Fortid og fremtid i Kina

Et besøg i en kinesisk landsby er også en rejse gennem de seneste 30 års reformer og udvikling, der i dag har gjort Kina til verdens andenstørste økonomi og det vigtigste medlem af BRIK-landene.

Rejseliv imported photo
Foto: Flickr.com

Tao har ikke meget at lave i dag, fortæller hun. Hun er på vej ud for at gå en tur op på bjerget for at se til sin mand, der går rundt og samler brænde sammen med nogle andre af mændene fra landsbyen. Bønderne har mest travlt i begyndelsen af foråret og så om efteråret, hvor der skal sås og høstes.

Læs også: Beijings mondæne Christiania

»Vi har ikke meget at lave om vinteren,« siger Tao og smiler. Den 40-årige bondekone bor i landsbyen Nanwan Cun, som – lidt afhængig af, hvem man spørger i landsbyen – har et sted mellem 500-700 indbyggere. Byen ligger ved foden af de bjerge, der ligger i det nordlige Beijing. Det er en kold og klar vinterdag med blå himmel, så man kan tydeligt se Den Kinesiske Mur sno sig som en brun tråd op og ned ad bjergryggene.

Nanwan Cun ligger cirka 70 km nord for centrum af storbyen. For Beijing er mere end blot en millionby, der også er Kinas hovedstad. Det er et område nogenlunde på størrelse med Fyn og to gange Sjælland. Der er 289 byer og landsbyer i Beijing, hvor der i alt bor cirka 22 mio. mennesker.

De ti millioner af dem bor inde i selve storbyen. Og når man går rundt inde i centrum blandt højhuse, regeringsbygninger, ministerier, universiteter, hovedsæderne for olieselskaber, investeringsbanker og -fonde, Starbucks og indkøbscentre med Esprit, Rolex, Gucci, Red Wing og Sephora, så er det nemt at glemme, at Kina også er et udviklingsland.

Især når man kommer fra Danmark og Vesten, hvor den største historie om Kina i de seneste 15 år har handlet om den vildtvoksende økonomi og de høje vækstrater. Men der er også et andet Kina. Og hvis man besøger Kina for at få et indtryk af landet med de 1,3 mia. mennesker, så bør man også gøre sig selv den tjeneste at tage på et smut ud af storbyerne som Beijing, Shanghai eller Chongqing. For eksempelvis at besøge en landsby som Nanwan Cun. For både byen og turen derud er en minirejse gennem Kinas udvikling i de seneste årtier.

Iingen smarte caféer og nyfejede fortove
Det tager cirka et par timer at køre derud fra centrum af Beijing. Man skærer sig gennem trafikpropperne på de seks-sporede ringveje, som der er fem af i byen, og kører nordpå, hvor husene bliver lavere og vejene smallere.

Her er der ingen smarte caféer og nyfejede fortove. Man kører gennem landsbyer, hvor der for eksempel er marked langs vejen. En bonde sælger kinakål, som er stakket op på en æselkærre. En slagter står bag sin lille, blåmalede lastbil, hvor der på ladet ligger fedtede knogler og blodige klumper kød, som han står og skærer ud og vejer på den gamle kilovægt for de mange kunder, der står omkring ham og tripper i kulden og støvet fra vejen.

Man kører op over bjergene, der ligger i en halvmåne omkring Beijing, og passerer flere steder Den Kinesiske Mur. Som egentlig burde hedde De Kinesiske Mure, for det 8.800 km lange fæstningsværk består af utallige mere eller mindre sammenbundne grene af mure, der er bygget gennem århundreder.

Ned gennem dalene, hvor man kører langs de udtørrede flodbunde, som Beijings hurtigt voksende befolkning og industri har suget tørre for vand i de seneste to årtier. Under en jernbanebro, hvor der langsomt kører et togsæt med fire lokomotiver, som denne dag trak ikke færre end 90 vogne lastet med kul, som skal ind og brændes af i kraftværkerne, så der er strøm til den kinesiske hovedstad.

Det er her, ude ved markerne og ved en af landevejene i Yanqing amt, at Tao bor i landsbyen Nanwan Cun.
Hun bor i et hus med tre værelser. Indgangsdøren er et tykt tæppe, der skal holde kulden ude. Man slår det til side og træder ind i køkkenet, hvor der til venstre er et lille værelse til børnene.

Grå maling hænger i flager
Hvis man går til højre, forbi ildstedet, krukkerne med syltede grøntsager og kinakål, der er stablet op langs cementvæggen, kommer man ind i det store rum, der er både stue og soveværelse. Her er ikke mange møbler. Der står nogle skabe, træskamler, et tv, gamle stole og et skrammet skrivebord, en kassettebåndoptager, små og store kasser og et par æsker »Lotte« tyggegummi med smag af grøn te. Der er hvide fliser på gulvet, og den grå maling hænger i flager på væggen.

Her er koldt. Der er vinduer langs hele den ene væg, men der er kun et enkelt lag glas i. Derfor har familien også, som de fleste andre i de kolde landdistrikter i Nordkina, en »kang«. Det er en cirka halv meter høj seng, der er bygget op af mursten, og som fylder hele endevæggen. Fra væg til væg. Sengen er opvarmet. Tao går ud og skænker grøn te op i glas og kommer tilbage og sætter sig på kanten af den varme seng.

Hun fortæller, at hun egentlig kommer fra en anden landsby, der kun ligger fem kilometer herfra. Hun flyttede til Nanwan, da hun blev gift for ti år siden. Det var efter hendes skilsmisse.
»Jeg arbejde på en tøjfabrik, men jeg var ude for en ulykke,« siger Tao. Hun fortæller ikke, hvad der skete. Men hun går med en handske på sin venstre hånd, der ikke bevæger sig.

Igen verdens største økonomi
Hendes historie er typisk for Kina. I begyndelsen af 1990erne åbnede regeringen for alvor op for udenlandske investeringer og satte skub på de politiske og økonomiske reformer, der i dag har gjort Kina til verdens andenstørste økonomi. Det har sat Kina på skinnerne til igen at blive verdens største økonomi. Som det også var indtil for et par århundreder siden. Investeringsbanken Goldman Sachs vurderer, at Kina overhaler USA, der i dag er den største, i 2030. Men skønnene spænder fra 2020-2050.

Succesen skyldes blandt andet folk som Tao. Billig arbejdskraft. I Kina er der cirka 200 mo. mennesker, der under mere eller mindre løse forhold flyder rundt mellem amter og provinser. Det er i høj grad dem, der i de seneste par årtier har opbygget storbyer som Beijing. Det er dem, der har stået på fabrikkerne, og som eksempelvis Tao lavet tøj, der kunne ende i en dansk butik.

Hendes historie er også typisk, fordi det gik galt for hende. Hun siger, at hun ikke fik erstatning for ulykken. Den betød også, at hun blev skilt fra sin daværende mand. Men hun siger selv, at hun har det godt i dag, for man kan mærke fremskridtet i Nanwan.
»Her er meget bedre end for ti år siden. Nu er der kommet en ny og asfalteret vej, og her ikke længere beskidt og fyldt med rod,« siger Tao.

Det betyder ikke, at livet er nemt for Kinas 700 mio. bønder. For ti år siden holdt alle i Nanwan grise. Det gjorde Taos familie også, og de gik derude i en indhegning på den lille gårdsplads, siger hun og peger ud af vinduet.

»I dag kan ingen tjene penge på grise. Og så lugter de i øvrigt også,« siger Tao, der derfor ikke savner dem. Derimod har familien stadig et stykke land på otte mu – en mu er en 1/15 af en hektar – som ligger uden for byen. De dyrker majs på den ene halvdel af jorden, og kolberne ligger til tørre på gårdspladsen, hvor de ligger spredt langs væggen. På den anden halvdel af jorden dyrker de blomster. I alle kinesiske landsbyer har Kinas Kommunistparti en komite, som styrer byen, og i Nanwan har landsbykomiteen underskrevet en kontrakt med en stor virksomhed om at dyrke roser.

Blomsterne kræver heller ikke så meget vand, fortæller en anden af landsbyens bønder, som Berlingske møder senere ved den ene af byens to små butikker.
»Der er mangel på vand, så der er ikke meget, som vi kan dyrke i dag.«

Nanwan kan så nogenlunde oversættes til den »sydlige flodbreds landsby.« Men floden? Den er tørret ud.
Tao har to børn. En datter på 23 år, som bor inde i Beijing, hvor hun sælger biler. Hun er fra Taos første ægteskab. Og så er der drengen på 16 år. Han går i dag i en mellemskole, der ligger 100 km fra Nanwan, og plejer at komme hjem i weekenderne.

»Jeg håber, at min dreng kommer til at få en uddannelse på universitetet,« siger Tao. For han skal helst ikke tilbage til landsbyen. Kina har i årevis brugt milliarder af kroner på at reformere uddannelsessektoren, og det er en af måderne, hvorved der de sidste årtier er blevet trukket millioner af kinesere ud af fattigdommen. Det har også betydning for en landsby som Nanwan.

Der er ikke mange unge tilbage i byen i dag, og det er der to grunde til. For det første etbarns-politikken, der blev indført i 1978 for at kontrollere den vildtvoksende befolkning, og dernæst at de fleste unge flytter ind til storbyen for at studere, bo og arbejde der. Og Kina over er tallene enorme. En ny rapport fra analysefirmaet McKinsey forudser, at der i de næste 17 år vil flytte 350 mio. kinesere fra landet og ind i byerne. Det svarer til, at hele den amerikanske befolkning valgte at flytte.

Dermed vil der i 2030 bo en milliard kinesere i storbyer. Det er et markant skift fra omkring 1980, da reformer begyndte, hvor 80 procent af den kinesiske befolkning boede på landet.

Det er derfor ved at være sidste udkald for at se en landsby som Nanwan. Selv om Tao ikke har lyst til at flytte, for nej, hvad skulle hun det for? Hun bliver boende. Her er flot, og luften er ren, siger hun.
»Men der er så koldt her om vinteren. Kom tilbage til sommer, når det hele blomstrer,« siger Tao.

5 steder du skal besøge i Beijing

Loppemarkedet Panjiayuan
Er blevet en – måske lidt for – populær turistattraktion. Med alt fra gammeldags skrivemaskiner, tibetanske pudebetræk og til kitchede vækkeure med Mao Zedong. Men stadig et besøg værd. Og som altid – prut om prisen.

Den Forbudte By
Har været kejserpalads i 500 år siden Ming dynastiet. Tallene siger det hele – over 8.000 rum i 980 bygninger, der dækker 720.000 kvadratmeter. Det er stort. En god idé at leje audioguides ved indgangen, så man får historien med.

Tiananmen – Den Himmelske Freds Plads
Midt i Beijing ligger også symbolet på Kinas absolutte politiske centrum. Nationens og magtens centrum. Og verdens største byplads, der måler 440.000 kvadratmeter. Rådhuspladsen i København? Sølle 39.200 kvadratmeter. Der kommer sjældent lokale beijingere på pladsen, der derimod er fyldt med kinesiske turister fra provinserne. Så tag pænt tøj på, hvis du er blond og har blå øjne. Kineserne vil – med garanti – tage billeder af dig.

Hutongs
Tag op til Nanluguoxiang. Og skynd dig. Det er en hyggelig gade, hvor der er god shopping, men det er ved at blive ødelagt af turisme og souvenirbutikker. Gå derimod ned ad sidegaderne og far vild i det store kvarter med hutongs. Smalle gader med Beijings traditionelle huse. Hvor livet og hverdagen går sin stille og helt, helt rolige gang.

798
Beijing er også Kinas kulturelle hovedstad. Og det kan man se her i det nedlagte militære industrikompleks 798, som østtyskerne hjalp kineserne med at bygge i 1950erne. I dag er her gallerier, restauranter, boghandlere og ateliers. Brug det meste af tiden på de små kinesiske gallerier, men besøg også Ullens Center for Contemporary Art og danske Galleri Faurschou.

En dag på landet
Lej en bil og en chauffør. Kør så ud på landet og se på naturen. Stop ved en landsby og gå en tur.
Hvordan gør man det? Hoteller og hostels i større byer, hvor man er vant til turister, kan normalt formidle kontakter til chauffører, som man kan leje for en dag. Men de fleste gange er de mest vant til, at folk skal køres fra punkt A til B. Derfor skal man sørge for tydeligt at forklare, at man vil køre rundt på må og få og standse, når man har lyst. Samtidig er der mange chauffører, som vil stoppe ved for eksempel turistbutikker eller restauranter, fordi de får kommission. Hvis man ikke har lyst til det, så skal man også sørge for tydeligt at forklare det inden afgang.

Et af problemerne kan være sproget. De færreste kinesere taler engelsk. Men er man så heldig at finde en chauffør, der taler engelsk, så bør man forsøge at få ham eller hende til at gå med rundt i landsbyen. For de fleste gange er kineserne på landet både flinke og åbne. Man skal ikke stå og snakke i lang tid, før man bliver budt indenfor. Men man skal også huske, at man kommer langt med tegnsprog og fagter.

Priserne varierer alt afhængigt af, hvor man er i Kina. Men som altid skal der forhandles grundigt og pruttes om prisen. I Beijing vil en chauffør og en bil koste et sted mellem 500-1.000 yuan for en dag. Det er cirka 400-800 kroner.

Læs de to første artikler i Rejselivs serie om BRIK-landene: