Fra afterski til luksushotel

Kan Weissbier, dans på bordene og skrålen med på tyske Schlagerhits gå hånd i hånd med smagfuld og ultimativ luksus? Ja, luksushotellet Mooser og på afterskibaren Mooserwirt

Der er stor forskel på luksushotellet Mooser og på afterskibaren Mooserwirt Fold sammen
Læs mere
Foto: PR
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Mooserwirt er kult.
Sådan er det bare. Når man først har givet sig hen til de første to-tre genstande, er man indfanget, og inden der er gået ret længe, står alle, lige fra forlystelsessyge husmødre til mænd, der til daglig går rundt i noble habitter, på bordene iført skistøvler og sveddråber på panden og synger med på »Wir wollen die Eisbären sehen«.

Se også: Ring til en gletsjer i Østrig

Afterskistedet i St. Anton er en velsmurt maskine, hvor intet er overladt til tilfældighederne. Det, der en sen eftermiddag måske kan virke kaotisk, er nøje iscenesat, lige fra den pompøse nedtælling kl. præcis 15.30, hvor de automatiske metalskodder langsomt kører ned til melodien »The Final Countdown«, til den siden 1994 fast hyrede og nu 62 år gamle dj Gerhards repertoire med et mix af tyske Schlagerhits og aktuelle ørehængere.

Tjenerne kommer hurtigt frem med kæmpebakker fyldt med et udvalg af de mest populære øl og drinks, takket være de dertil specielt indrettede »gange« rundt om lokalet, så trængslen ikke skal gå ud over omsætningen.
Det er ikke så få øl, Weiss geschpritzt og Heisse Witwe, der når at blive hældt ned. Sidstnævnte, Heisse Witwe, er en særlig Mooserwirt-specialitet bestående af et lille glas med lunken blommelikør med et klat flødeskum på toppen garneret med et drys kanel.

Når festen er forbi, går turen på ski det sidste lille stykke ned til St. Anton. Der ligger selv habile skiløbere typisk og roder rundt i sneen – man er jo ikke just appelsinfri.
Mooserwirt-konceptet er så stor en succes, at det har bredt sig ud i Europa. I Danmark kan man opleve det rundt i landet på »Heidi’s Bierbar«, hvor afterskien lever i bedste velgående uden skiløb, sne og bjerge.

Et er Mooserwirt, noget helt andet er Mooser. Der er tykke, lydisolerede mure mellem afterskiingstedet og det nye hotel Mooser, der ligger i en tilbygning mod sydvest.

Der er faktisk en verden til forskel, og det mærker man allerede, inden man når frem til hotellet.
Adgang er nemlig gennem en port i bjerget, hvor bilen køres ind i en elevator og tre etager ned. Ret James Bond agtigt. Her lander man i stilfuld og diskret luksus, når man stiger ud af bilen og bliver ledt fra garagen, hvor der naturligvis er anlæg til vask af biler, og forbi »skikælderen«, hvor hvert værelse har separate skiopbevaringsskabe beklædt med patineret træ med støvlevarmere. En bronzeskulptur af en vædder fungerer som bænk, hvor man kan sidde og tage skistøvler af og på. En dør fører ud til en kort udgravet sti med meterhøje snevægge og en havelåge, hvorefter man er ude i skiterrænet for enden. Det er ski-in ski-out.

Der er en trappe op til receptionen, der i stedet for en upersonlig skranke har et antikt alter fra en kirke i Østtirol.
De tre etager med værelser og suiter har hver sin gennemgående farve: rød, gul og grøn. En del af værelserne ligger ud mod den fascinerende, totalt afsondrede og mange meter dybe »Mühltobelschlucht«. Når man kigger ud eller står på balkonerne, føles det nærmest som at befinde sig på en borg, der hænger ud over en bjergside. Vindeltrappen med smedejernsgelænder, der går igennem hele byggeriets seks etager med en lysskakt øverst oppe, er også helt borgagtig.

Men så holder det fortidige også op. Hotellets værelser og suiter er gennemført moderne og komfortable med blik for hver enkelt detalje. Træ, læder, natursten og italiensk belysning går op i en højere enhed. Sengene med hovedgærde som en kæmpequilt lavet i træ har to madrasser oven på hinanden, og badeværelserne er rummelige og oser langt væk af enkel perfektion. 43 tommer fladskærm, iPod-docking station fra Bose og laptop oplader i safen. Minibaren er uden beregning. Alle værelser har sin egen såkaldte »fyrreklimabox«, der på bio-energi vis sørger for at rense og fugte luften og med fyrrespåner giver en helt speciel duft til rummet. Og vandet i hanerne er blevet homøopatisk filtreret, så det er særligt rent og velgørende.

På hotellets nederste etage ligger den udendørs 32 grader varme »infinity pool«, bygget direkte på klippen. I det tilhørende spaområde findes infrarød kabine, dampbad og to saunaer — den største har ligesom poolen storslået udsigt til slugten og bjergpanoramaet.

Øverst i den oprindelige bygning, i det der oprindelig var familien Scalets dagligstue, er hotellets restaurant indrettet afslappet og intimt. Her er kæmpestore panoramavinduer indrammet af solide, gamle træbjælker, hvor man fra morgenstunden kan se solen komme op over bjergene, og udsigten over pisten, ned mod byen og videre ud gennem dalen er betagende.
Kokken i restauranten, Vincenz Klimmer, som bl.a. har arbejdet hos NOMA, er blevet headhuntet fra et af Lechs højst renomerede 5-stjernede hoteller, og har en mission om »terroir-baseret« mad – altså at sætte de lokale råvarer og madtraditioner i højsædet med kompromiløse kvalitetskrav.

Og med den tilgang kan selv østrigsk bondekost blive gourmet: Dagens specials er således ristet, hjemmelavet osteknödel, kalvbrisler og -lever frisk fra lokalt dyr med rødløg og forskellige pureer af henholdsvis sort og sød kartoffel og til slut en guddommelig Kaiserschmarren soufflé. Kompetent serveret og ledsaget af østrigsk Pinot Grigio fra det anerkendte Malat vinhus samt en af de mest berømte østrigske røde cuvéer: Hill nr. 1.

»Indtil nu er 90 procent af vore hotelgæster ikke folk, der plejer at frekventere Mooserwirt«, fortæller ejer og direktør, Eugen Scalet.
»Vi ved heller ikke, om de kommer til det. Men der er selvfølgelig en lydtæt dør direkte fra hotellet ind til Mooserwirt.«

Das Mooser Hotel er ikke en enlig luksus-svale i byen. I skisæson 2012-13 er yderligere fire nye luksushoteller klar til det kræsene publikum. Det er ikke nogen tilfældighed, men resultatet af en bevidst strategi fra St. Antons borgmesters side. Bystyret giver kun byggetilladelse til luksushoteller, for St. Antons image skal drejes definitivt væk fra det druk- og mellemklasse-ry, som tidligere til dels har præget byen.

To af luksushotellerne er gamle hoteller, der med udenlandsk investering er totalrenoveret. Det er Hotel Tannenhof i Nasserein bydelen med 7 udsøgte suiter i international alpin. Her står russiske investorer bag, og et  ubekræftet rygte siger, at det er her, Putin holder sin skiferie.

Det andet er Hotel Valluga, som har eksisteret tilbage fra 1930erne. Hotellet er købt af en svensk/spansk hotelfamilie fra Mallorca, der med sikker sans for stil har tvistet det alpine med det moderne skandinaviske.
De to sidste hoteller, begge minimalistiske i stilen og beliggende i den centrale fodgængerzone, står der lokale folk bag.
Anthony’s Life & Style Hotel er opført af familien Pangratz, der også har Intersport Arlberg, en af byens største skisportsforretninger, og 3M tilhører brødrene Kaser, som St. Anton turister muligvis kender fra brødrenes restaurant Hazienda.

Se også: Saalbach – ét stort cirkus i Alperne