Frugten af mænds fravær

Vandring på Mallorca er en skøn blanding af motion, åndeløs skønhed, god mad og shopping. Og fraværet af mænd har en interessant virkning på en gruppe vandrende kvinder.

Man taler så dejligt når man vandrer . Fold sammen
Læs mere
Foto: Fotos: Cristina Mercadal og Pia Riedel
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Det er umuligt at overdrive effekten af en Middelhavsø i april, når man knapt nok har sagt farvel til den sidste klat sne i Danmark. Synet af en palme er berusende. For ikke at tale om duften af blomstrende appelsintræer. Livet findes, lyset findes.

Se også: Pilgrimsrejse i miniudgave

Vi er på Mallorca, vi skal vandre.

I baghovedet har jeg en bestemt passage fra Peter Bastians selvbiografi »Mesterlære«, som jeg slugte, da det stadig var mørk vinter. Det er gribende læsning, især da den fagotspillende fysiker kommer ind på livet i de frigørende 1970ere. 

En speciel iagttagelse har provokeret mig så meget, at den ligger og lurer i baghovedet, nu hvor jeg skal tilbringe seks dage i bjergene sammen med syv andre kvinder, der har valgt at rejse uden mænd. 

Bastian beskriver oplevelsen af at være mand således: »Hvis kvinderne sad og talte sammen, og jeg kom ind i stuen, så begyndte de øjeblikkeligt at forholde sig til mig, og der var uro i øjnene. Og det var jo ikke, fordi jeg havde et baseballbat i hånden, men vi var hjernevaskede af ældgamle værdier, som betød at jeg, alene i kraft af mit køn, grundlæggende var en undertrykker. Oplevelsen var virkelig pinefuld.«

Denne historie er 40 år gammel, civilisationen flere hundrede tusind år.

Er kvinder i virkeligheden en smule bange for mænd? Skaber deres tilstedeværelse uro? Er det lettere at slappe af, hvis der ikke er mænd på holdet?

Er det i virkeligheden derfor, disse kvinder rejser sammen med andre kvinder? For at få fred?

Vi sidder på torvet i Esporles, en lille landsby i udkanten af Serra de Tramuntana-bjergkæden, som danner bolværk mod havet fra Andratx i øens sydvestlige hjørne til Cap de Formentor i nordøst.

Fra torvet har vi udsigt til udløberne af bjergkæden, som rejser sig umiddelbart uden for bygrænsen. Det er her, vores vandretur starter. 

Vi skal gå i alt 60 km på seks dage med en hviledag i midten. Fra by til by, gennem bjerge og dale, af kulsvierstier og pilgrimsveje, på en rute, der i daglig tale kaldes GR221. 

Det lyder en anelse tørt, GR221, men allerede her på torvet kan vi kan mærke vinden, der kommer ned fra bjergene med lungerne fulde af pollen og noter af rosmarin og citrus.

Vi har alle en fornemmelse af spændt forventning i kroppen. En fornemmelse, der er alt andet end tør.

Jeg betragter mine rejsefæller, der drikker kaffe og øl, mens de præsenterer sig selv.

Vi er i alderen 45 til 70 år, nogle er gift, nogle bor alene, de fleste har store eller voksne børn, to er bedsteforældre. Gruppen repræsenterer Danmark fra øst til vest, tre kvinder fra Hillerød og København, en fra Sorø, Korsør og Svendborg, og en enkelt esbjergenser.

Alderspræsidenten er pensioneret politiker, men ellers har alle arbejde. Nogle har vandret i årevis, andre er nye i faget. Fælles for os alle er, at vi i denne uge er kvinder uden mænd. 

Bjerggeder og søstersolidaritet
Den lokale guide fører an, da vi lægger Esporles bag os næste morgen. Cris er en bjergged, senet og stærk, 46 år og mor til to døtre på otte og ti.

Hun er opvokset på Menorca, Mallorcas baleariske lillesøster, og derfor glødende catalaner og ligeså glødende republikaner. 

Før alt dette er hun naturelsker. Hun kender Tramuntana-bjergene som sin egen rygsæk og leder os i retning af den første stigning i et adstadigt tempo. Som nybegynder er jeg lidt skuffet. Er det ikke meningen, at vi skal hurtigt frem? 

Så kommer jeg i tanke om en bemærkning, der faldt under præsentationsrunden aftenen før: Fraværet af mænd vil nok betyde, at der bliver mindre konkurrence om at være hurtigst. Jeg falder tilbage og slutter mig til gruppen. Man er vel søstersolidarisk. 

Da vi har lagt de sidste huse bag os, drejer Cris til højre og begynder at klatre op af en stejl skovsti. Vi følger tøvende efter. Der står godt nok en lille pind med røde tal og bogstaver på i vejkanten: GR221. GR står for Grande Randonnée eller Gran Recorrido og er et system af forbundne vandrestier i Europa, fortrinsvis i Frankrig, Belgien, Holland og altså som her Spanien. 

Vi bevæger os opad i stejle hårnålesving. Folk holder op med at tale. Vi går og går, gennem lav skovbevoksning, op, op, op. Åndedrættet bliver tungere, skridtene langsommere.

Vi lærer hurtigt at holde øje med de røde pletter på stenene og de møjsommeligt opstillede varder, der markerer, at vi er på rette vej. På et tidspunkt virker det alligevel, som om stien forsvinder.

Vi fortsætter op og ned og rundt og stopper til sidst foran et højt stengærde, der går på tværs af bjergsiden og spærrer. 

»Vi skal over her,« siger Cris på gebrokkent engelsk og forsvinder op over gærdet i to spring. 

Vi andre følger efter, halvt kravlende. Nogle må løftes op. Men alle kommer over, og det er helt rart kort tid efter at se en rød plet igen.

Efter to dages vandring virker situationer som denne helt normal, men denne første dag famler vi alle i blinde.

Ben og hjerne kæmper for at koordinere signalerne fra det evigt skiftende underlag af små og store sten, rødder, visne blade og nedfaldne grene. Op og ned. Flere steder klatrer vi direkte på klipperne med knirkende knæ.

Hævet over verden
Lave egetræer med stammer dækket af lav på en bund af jord og klipper fortsætter tilsyneladende i det uendelige, og det føles som at gå rundt i en fortryllet skov, befolket af usynlige væsner.

De cirkelformede bålpladser, der jævnligt dukker op, er imidlertid anlagt for mere end 100 år siden af kulsviere, så vi er stadig i menneskeland. Vi ser også rester af de forfaldne hytter, som de boede i. Og vi forstår, at egetræerne har deres specielle slanke form, fordi de er beskåret gennem generationer af datidens hårdføre mænd. 

Efter tre timers opstigning begynder det at tynde ud i træerne. Vi bevæger os ud på en bjergryg mellem to højdedrag, og pludselig, gennem den spredte bevoksning, åbenbarer landskabet sig svimlende under os. Middelhavets blå mod vest, det flade land og Palma langt nede mod øst. 

Vi er hævet over verden, og jeg føler for første gang i mange år, at verden ligger for mine fødder.

Mine tanker går tilbage til Inka-trail, mit livs første vandretur, som bestod af en fire dage lang stræk-og-bøj-march op mod et pas i Andesbjergene, der meget passende bar betegnelsen Død Kvindes Pas.Det var i hvert fald tæt på for mit vedkommende.

Passet lå i 4.000 meters højde, og på den anden side ventede en dags knæknusende nedstigning. Derefter trådte man gennem Solens Port – og pludselig foldede den glemte inkaby Machu Picchu sig ud i dalen under os. 

Dengang havde jeg præcis den samme fornemmelse, som jeg får nu, da vi senere på dagen, vaklende og med hævede knæ, når frem til Valldemossa: De der turister, der bare er kørt hertil i busser og nu går omkring i Chopins have med pænt hår og et blankt udtryk i øjnene, er de egentlig ikke nogle svagpissere?

Mørbankede, men triumferende
Anden etape går fra Valldemossa til kunstnerbyen Deia. 12 km med i alt 500 m højdeforskel. 

Stien langs kanten af Coll de son Sallard-højdedraget ligger og kradser lige under 1.000 m-stregen, og udsigten over de gråhvide bjerge, der falder dramatisk som dragehaler under os for at ende i havet ti km væk, er majestætisk. 

Efter en timelang morderiske nedstigning fra son Sallard ankommer vi mørbankede, men triumferende til vandrehjemmet i Deia. 

En af deltagerne har været gift i 30 år og har efterladt sin mand derhjemme. Det er første gang, de ikke sover sammen.

En anden har meldt sig til denne tur for at overkomme eftervirkningerne af en alvorlig sygdom. De har hver deres grunde til at være stolte. 

Resten af gruppen er bare lykkelig over at slippe uskadt ned efter to timer på rullende småsten. Angsten for at falde på røven sætter sig i skuldrene. 

Aldrig har kølig hvidvin smagt så godt som denne aften, hvor solen langsomt går ned bag Puig Teix.

De næste dage bevæger vi os videre gennem bjergene. Hver morgen stiger man i støvlen og glæder sig til den kommende dags udfordringer. 

Det går stadig op og ned, men der er hele tiden variationer. Flere brægende geder, flere klokkefår med lam, ekskursioner ind i land og så et sving tilbage, og bum, pludselig ser man havet igen og glædes uforklarligt. 

Humørsvingninger i skyhøjde
En overrislet overnatning på lækkert hotel efterfulgt af en nats askese på et dystert kloster, ave Maria, til sidst står man i Palmas vidunderlige dukkelise-mylder og er lige ved at græde. Alle de mennesker! Man vil tilbage til bjergene, Man vil væk fra al den larm. Og så alligevel ikke. For der er jo butikker, caféer (med mænd), seværdigheder og en atmosfære, der får klodsede Barcelona til at blegne. Man vil ikke hjem. Jo! Man vil hjem og dele alt det man har oplevet med dem, man elsker.

Cris har sagt det gentagne gange undervejs: Kvinders humør er som vinden; det skifter hele tiden. Så er det for koldt, så er det for varmt, så vil de have pause, så vil de videre. At kvinder kan gå fra glæde til sorg på et splitsekund er åbenbart alment accepteret på Balearerne. 

Vi genfinder roen på hotellets tagetage med en gin-tonic og udsigt over katedralen og havnen. Turen er slut. I morgen skal vi hjem med rygsækken fuld af sanseindtryk og et pænt udsnit af Zaras forårskollektion.

Maskulint kaos?
Ville det have skabt uro i gruppen, hvis der havde været mænd til stede? Ville et enkelt Y-kromosom virkelig ødelægge den gode stemning, der blev bygget op i bjergene?

Jeg kan kun gætte. Mit sammenligningsgrundlag er spinkelt, men tankevækkende. Der var mænd med på dødsmarchen i Andesbjergene dengang for 20 år siden, og der var utallige kriser undervejs.

Den peruvianske guide havde for eksempel medbragt sin danske kæreste og blev voldsomt jaloux, når hun talte med os rejsedeltagere.

Hans hjælpeguide, en enlig ungersvend fra England, forelskede sig dødeligt i holdets eneste blondine i samme øjeblik, vi trådte ud af flyvemaskinen i Lima. Jagten varede i samtlige tre uger. 

Og der var mere. En af de mandlige deltagere blev fornærmet i flere dage, fordi han blev overhalet af holdets kvindelige maratonløber få hundrede meter før Død Kvindes Pas. Den skalp havde han sat næsen op efter at få, men luften er satans tynd i fire kilometers højde, og fysikken svigtede i sidste øjeblik. 

Nu kan drama jo også have sin charme, men som en af vandrefællerne på Mallorca tørt konstaterede, så gider kvinder i vores alder ikke mere bøvl.

Vi gider ikke sove på stive liggeunderlag, vi gider ikke spise dårlig mad, vi gider ikke bære vores baggage selv. 

Vi er også blevet voksne, vi kan selv. Alle er taget af sted på egen hånd. Uden en mand eller en fortrolig veninde at klynge sig til, hvilket kræver et vist mentalt overskud. 

Alle har velfungerende liv derhjemme, fornemmer man, men vi har også gjort vores erfaringer med både det ene og det andet. Vi vil have fred og fordragelighed. Vi vil nyde det, der er tilbage. Duften af en blomstrende rosmarin, synet af et figentræ, en kop varm kaffe om morgenen, et glas kølig hvidvin om aftenen, hele den storslåede natur i alle dens små og store detaljer. Det hele er her. 

Men det er, hvis sandheden skal frem, umuligt at sige, om det ville have gjort den store forskel, hvis der havde været mænd med på vores bjerghold. 

Samtalerne var nok drejet i en anden retning, hvis gruppen havde været blandet – der var formentlig ikke blevet talt så meget om overgangsalder, hedeture og uønsket hårvækst, hvis der havde været en Ulf eller en Jens i nærheden – men så var talen vel faldet på noget andet, der måske var ligeså interessant. 

En samtale med en anden af mine vandrefæller bringer mig nærmere et svar på det spørgsmål, som har spøgt i mit baghoved siden turens start.

En uge uden service
Hun er ikke rejst på kvindetur for at slippe for sin familie, siger hun, men for at slippe for at servicere den.

Hendes børn er 18 og 21 år, og hvis man skal udlede noget af gruppen her, er det kun kvinder med store børn, der kan tillade sig den luksus at forlade familien en hel uge for at tilgodese egne behov.

Så kan man indvende, at en uge i Tramuntana-bjergene er en ringe belønning for mange år i yngelplejens tjeneste. Til gengæld er det en oplevelse, som alle bør unde sig selv. Både fordi fysisk aktivitet i storslået natur efterfulgt af overnatning i bløde senge er selvforkælelse i yderste potens. Men det kan jo også være, at der er nogen, der har fundet ud af, hvordan opvaskemaskinen fungerer, når man kommer hjem igen.

Det tænkte Peter Bastian næppe på, da han skrev om de urolige kvinder. At synet af ham ganske enkelt var forstyrrende. Alle kvinder ved, at der er noget, mænd vil have, og omvendt. Mænd har bare altid været bedre til at rejse væk. Nu ved vi hvorfor.

Læs også: På vandring i berbernes bjerge