Gaddafi lukker op igen

Ingen visum til europæere, var den libyske statsleders hævn over Europa, da sønnen blev anholdt i 2008. Nu er der åbnet for indrejse igen, og dansk rejsebureau er klar med rundrejser.

Foto: Scanpix

Han blev ellers meget vred,  Moammar Gaddafi, da sønnen Hannibal blev anholdt i Schweiz.

Læs også: Her risikerer du at få tynd mave

Det var i sommeren 2008, og Hannibal var anklaget for at have mishandlet to tjenere.

Hævnen kom prompte, og da Schweiz tiltrådte Schengen-samarbejdet i EU, meddelte Gaddafi straks, at ingen europæer for fremtiden ville få visum til Libyen.

Men nu er Gadaffi blevet god igen. Landet er åbent, og rejsebureauet Viktors Farmor står på spring med rundrejser til Libyen.

"Vi er glade for at kunne tilbyde rejser til dette spændende og ukendte land. Libyerne er meget venlige og imødekommende – og slet ikke vant til turister," siger bureauets ejer Kirsten Gynther Holm.

Højdepunkterne på rejserne er en af de bedst bevarede byer fra antikken, Leptis Magna, og Kyrene med et Zeustempel, der er større end Parthenon.

Men også nutidens byer bl.a. hovedstaden Tripoli, besøges, og rejserne, der foregår i henholdsvis april og oktober, vil også omfatte nabolandet Tunesien.

Læs også: Rejsetrend: Vi vil selv og det skal være unikt