Fortryllende dyk med søkøer

Florida har en helt særlig attraktion, som kun få turister kender: Ved de varme kilder omkring Crystal River på vestkysten samles nogle af verdens mest mærkelige – søkøer

Søkøer er godmodige af natur, og denne her kan ligefrem lide at have kontakt med mennesker. Fold sammen
Læs mere
Foto: Peter Hauerbach

Ud af det grønlige, grumsede vand dukker et mærkeligt dyr frem. Det er næsten tre meter langt og buttet. Væsenet har et skægget hoved med nogle utroligt små øjne og i bagenden en overdimensioneret bæverhale-plade. Det er en manatee, en venlig – og som art, udryddelses-truet – amerikanske søko.

Læs også: Tre generationer på dykkerferie

Ved hjælp af sine forluffer og ganske små bevægelser med »haleroret« svømmer den rundt om mig. Efter rundturen stopper den få centimeter fra min dykkermaske. Laaangsomt strækker jeg min ene hånd frem – helt åben – som skipperen har betonet, at man skal, og rører forsigtigt ved dens ryg. Den føles som hård gummi.

Søkoen er et godmodigt væsen, og denne her kan ligefrem lide kontakt med mennesker. Det kan man godt undre sig over, for den har, ligesom størsteparten af de voksne manatees, ar på ryggen. Søkøer holder til på lavt vand og ofte skal op til overfladen for at trække vejret. Det udsætter dem for nærkontakt med bådpropeller og jetski.

Manateen bevæger sig fremad og ruller rundt med et klart budskab om, at den vil stryges på maven. En anden, lidt mindre søko, kommer hen og puffer til den første, nærmest som om den er lidt jaloux.

Sagn og eventyr om havfruer
»Hendes hud var så klar og skjær som et rosenblad, hendes øjne så blå, som den dybeste sø og hun havde ingen fødder. Kroppen endte i en fiskehale,« skriver H.C. Andersen i eventyret om den lille havfrue.

Søkoen har gennem tiden dannet baggrunden for sagn og eventyr om havfruer. Men de søfolk, der har forvekslet dette væsen med en smækker kvinde, må enten have været meget lang tid til søs eller have været godt fulde, for køn er »originalen« altså ikke i virkeligheden.

Om sommeren holder søkøerne til ude i den Mexicanske Golf, hvor de lever af søgræs og andre vandplanter, men om vinteren, når havvandet bliver koldt, trækker de op i de varme kilder ved Crystal River i Florida. Her er vandtemperaturen omkring 20 grader året rundt.

»I er heldige, at det er blevet så koldt,« siger guiden, da han modtager os på molen ved Piete Pier i Crystal River. Mens solen er ved at stå op klokken 6.30, er vi fem småfrysende mennesker, der går om bord i et lille husbådslignende fartøj.

Gruppen består af et ældre amerikansk ægtepar, et ungt par fra Tyskland og så undertegnede fra Danmark. På trods af vore forskellige udgangspunkter er der enighed om, at med morgentemperaturer på plus to grader – i Florida – er heldet svært at få øje på.
Men forklaringen kommer, da Nick, vores skipper og guide, forklarer: »Når det er så køligt, kommer der hurtigt mange manatees ind til kilderne, og så er der større chance for at vi møder dem.«

Glider én efter én stille ned i vandet
Nick manøvrerer stille prammen ud på floden.
»Nu skal I være opmærksomme et øjeblik,« formaner han og slår en fladskærm ned fra loftet. En fem minutters video fra »Fish and Wildlife Conservation« fortæller, hvordan vi skal omgås søkøerne: Det er strengt forbudt at jagte søkøerne. Man må kun berøre søkøerne med én hånd, og kun hvis søkoen selv tager initiativet til kontakten. Det er behæftet med store bødestraffe at holde eller jagte en søko.

Efter videoen gentager Nick lige det hele: »Vi er på besøg i deres område, og det skal respekteres. Nogle gange er søkøerne meget opsøgende, og andre gange holder de sig for sig selv – men det er deres valg.«
20 minutter sejlads senere er vi ved Main Springs. Mens Nick kaster anker, er der en voldsom plasken i overfladen, 30 meter foran båden.

»Søkøer lever ikke i par, men i grupper og det der ligner et orgie,« fortæller skipper.
»De holder sig nok for sig selv, men der er mange andre derude,« siger han og peger på en snude, der bryder vandoverfladen få meter fra båden.

Vi tager hver en våddragt, og iført maske og snorkel glider vi én efter én stille ned i vandet.
»Lig helt roligt, lad strømmen føre jer af sted, og lad søkøerne komme til jer,« lyder en sidste formaning.

Sigtbarheden ved Main Springs er omkring halvanden meter, så man får ikke meget varsel, når en manatee nærmer sig.
Den første kommer bagfra. Jeg når kun at fornemme noget nærme sig fra venstre side og se den mørkegrå krop glide forbi på en halv meters afstand. De næste er mere selskabelige, og jeg befinder mig pludselig mellem to velvoksne søkøer.

Jeg trækker først armene helt ind og håber, at de kan kende forskel en artsfælle og et menneske. Det kan de heldigvis. De skiftes til at kæntre lidt og kan helt klart lide at blive strøget på ryggen og maven.
Efter en god time i vandet bliver vi kaldt tilbage til båden, og mens vi drikker varm kakao, sejler Nick os over til et sted, der kaldes Three Sisters.

Vi sejler op ad en lille biflod, og her åbenbares et helt andet skue. Floden er kun ti meter bred, træerne vokser helt ned til vandlinjen, og vandet er klart. En række overflade-bøjer med hvid line indhegner et område, hvor manatees kan være i fred.
»Vandet er mere klart herovre, fordi vi er tættere på kildeudspringene,« forklarer Nick, »til gengæld er det ikke altid, der er nogen søkøer.«

Kort øjeblik har vi øjenkontakt
Men lykken tilsmiler os. Da jeg atter er gledet ned i vandet, får jeg øje på en hel gruppe manatees. De ligger på bunden inden for afspærringen og sover. Fra tid til anden stiger en af søkøerne op til overfladen, stadigt sovende, tager en mundfuld luft og synker så ned på bunden igen.

Vi svømmer roligt rundt og iagttager de sovende kæmper. Sigtbarheden her er helt anderledes. Man kan se næsten ti meter under vandet.
En af søkøerne vågner. Det er nok spisetid. En manatee, der vejer en halv ton, æder dagligt hen ved ti procent af sin kropsvægt, det vil sige omkring 50 kilo grønt i form af søgræs og andet godt fra havets og flodens bund.

En anden manatee vågner til live. Den bevæger sig først lidt rundt i det beskyttede område, men sætter så kurs væk. Helt nede langs bunden bruger den sine små luffer til at komme frem med og samtidig til at rode lidt op i bunden. Den finder nogle indbydende vandplanter, omkranser dem med »mulen« og hiver dem op med en kort bevægelse. Søkøer har ingen fortænder, kun kindtænder til at tygge med.

Efter at have hvirvlet flodbunden op kommer søkoen over til mig. Man skulle tro, at den kunne lide at blive fotograferet, for den poserer nok så pænt på en halv meters afstand. Måske kan den se sit spejlbillede i kameraets frontlinse. Den lægger hovedet lidt på skrå og et kort øjeblik har vi øjenkontakt – det er et af de øjeblikke, hvor tiden står stille. Fortryllelsen bliver brudt, da en orange kajak pløjer sig gennem vandet et par meter væk. Manateen vender sig om og forsvinder ud i hovedfloden.

Der er højt humør på hjemturen. Det tyske par har optaget video af deres møde med de specielle dyr og er allerede i gang med at redigere materialet. Det amerikanske par kommer fra Hawaii og er godt vant med dykkeroplevelser, men de har også fået en oplevelse for livet.

»Der kom en manatee over til mig,« fortæller Skip. »Først troede jeg, den ville kysse mig, men så tog den fast i min maske og hev den af,« griner den gemytlige amerikaner, der glæder sig til at fortælle børnebørnene om sit møde med en havfrue.

Læs også: Udfordrende dykning i verdensklasse