Forbudte souvenirs

Elefantstødtænder er et »no go«, det ved vi, men hvad med armbånd lavet af elefanthår? Læs hvordan du undgår at komme galt af sted i tolden, hvis du køber dyresouvenirs med hjem fra safarirejsen.

Tidligere i år destruerede de franske toldmyndigheder mere end to tons elfenben, der i løbet af de seneste år er blevet forsøgt indført i landet. Fold sammen
Læs mere
Foto: Charles Platiau/Reuters

Der er nok ikke mange danskere, der er i tvivl om, at man ikke må købe en elefantstødtand med hjem som souvenir fra safarituren i Afrika.

Men hvad med et armbånd lavet af elefanthår – det kan vel ikke være et problem? Eller hvad med et af de flotte zebraskind – zebraerne er da ikke ligefrem udrydningstruede?

Når man står dér på markedet, og skal have en souvenir med hjem fra oplevelserne i Afrikas eller Asiens storslåede natur, risikerer man nemt at komme galt af sted. For selv om man selvfølgelig ingen intentioner har om at øve vold på det naturliv, man er her for at beundre, er det nok de færreste af os, der har tjek på detaljerne omkring, hvad der egentligt er tilladt at købe med hjem.

Og det er ikke så underligt, for der er cirka 5.000 dyrearter og 28.000 plantesorter, der er omfattet af den såkaldte Washington-konvention om handel med udryddelsestruede vilde dyr og planter – faktisk hedder konventionen retteligen CITES, der står for »Conventionen on International Trade in Endangered Species of Wild Fauna and Flora«.

Godt 1.000 af dyrearterne og planterne er så truede, at handel med dem er totalt forbudt – det gælder eksempelvis havskildpadder og tigre.

Andre – for eksempel visse slanger- og sommerfuglearter samt koraller – er mindre truede, men stadig omfattet af konventionen, og her gælder det i flere tilfælde, at man kan få en særlig CITES-tilladelse til at købe forskellige produkter med hjem.

Vær' opmærksom på reglerne

Man skal imidlertid være opmærksom på, at det godt kan være, at man i det pågældende land kan få en sådan særlig tilladelse, men at det ikke automatisk betyder, at man har lov til at indføre produkterne i EU, der har særligt skrappe regler.

På Naturstyrelsens hjemmeside findes en underside om rejser og souvenirs, og her kan du blandt andet læse meget mere om CITES-samarbejdet, få oplysninger om de forskellige truede dyr og planter, samt få svar på, hvordan man gør praktisk, hvis man gerne vil have en CITES-tilladelse.

Og for lige at svare på spørgsmålene i indledningen: Man må gerne tage elefanthårsarmbånd med hjem fra Botswana, Namibia, Sydafrika og Zimbabwe, men kun hvis man har en CITES-tilladelse.

Men hensyn til zebraskindet, kommer det an på, hvilken zebra-art, der er tale om.

Burchells zebra, der er den mest udbredte, er ikke omfattet af konventionen, og derfor kan man frit tage deres skind med hjem til Danmark, mens man kun må købe skind fra Hartmanns bjergzebra, hvis man har en CITES-tilladelse. Alle øvrige zebra-arter er stærkt truede, og det er derfor forbudt at hjembringe skind fra dem.

Så hvis du ikke helt har tjek på de forskellige zebra-arter, er det nok bedst at lade de stribede skind hænge og i stedet købe en fin udsnittet zebra-figur med hjem i stedet - med mindre den er skåret i elfenben.

Naturstyrelsens guide

Naturstyrelsen giver her en række eksempler på, hvad man ikke må købe med hjem fra forskellige afrikanske lande.

Kenya:

Kenya har en streng naturbeskyttelseslov. Indsamling af koraller er forbudt, ligesom al eksport af produkter fra elefant, næsehorn, havskildpadde og alle andre arter omfattet af CITES er forbudt.

Sydafrika:

Det er ikke tilladt at tage elfenben fra afrikansk elefant med hjem, men produkter af elefantskind, krokodille og flodhest kan tages med hjem med tilladelse. Pas desuden på med planter indsamlet fra naturen, herunder en række sjældne sukkulenter. Eksport kan være forbudt efter sydafrikansk eller international lov.

Zimbabwe:

Fra Zimbabwe er det tilladt at hjemtage souvenirs lavet af afrikansk elefant, både forarbejdet elfenben og lædervarer af elefanthud; dog kun med tilladelse. Rå elfenbensstødtænder må ikke medtages, undtagen som jagttrofæ efter særlig tilladelse.

Der udbydes bl.a. produkter af flodhestetand samt tasker, bælter m.m. af krokodilleskind . Alle disse produkter kræver tilladelse.

Namibia:

Individuelt mærkede og certificerede udskårne elfenbensamuletter, de såkaldte Ekipas, indlejret i færdigforarbejdet smykker er tilladt at hjemtage med eksporttilladelse. Det er ikke tilladt at hjemtage hvalknogler og andre produkter fra hvaler. Det er ikke tilladet et hjemtage produkter af pelssæl pga. et importforbud til EU af sælprodukter.

Læs mere på naturstyrelsen.dk