landsbyen Supai, der ligger i bunden af kløften, 13 kilometer fra den nærmeste asfalterede vej, og er den eneste landsby i Grand Canyon.

Her bor omkring 600 havasupai-indianere. Hele området er deres, og man skal have stammens tilladelse for at være her, hvilket man betaler 35 dollars for og derefter får et armbånd, som man skal have på under opholdet. 

Havasupai-folket har boet her i over 800 år, men den amerikanske regering tog det meste af området fra indianerne i slutningen af 1800-tallet, og oprettelsen af Grand Canyon-nationalparken i 1919 og den efterfølgende turisme var tæt på at betyde enden på stammen og dens levevis. I 1975 fik havasupai-indianerne dog 750 km2 af deres land tilbage, hvor de har boet siden da, og i dag lever de hovedsagelig af turismen.

Supai er den mest afsidesliggende landsby på det amerikanske fastland (hvis man ser bort fra Alaska), og det er det eneste sted, hvor posten stadig bliver leveret på hesteryg. Ud over et posthus er det her, man finder områdets eneste marked, café og indlogeringsmulighed, hvis man ikke vil campere. Vi køber en forfriskning og hviler benene inden de sidste kilometer mod Havasu Falls og campingpladsen.

Snart efter kommer vi forbi de første vandfald, Upper Navajo Falls, og det giver os fornyet energi. Og så er vi der pludselig. Havasu Falls.

Intet billede i verden kunne yde det landskab, der møder vores blik, retfærdighed. Synet af det 37 meter høje vandfald, der bruser ned ad en rødbrun klippevæg og ender i en sø af turkis vand, får vores lille gruppe til at bryde ud i jubel, og det sidste stykke af vejen går meget lettere.

Senere på eftermiddagen, efter at have slået vores telte op på campingpladsen, går vi ned til vandfaldet og køler af i vandet. Det  indeholder en masse mineraler fra kalksten, hvilket ikke bare giver det den karakteristiske babyblå farve, men også har formet en række naturlige bassiner, som folk sopper og leger i.

»Man kan faktisk kravle ind bag vandfaldet,« fortæller en mand os:  »Bare tag fat i klipperne og kravl med ryggen mod vandet.«

Vi følger hans råd, men strømmen fra vandfaldet er så stærk, at det er svært at komme frem, og det bruser så meget, at vi stort set intet kan se. Til sidst når vi til et fremspring bag vandfaldet og sidder i en lille hule, mens vandet brøler foran os. Det er som at være i en afsindig storm, og kaskader af vandsprøjt pumper mod os for hvert lille vindpust, indtil vi til sidst springer ud under vandfaldet. Vandet er køligt, men efter en lang dag i solen er det forfriskende, og efter den hårde vandretur synes vi, at vi har gjort os fortjent til det.

Tilbage på campingpladsen tilbereder vi aftensmad over vores trangiasæt, da det på grund af brandfare ikke er tilladt at lave bål.

Campingpladsen ligger mellem stejle klippevægge, og Havasu Creek løber som en tråd gennem kløften. Man kan enten slå sit telt op helt ned til vandet eller oppe mod klipperne.  Selv om campingpladsen er primitiv – der er kun nogle få komposttoiletter og en enkelt hane med drikkevand fra en naturlig kilde – er det også idyllisk og charmerende.

Senere på aftenen udforsker vi nogle huler, der ligger over campingpladsen, med lange gange med krystaller overalt. Så sidder vi der i hulens udmunding og ser den utrolige stjernehimmel åbne sig over os, mens flagermus basker omkring.

Den følgende dag beslutter vi os for at se nogle af de andre vandfald, området har at byde på. Ikke langt fra campingpladsen kommer vi til Mooney Falls, der med sine 65 meter er næsten dobbelt så højt som Havasu Falls. Til gengæld er det lidt af en udfordring at komme ned til vandfaldet. Den eneste vej ned i dalen går gennem en gang hugget ind i klippen, inden man kravler ned ad en stejl væg med primitive trin og et par lænker til at holde fast i. Der er kun træstiger det sidste stykke af vejen. 

Ved toppen proklamerer et skilt, at nedstigningen er på egen risiko, og det er bestemt ikke for svage sjæle, men vi klarer os igennem. For foden af Mooney Falls møder vi en midaldrende mand fra Phoenix, der har besøgt området, siden han var lille. Det er ottende gang, han er her, og han fortæller at landskabet har ændret sig en del gennem tiden som følge af oversvømmelser.

»Da jeg var lille, var vandstanden meget højere, så vi kunne svømme over til muren ved siden af Mooney Falls og svømme ind under vandfaldet. Men det kan man ikke længere – strømmen er for stærk,« siger han.

Vi fortsætter gennem grønne enge af vinranke-lignende planter, der står i skarp kontrast til de rødbrune skrænter over os, og krydser nogle vandløb over væltede træstammer, inden vi til sidst må tage skoene af og vandre gennem vandet. 

Efter et par timer når vi Beaver Falls; en række små vandfald, der har dannet adskillige terrasselignende vandhuller. Det er som om, naturen har oprettet sin egen svømmehal, og vi er langt fra de eneste, der har trodset varmen og afstanden for at slænge os i vandet. Nogle modige gutter springer endda ud fra toppen af et 10 meter højt vandfald og lander i et dybt bassin, men vi nøjes med at flyde rundt og blive masseret af vandmasserne under et af de mindre vandfald, inden vi vandrer tilbage til campingpladsen. 

Vi har ikke fået nok af vandfald og runder dagen af ved Upper Navajo Falls, et forholdsvis nydannet vandfald, der ligger et stykke over Havasu Falls. Vandfaldet er langt bredere end de andre, området mere frodigt, og vandet har et andet grønligt skær fra undersøiske skove af åkandelignende planter.

Mens solen forsvinder bag klipperne, svømmer vi rundt foran vandfaldet og bliver enige om, at indianeren, vi mødte i begyndelsen af turen, havde ret. Havasu Falls er lidt af et paradis.

Læs også: Sådan angriber du Grand Canyon