Fotoalbummet er genopstået

Danskerne er druknet i digitale ferie- og familieminder. Det har gjort det klassiske fotoalbum populært igen, og nu kan man også selv producere en rigtig foto-bog.

Foto: Colourbox.com

Der var engang, hvor man fedtede med limstifter og fotohjørner, skrev bemærkninger, forklaringer og datoer og pyntede op med billetter, regninger og andre autentiske småting i det årlige feriefotoalbum.

Læs også: Kender du reglerne for ulovlige souvenirs?

Derefter blev vi digitaliseret, med mulighed for at se feriebillederne med det samme og med hukommelseskort i kameraerne med plads til hundredevis af billeder.

Og danskerne druknede i digitale billeder, som kun de færreste får set mere end én gang.

For hvem gider samles omkring en skærm og se 200 billeder fra ferien?

Men nu er de gammeldags fotoalbum på vej tilbage. Salget af fotopapir er stigende, og fotohandlerne mærker en stigende interesse for at få billeder lavet i papir.

Antallet af fotobøger firedoblet på to år
Flere firmaer har spottet denne udvikling og tilbyder nu ikke alene gammeldags fotoalbums i virtuel form til PC'en, men også trykte fotoalbums, man selv fremstiller med downloaded software til computeren.

Det tyske firma, Cewe Color, der har afdelinger i 24 europæiske lande i Europa og USA - også Danmark - har i de sidste år mærket en kolosal interesse for fotobøgerne. I 2007 producerede firmaet 1 mio. fotobøger, året efter 2,45 mio. og i år regner man med at nå op på 4 mio.

Især danskerne har sammen med de øvrige skandinaver taget ideen til sig og fabrikerer forholdsvis flere fotobøger. Sikkert også fordi der i Skandinavien er flere husstande med computere, end i det øvrige Europa, mener Cewes skandinaviske direktør, Ané Gyldholm.

"De allerfleste fotobøger er feriebøger. Dernæst kommer fotobøger fra mærkedage og private årbøger og julebøger til gaver," oplyser hun.

Fra hæfter til indbundne bøger
Men den gratis software placerer man selv sine feriebilleder på siderne, skriver kommentarer og sætter indscannede bykort, restaurantregninger, flybilleter og andet, man vil have med i sin personlige rejsebog, ind på de forskellige sider.

Til sidst kan man i firmaet bestille sin egen fotobog, evt. i flere eksemplarer. De fås i forskellig størrelse, sideantal og både som hefter og som rigtige bøger i hardcover.

Priser fra 79 kr. for et lille fotohæfte 14 gange 13 cm med 26 sider til en stor fotobog 30 gange 30 cm  med 26 sider trykt på fotopapir og i hardcover til 500 kr.
Rækker det antal sider ikke, koster det 90 kr. pr. ekstra otte sider, til man når de maksimale 82 sider.