Han var kun ni år, men Paul Ware husker det stadig tydeligt: sit første møde med Golden Gate Bridge. 

Se særlige begivenheder på Golden Gate  
 
Året var 1937 og der var endnu to uger til broens åbning, men en sen eftermiddag spurgte Pauls far om han og hans søster havde lyst til at se broen? Om de havde! Sammen hoppede de ind i farens blå Chevrolet og i tusmørket trillede de fra hjemmet i San Rafael indtil de stod ved den nordlige ende af broen.

Der var den så, Golden Gate Bridge. Paul Ware havde set billeder af den i avisen, men det var kun i sort/hvid og det var noget helt andet for en ni-årig knægt sådan pludselig at stå ansigt til ansigt med kæmpen.

»Den havde en helt utrolig farve, og i solnedgangen glødede den virkelig som et neonagtigt lys,« siger Paul Ware.

Men Pauls far ville ikke bare se til. Og selv om broen stadig var afspærret, så fjernede han hurtigt barrikaden og drønede afsted over broen, i hvert fald lige indtil de nåede midten og så et lys for enden af broen. Ræd for at det var politiet og deres aftentur ville ende med en nat i brummen trykkede Pauls far bremsen i bund, vendte bilen rundt og sådan sluttede Paul Wares første eventyr på Golden Gate Bridge. 

Et umuligt projekt

Den 27. maj var det 75 år siden, Golden Gate Bridge åbnede. Og selv om broen var upopulær inden sin skabelse, blev den hurtigt en turistmagnet, der har tiltrukket masser af mennesker gennem årene.

I dag krydser 110.000 biler, 10.000 fodgængere og 6.000 cyklister den 2727 meter lange bro hver eneste dag. Med andre ord har der ikke været mange rolige øjeblikke under de to 220 meter høje orangerøde pyloner – Franklin D. Roosevelt, Charles de Gaulle, paven, Lance Armstrong, Harlem Globetrotters og James Bond har været forbi, tusinder er sprunget i døden fra broens dæk, tre børn er blevet født på broen og en struds, et rådyr og en pelikan har været fanget i trafikken. 

Idéen om at bygge en bro tværs over Golden Gate-strædet blev luftet årtier inden det første spadestik, omend de fleste arkitekter og ingeniører så det som en umulig opgave. I hvert fald indtil den ambitiøse og drømmende ingeniør og digter Joseph Strauss troppede op og præsenterede sit design.

Både hæren, ejerne af de færger, der transporterede folk på tværs af San Francisco bugten, og mange indbyggere og politikere var dog imod at bygge en bro, så det tog Strauss ti år at samle støtte – og ikke mindst finansiering – til sin bro. Det skyldtes ikke mindst, at hans første design var lidt af en øjenbæ.

»For at sige det lige ud, så var det et grimt og klodset design, der ikke blev særlig godt modtaget af pressen dengang,« siger Mary Currie, talsmand og historiker for Golden Gate Bridge, Highway and Transportation District.

Men så kom den relativt ukendte arkitekt Irving Morrow ombord, og på hans tegnebræt forvandlede broen sig til det klassiske art deco-udseende, som vi kender det i dag. 

Broen over Depressionen 

Og så, 27. maj 1937, efter fire års byggearbejde, stod broen endelig færdig. Som verdens på det tidspunkt længste hængebro med et spænd på 1280 meter. 

Se de 5 bedste steder at se broen fra 

Broen var kommet til verden mod alle odds midt i Depressionens økonomiske ragnarok, men måske netop derfor så folk nu Golden Gate Bridge som et symbol på bedre tider og et håb for fremtiden. Åbningsceremonien var en fest uden lige, hvor hundredtusinder gik over broen, og flere skoler og forretninger holdt lukkede i dagevis for at deltage i en uges festivitas med parader, shows og fyrværkeri. 

Og selv om Paul Ware allerede havde sat sine små ben på broen, husker han stadig åbningsdagen som en fantastisk dag, hvor folk festede og San Francisco var på den anden ende.

Aldrig den samme

Meget vand er løbet under Golden Gate Bridge siden da, men broen er ikke blevet mindre populær af det. For nogle er det bare en konstruktion, der forbinder to punkter som den rækker sine orangerøde arme fra San Francisco til Marin Headlands. Men for andre vil der altid være noget specielt over dens stoiske urokkelighed, selv for folk, der som Mary Currie har kørt over broen hver dag i 20 år.

»Den er som et stykke kunst, hvor der hele tiden bliver malet et nyt lag. Jeg elsker at se lyset spille på broen og de forskellige skygger det giver og elsker at se den dækket af tyk tåge – der er altid noget nyt at se,« siger hun.

For Paul Ware, der i dag er 84 år, vil broen altid have en særlig plads i hans hjerte. Som ung blev han indkaldt til hæren i 1951 for at kæmpe i Koreakrigen, og da hans skib sejlede under Golden Gate Bridge vidste han, at det kunne være det sidste glimt, han fik af sit hjemland. 

Et år senere vendte han tilbage. 

»Da jeg så broen igen, vidste jeg, at jeg var kommet hjem. Og jeg får stadig den følelse i dag, når jeg går over den, og ser Alcatraz og Angels Island med alle sejlbådene. Det er sådan et pragtfuldt syn, jeg bliver aldrig træt af det,« siger Paul Ware.