Fodrejse til dit indre

Kystbyen Bodrum er kendt som et populært charterferiested, men søger man op i bjergene, belønnes man med smukke naturoplevelser og en helt særlig indre ro.

Foto: Lars Nørgaard

»Aaaaargh!« Lyder det bag mig, da jeg netop har forceret andendagens første egentlige forhindring; et stengærde i hoftehøjde.

Læs også: Ro og varme uden for højsæsonen

Jeg antager instinktivt, at en af mine mere modne med-hikers har hilst på sin iskias, men bliver allerede inden, jeg når at vende mig om, klogere, da den klare, stille bjergluft gennemskæres af en syndflod af tyrkiske eder og forbandelser.

Erkan, vores guide, er nede. Har hørt et smæld i baglåret, og selv om gruppen ikke tæller nogen læge, er der bred enighed om diagnosen: fibersprængning. Kedelig streg i regningen; Erkan bliver nødt til at humpe tilbage, mens vi andre må fortsætte på egen hånd. Og så dog: Vi har en anden ikke-andet-end-tyrkisktalende »guide« med os samt en GPS. Ikke perfekt, men helt galt kan det vel ikke gå. Og da Erkan insisterer på at kunne klare sig selv, og vi andre er sultne efter oplevelser, bliver enden på intermezzoet, at den lille enhed bestående af syv danske mænd og kvinder plus en lokal fårehyrde blæser til angreb på Bodrums bjerge uden egentlig patruljefører.

Hvad er pointen? Hvorfor i alverden stavrer man af sted med rygsæk og vandrestøvler i uvejsomt terræn i stedet for at udbygge og konsolidere komfortzonen hjemme på hotellet, hvor der er fri bar fra kl. 9.30 til alle, der har betalt for gult armbånd? Og hvor man kan sidde stille og roligt og nyde konsensus om, at vejret da vist tegner til at blive ligesom i går. Eller måske endda bedre. Eller dårligere.
Man skal kun søge ud og op i bjergene og udsætte sig selv for besværet, hvis man ligesom jeg har sådan en umoden indre trang til at køre af vejen for at se, hvad der gemmer sig ude i buskadset, eller hvis man er typen, der om vinteren har lyst til at hoppe med samlede ben ned i en snedrive, når der viser sig én. Hvis du har det sådan, eller hvis du kan huske, at du engang havde det sådan, men har undertrykt trangen i årevis, fordi der jo ikke er tid til den slags pjat, så er du typen, der helt klart skal ud at hike næste gang, du skal på ferie.

Tag for eksempel en femdages tur, hvor I vandrer 12-15 km om dagen i det smukkeste landskab, man kan forestille dig, fra landsby til landsby, hvor I indkvateres for natten og vandrer videre dagen efter. Eller skræddersy en mere sammensat tur i samarbejde med Erkan; Eksempelvis et par dages hiking, afbrudt af en dags mountainbiking et helt andet sted, som I transporteres til i en minibus kørt af en chauffør, som for resten ligner en yngre Leonard Cohen, der har klædt sig ud som Al Pacino, med et Robert De Niro-agtigt look, som det absolut tålelige resultat for en buschauffør.

Vi valgte den bløde mellemvare, som er det ideelle for den urutinerede vandringsmand/-kvinde, som gerne lige vil tjekke formen af, inden man kaster sig ud i det helt store udendørs eventyr. Et koncept, hvor man overnatter på samme hotel hver nat, og bliver hentet og transporteret til dagens hike hver morgen. I alt fire dage var vi ude at gå, gennemsnitligt 12-15 km pr. tur. Typisk er der omkring en times transport ud og op til ruten, så man har god tid til at dyrke forventningens glæde.

Som novice lærer man meget på de første ture. Man lærer først og fremmest, at hiking ikke handler om at få et adrenalin-kick. Snarere det stik modsatte.

Med fare for at lyde højstemt kan man sige, at det gode hike er et hike, hvor du ikke fokuserer på, at du går, men derimod glider ind i en meditativ tilstand og bare er. Hvis ikke i ét med naturen, så i hvert fald i synkroniseret flow med dine omgivelser; På en og samme gang observerende og fokuseret, registrerende lys, lyde, lugte og alligevel med sanserne stillet på uendeligt.

En tilstand, der er optimal for en parallel indre rejse. Jeg oplevede flere gange at have tilbagelagt kilometer, som jeg ikke kunne gøre rede for. Havde været på et mentalt hike i nogle bevidsthedslag, jeg ikke har besøgt længe. Som fortravlet midaldrende familiefar med evigt ufærdige selvbyggerprojekter, penge, der skal tjenes, budgetkonti, der skal afstemmes, skole-hjem-samtaler, madpakker, glemte mærkedage og så videre har man simpelt hen ikke tid til at fordybe sig i meget andet end den næste fodboldkamp i fjernsynet.

Og det er ikke nok. Det er ikke godt nok. Der er brug for periodiske mentale serviceeftersyn af den slags, man selv foretager og ikke får lavet hos psykologen.

Selvfølgelig taler vi med hinanden, vi, der går sammen. Der uddeles rundhåndet superlativer om udsigten, når vi forcerer en bakkekam, og en dal åbner sig for vore fødder. Vi drøfter hverdagslige anliggender og sludrer om dette og hint, som man nu gør.

Men vi tilbagelægger også mange kilometer uden at veksle et ord. Side om side vandrer vi og nyder oplevelsen af at være til uden at skulle gøre sig til. I vores hyperkommunikerende hverdag er det næsten pinagtigt at være stille sammen. Kan man det? Må man det? Hvad bliver den andens evaluering af mig, hvis ikke vi har en fantastisk dialog i gang? Men i bjergene omkring Bodrum må man gerne være stille. Det indser alle før eller siden, om ikke andet fordi det ikke lader sig gøre at holde en samtale kunstigt i live henover så lange tidsmæssige og geografiske afstande.

Inden Erkan pådrog sig sin skade, nåede han at indføre os i regionens storslåede historie, som i den grad bærer præg af at have været besiddet af skiftende imperier siden det 13. århundrede før vor tid. Personligt har jeg det sådan med seværdigheder, at hvis jeg er i området, skal der selvfølgelig sættes flueben, men jeg har ikke rigtig temperament til at dvæle alt for længe ved en ruin. Til gengæld kan jeg kamp-dvæle ved en spektakulær klippeformation eller et mavesugende vue ud over havet fra en bjergtop. Og tænk sig; man kan få det hele.

I det oprindelige program var der indlagt en hviledag midt i ugen. Den blev af praktiske grunde flyttet til efter vores fire hikes, hvilket var okay – men det havde været helt perfekt med et break midt i, så man lige kunne sunde sig, og lade indtrykkene bundfælde sig. Ikke mindst, fordi hviledagen bød på sublime rammer til netop dette; Ud at sejle langs Bodrums smukke kyst. Som perler på en snor udfolder sig lagune efter lagune, hvor små både lægger sig for anker i det azurblå middelhavsvand. Dér, på dækket sammen med ens rejsefæller, er det oplagt imellem dukkerter og indtagelse af frokost og forfriskninger at pege op på bjergmassivet i horisonten og genopfriske minder fra ugens landvindinger.

En hviledag bliver ikke mindre perfekt af sidst på eftermiddagen at ose rundt i Bodrums gader og stræder. Man mærker og forstår, at Bodrum er tyrkernes eget foretrukne nationale turistmål; Byen præges af en sjælden kombination af første klasse og turistklasse. Der er de klassiske fortovsrestauranter, hvor tjenerne helt ude på gaden gør deres for at sikre omsætningen, men de respekterer et nej. Helt ned til vandet, bogstaveligt talt, lokker den ene beværtning efter den anden, og om så tjenerne stod med korslagte arme og ryggen til dagen lang, ville beliggenheden sikre dem fulde huse sæsonen ud. Man spiser godt, navnlig fisk er værd at prøve. Uprætentiøst serveres fisken, som det den er, en fisk. Ikke så meget omsvøb, ikke alverdens forstyrrende gevandter – frisk fisk smager godt af sig selv. Spis den.

Noget af det allerbedste ved at vandre er, at alle kan være med. Og så dog; Det kan ikke anbefales at tage børn med på tur, med mindre de er vilde med at gå – der er ikke noget så idylaflivende som et par trætte børn, der hvert fjerde minut klager over trætte ben og spørger, hvornår er vi der? Men næsten alle andre kan tage med.

Det er lidt ligesom med golf: Den virkeligt gode kan i kraft af handicapsystemet sagtens spille mod den mindre erfarne. På et godt hike kan den meget adrætte bevæge sig lidt offroad og eventuelt kravle ned i en underjordisk hule, hvor man kan drikke vand direkte af en kilde, alt imens den mindre adrætte kan lade sig henføre af flere tusinde år gamle hulemalerier lige ved siden af. Det kan man da kalde all inclusive.

Der er ikke noget, der skærper appetitten som en lang gåtur. Hver dag vidste vi, at der for enden af vores strabadser ville vente en belønning i form af et livgivende måltid, men vi vidste ikke hvor og hvad. Den dag, vi forcerede strækningen fra den lille by Yenikoy til den endnu mindre by Etrim, hvor vi blev trakteret med et guddommeligt måltid, står som et af ugens absolutte højdepunkter. Den lille familie Basol lever af egen tæppeproduktion, som husets herre viste frem til behørig beundring før, under og efter, vi siddende på hynder på gulvet lod os forføre af tyrkisk tapas. De trætte fødder, den milde bjergluft, de olietunge oliven – en stund i Paradis.
 

5 tips til vandrere i Bodrum-området

Sko
Brug rigtige vandrestøvler eller vandresko. Terrænet er temmeligt afvekslende, og det er rart at kun stå ordentligt fast på en skrå klippe.

Drikke
En guidet tur indeholder altid et planlagt måltid. Vandrer du på egen hånd, så husk – udover GPS – rigelig vand og noget at spise.

Sprog
I turistområderne taler og forstår tyrkerne almindeligvis engelsk, men det kan du ikke forvente i bjerglandbyerne. Man kommer dog langt med fagter, for folk er uhyre imødekommende.

Sejltur
Sæt en dag af til at sejle ud til en af de nærliggende græske øer, Rhodos elle Kos. Det vil føles helt rigtig med et maritimt afbræk i bjergturen.

Tæpper
Der findes utallige væverier i området, og der er god mulighed for at et kup, hvis man er til ægte tæpper. Køb uden for turistområderne.

Læs også: 4 pilgrimsrejser i Europa