Gennem Tunesiens ørken

Kom med til filmatiserede og naturskønne ørkenområder i Tunesien. Vi tager dig en tur med over det knastørre sand, med stop ved nogle af de fantastiske oplevelser, der gemmer sig i Sahara ørkenen.

Ong Jemel findes midt i ørkenen. Stedet er specielt kendt for sin medvirken i Star Wars. Fold sammen
Læs mere
Foto: Iris
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Det er umiddelbart lidt skuffende, at det er mørkt, da vi lander i Nefta Lufthavn i byen Tozeur i den sydlige del af Tunesien.

Mange ombord havde glædet sig til synet af Saharas bølgende, røde og uendelige dyner af sand gennem flyets små vinduer.

Men næste morgen opdager man fordelen ved at lande et nyt sted om natten, og særligt der, hvor den elektriske belysning er så sparsom, at mørket er næsten altomfavnende: man ser pludselig alting klart i et lys, der selv tidligt er så skarpt, at øjnene misser mod palmer, pool og kridhvide bygninger.

Vi er her ikke for at opleve poolen eller bygningerne, vi skal ud i de bjerge og oaser, der er så rigt repræsenteret i denne del af Tunesien, og som turistmyndighederne gerne vil vise de besøgende. Vi har lejet en firehjulstrækker med chauffør – afhængigt af, hvad man har på programmet, kan man leje en bil med eller uden en mand bag rattet, men går turen væk fra alfarvej og særligt ud i ørkenen, skal det være med.

Både fordi det frarådes at færdes i visse områder, særligt langs grænserne til Libyen og Algeriet, og fordi der går mange historier i området om folk, der på egen hånd har bevæget sig derud, hvor vejene dækkes til af hvirvlende sand, og man derfor ingen navigationspunkter har.

For slet ikke at tale om selve Sahara, hvor der slet ingen veje er.

Saharas bjergoaser

Første mål er de tre mest kendte bjerg­oaser i området: Chebika, Mides og Tamerza.

Oaserne har ikke meget at gøre med den forestilling, man måske har om et vandhul og et enkelt palmetræ. I oaserne, der er opstået, fordi de underjordiske kilder ligger tæt nok på overfladen til, at rødderne kan nå vandet, vokser der tusindvis af palmetræer, og i skyggen af dem oliventræer, granatæbletræer, figentræer, banantræer, tomat-, vandmelon- og hennaplanter.

Og dadeltræer.

I området her har folk tilnavne efter, hvor mange dadeltræer, familien ejer, og har man mange, kan det blive en god forretning, for et træ giver op til 150 kilo dadler om året. Man er stolt af sine dadler, og det er svært at finde en restaurant noget sted i Tunesien, hvor dadler ikke er en del af menuen.

Det er ikke de små, mørkebrune og klistrede af slagsen, vi kender fra de aflange trææsker, der åbnes til jul, men store, hvidlige, søde og lidt melede dadler, der efter sigende er gode for huden, humøret og fordøjelsen.

Bjergoaserne er, som oaser er bedst – små skatte fra naturens eget kammer.

Selv om her er gjort meget for at tiltrække turister med boder, hvor man kan købe alt fra te til de ørkenroser, der er skabt af sandkorn og salt under sandet, kan man nemt blive betaget af noget så simpelt som skønheden i en kilde klart og iskoldt vand, der vælter ud mellem en sprække i et ellers knastørt og gråbrunt bjerg.

I Chebika ender vandet i en sø, der på grund af kalk og andre fosfater, er lige så turkis som mange af de kalkede vægge i byerne. Omkring selve søen vokser enkelte træer og lidt græs, og lidt længere væk står en lund af palmetræer, der skygger for abrikos- og citrontræer, der på mirakuløs vis har det strålende midt i et ellers trøstesløst landskab.

Visse steder skal man klemme sig ind mellem papirstynde sprækker i bjergvæggen, og går man op ad den lange, stejle stentrappe og videre op til toppen af det nærmeste bjerg, er her en udsigt over dalen, der får en til at hive efter vejret for at få det hele med.

Kniber man øjnene sammen, kan man herfra se det sted, hvor Kristin Scott Thomas og Ralph Fiennes kyssede hinanden farvel i hulen i filmen »Den Engelske Patient«, der er optaget på flere locations i netop det her område. Også Tamerza og Midez er med hver deres karakteristiske kilder et besøg værd – sidstnævnte ligger i gåafstand til den algeriske grænse.

Galakse krig i ørkenen

Siger man film-set i Tunesien, kommer man ikke udenom Star Wars.

Faktisk er fem ud af de seks Star Wars-film skudt helt eller delvist forskellige steder i den sydtunesiske ørken, fordi landskabet netop minder om en planet langt, langt væk. Blandt andet Ong Ejmel (eller Onk Jemel, som det også skrives), som George Lucas i sin tid omdannede til Anakin Skywalkers barndomshjem på planeten med de to sole, Tatooine.

Anakins hjemby Mos Espa står præcis, som den gjorde i filmen med tyve, rundede stenhuse og to høje lysmaster, der markerer banen, hvor der blev kørt »pod race« i episode 1: The Phantom Menace.

Selv om fans fra hele verden er valfartet til området siden 1999, hvor filmen var færdig, er her ingen graffiti på murene, ingen boder, hvor der sælges Star Wars-souvenirs og ingen automater, hvor man kan trække en coca-cola.

Det var simpelthen en del af aftalen mellem den tunesiske regering og den amerikanske instruktør, at byen skulle efterlades og bevares, som den var, og derfor er det faktisk lidt af en oplevelse, når »byen« pludselig toner frem på en flad sandslette midt i ørkenen.

Som alle andre byer nær ørkenen er Mos Espa i fare for at blive begravet under de sanddyner, der bevæger sig med op til fire centimeter om dagen.

Derfor påstår flere eksperter, at man skal skynde sig, hvis man vil opleve den dobbelte solnedgang over Anakin Skywalkers barndomshjem, før det forsvinder for evigt under Saharas altopslugende sandhav.

Foto: Iris.

Gigantisk sø midt i tørken

Når man er i Sydtunesien, er en tur i selve ørkenen obligatorisk, og mange af turene, om de varer en time eller en uge, tager afsæt i byen Douz, der også kaldes »The gateway to the Sahara.«

For at komme hertil fra Tozeur skal man krydse den gigantiske saltsø Chott el Djerid, der alene er hele rejsen værd.

Det er som om, der ikke er plads nok på kameraet til at få det hele med, og når man ser billederne bagefter, er de uden sammenligning med det syn, virkeligheden byder på: På over 7.000 kvadratkilometer og 20 kilometer på det smalleste sted glimter søen i solen som en kæmpe ædelsten i farver, der varierer fra hvid til rosa til turkis.

Alt efter årstid er søen mere eller mindre udtørret, men her om foråret er der visse steder vand, som himlen og skyerne spejler sig i, og får det hele til at gå op i en højere, ubeskriveligt smuk enhed.

Selv om mængden af regn her er yderst begrænset med ca. 100 mm om året, er søen om vinteren visse steder, også på grund af det undersøiske havvand, der stiger, så fuld, at man kan sejle på den.

Nu og om sommeren, hvor den er helt tør, kan man de fleste steder gå direkte på den sprækkede søbund, hvor saltflagerne er så skarpe, at man kan rive sig til blods på dem.

Hele året kan man krydse søen på den asfalterede og hævede vej, der skærer sig gennem det nordøstlige hjørne i retning af Douz.

På den anden side af Douz fortsætter vi ad en gruset vej i retning af Sahara. Uden for bilens vinduer skifter landskabet langsomt fra slettelignende vidder med småsten og tørre planter, der efterhånden bliver færre, til der kun er sand, så langt øjet rækker.

Foto: Mille Collin.

Efter et par timers kørsel når vi vores destination, Camp Mars (eller Timbaine), der ligger lavt i en lille lomme mellem uendelige bølger af sand.

Man kan bo i campen, gøre den til sit udgangspunkt for oplevelser i ørkenen, eller man kan tage herind på en dagstur.

Uanset længden af tid kan det at opholde sig i ørkenen bedst sammenlignes med at se havet for allerførste gang.

De gyldne sanddyner bølger blidt og blødt, så langt øjet rækker, og som ved havet kan man bruge timer på bare at se – sidde på et bjerg af sand og tage synet af verdens største ørken – på størrelse med Kina – ind og lade roen sænke sig, mens solen går ned og farver sandet rødt mellem fingrene på en.

Er man her om aftenen eller natten og lægger hovedet bagover, står stjernerne helt skarpt mod den ravnsorte himmel.

Herude er det nemt at føle sig lille i et stort univers.

Tunesien i dag

Det er lidt som om, man holder vejret i Tunesien netop nu. Den politiske situation er anspændt, for først efter valget senere i år ved man, hvem der kommer til at sætte dagsordenen for landet de kommende år.

Efter den såkaldte Jasminrevolution, en betegnelse, der dækker over de protester i 2010 og 2011, der førte til at præsident Zine El Abidine Ben Ali efter 23 år ved magten flygtede til Saudi Arabien med sin familie, er det lige nu en midlertidig teknokratisk regering, der styrer landet.

Midlertidig betyder ikke nødvendigvis passiv, for gør man det godt, har man større chance for indflydelse fremover. Derfor har man f.eks. udnævnt Amel Karboul til landets første kvindelige turistminister. Hun er uddannet i Tyskland og tidligere har arbejdet for Lufthansa og Mercedes.

Med sin veluddannede, Vesten-orienterede baggrund er hun i høj grad med til at tegne et billede af et moderne, demokratisk land, der tager turismen som industri meget seriøst – også i områder, der hidtil har været svært tilgængelige for turister som f.eks. store dele af det sydlige Tunesien.

Rejseliv var inviteret af Tunesian National Tourist Office.