Fyn skal ses fra vandet

En udflugt i Svendborgsunds herligheder med Veteranskibet »Helge« er blot en af mange maritime feriemuligheder.

Det er super hyggeligt at sejle ud på det smukke Svendborgsund med den flotte, lille motorfærge Helge fra 1924. Fold sammen
Læs mere
Foto: Judith Betak

Den kommer tøffende til tiden. Ruteplanen skal holdes, også selv om den lille motorfærge fra 1924 i dag kun sejler for sjov, og ikke som i gamle dage før broer og diger var et nødvendigt transportmiddel til Thurø og Tåsinge.

Læs også: Bo på Amsterdams kanaler

Men denne solbeskinnede sommerdag, hvor vi står på kajen i Svendborg og venter på »M/S Helge«, er vi turister på vej ud på oplevelser i det smukke Svendborgsund. Det er tilladt at hoppe af og sejle videre på et senere tidspunkt, og ruten er som skabt til udflugter.

Jeg har valgt den lange tur, en knap en times sejlads med diverse stop undervejs, helt ud til Valdemars Slot, hvor jeg vil hoppe af, og jeg vil sejle hjem igen fra Troense.

25 år i samme farvand
Vi billetterer (husk kontanter) hos kaptajn Aage Pedersen i styrhuset. Han sejler i år sin 25. sæson med »Helge«. Og så må det være slut, siger han.

»Der er ikke mange kaptajner, der har sejlet så længe i samme farvand,« siger han og tilføjer: »Heller ikke mange, der har så smukt farvand.«

Og smukt er der. Grønt og frodigt med træer helt ned til som den smukkeste baggrund for sejlbådenes hvide sejl og ramme for de huse, som titter frem ind imellem.

Tværs over Svendborgsund
Første stop er Vindebyøre. Campingpladsen på nordspidsen af Tåsinge. Derefter krydser vi tværs over Svendborgsund til Christiansminde. Her er man i fuld gang med at bygge en ny anløbsmole. Dele af den gamle er kollapset.

Turen går videre ned gennem Thurøsund. I gamle dage lagde båden til i Thurø by. Men her faldt molen helt sammen, og ingen ville bygge en ny, så nu går byen glip af den turisme.

Vi sejler forbi mod Troense på Tåsinge, krydser derefter tilbage til Thurø til den lillebitte Grasten og derefter tilbage Tåsinge og yderste stop: Valdemars Slot.

TV-baronessen Caroline Flemming (læs mere side 12) inviterer indenfor. Både ind i de private stuer og op under taget, hvor den store trofæ-samling af udstoppede dyr er samlet, og i de to museer.

Stjerneskud og kryddersild
I de store lader er der museer. Danmarks Museum for Lystsejlads og Danmarks Legetøjsmuseum, med blandt andet en stor kørende Märklin-modeljernbane. Legetøjsmuseet har ikke mindre end Danmarks største minigolfbane – det reklamerer man i det mindste med – som nabo.

Der er både Restaurant Valdemar Slot og Café Æblehaven at forsyne sig i, men jeg vælger at spadsere langs vejen til Troense.
Det er bare et par kilometer, og her spiser jeg frokost på Hotel Troense – en lille tidslomme, hvor der er både Stjerneskud og kryddersild på menukortet – inden »Helge« kommer sejlende i næste rundtur, og vi tøffer tilbage til Svendborg.

 

Fyn fra vandet

Odense Fjord
Fjordbåden Svanen sejler om sommeren udflugtsture med afgang fra Odense og Boels Bro med anløb i Klintebjerg, Vigelsø, Enebærodde og Lodshuse. nord-line.dk

Odense Å
Lej en kano og begynd turen på Odense Å ved Erik Bøghs Sti mellem Den Fynske Landsby og Odense Zoo og tag hele den 14 km lange tur gennem byens centrum og forbi H.C. Andersens mors vaskeplads ud til Odense Fjord. aafart.dk

Kerteminde Fjord
Oplev Munkebo og Kerteminde i kano. Turen på fjorden er smuk, men kræver vindstille vejr. Det er ikke farligt, men kan være besværligt. khj.dk/kanotur

Omkring Strynø
Tag på sælsafari. De lavvandede områder omkring øen har en lille bestand af spættede sæler. Man kan komme på udflugter med gammel en kreaturpram, der formodentlig er den sidste bevarede i Danmark. smakkecenter.dk

Øhavet - med minifærge
Tag på udflugt med færgerne til de beboede øer i Det Sydfynske Øhav. For eksempel fra Faaborg til Bjørnø, fra Ærø til Als og Mommark, fra Marstal til mini-øen Birkholm eller fra Svendborg over Skarø til Drejø. sydfynskeoehav.dk

Øhavet - egen båd
I egen båd. Lej en smakkejolle med plads til fem personer (kan også lejes med udstyr telt og kogegrej, så man kan overnatte på en af de mange småøer) smakkecenter.dk

Nordfyn
Det gamle træskib »Castor« sejler udflugtsture fra Bogense. For eksempel aftenhyggeture til Æbelø, hvor en lokal guide viser rundt og fortæller ankekdoter og der er bespisning med i arrangementet. nordfynsturist.dk/castor

Læs også: Bo på Amsterdams kanaler