Flyv offpiste med helikopter

Hvad gør man, når man i årevis har spejlet op mod de snedækkede tinder og drømt om at køre i den uberørte puddersne, der ligger langt, langt væk fra stolelifte, restauranter og turister? Man tager en helikopter.

Bag os brager lyden fra helikopteren, men blot et sekund mere før den forsvinder. Fold sammen
Læs mere
Foto: Pernille Moe

Pludselig kan vi ane den karakteristiske lyd fra en helikopter ude i det fjerne. Endelig er den på vej.

Læs også: Syv sekunders frit fald

Mit hjerte begynder at banke hurtigere, og vi storsmiler til hinanden, min veninde, Lise, og jeg – griner nærmest euforisk, mens lyden kommer nærmere.
»Tjuk-tjuk-tjuk« lyder det, da helikopteren dukker op bag en bakke og lægger an til landing.
Vi står helt opslugt af dette syn i solen, for i næste sekund at smide os mod jorden og beskytte vores ansigter, da vi rammes af en hvid mur af fygende sne.

Det er vinter og højsæson for skiferier. Efter mange års brug af stole-, T-, anker-, kabine- og træklifter, har vi besluttet, at vi skal prøve et fedt alternativ – en helikopter.
Heliskiing har altid fremstået som en luksus over alle luksuser, og denne vinter skal vi endelig prøve det.

Det er ikke er alle steder i Europa, det kan lade sig gøre, men i Cervinia i Italien kan det. Derfor befinder vi os i byen for foden af det 4.478 m høje Matterhorn, der med sit karakteristiske udseende sender tanker til Toblerone-chokoladen, og som har et skiområde, der hænger sammen med Zermatt i Schweiz.

»Go, Go, Go«, råber vores italienske bjergguide, Nicola, da han har smidt de sidste par ski op i en udvendig kurv på siden af helikopteren.
Én efter én løber vi med bøjet hoved og lettere krum ryg hen mod helikopteren, der med sine roterende propeller står lettere faretruende blot et stenkast fra os på den øde parkeringsplads.

Hurtigt kommer vi ind i den lille kabine med røde plastsæder, og to minutter efter er vi i luften og bevæger os væk fra civilisationen og op mod de hvide, snedækkede bjerge, vi for blot et øjeblik siden har beundret på afstand.
Lise sidder tætpakket på bagsædet med Nicola og to andre skiløbere, mens jeg har fået sædet ved siden af piloten. Herfra har jeg et fantastisk udsyn til bjergene og kan knipse løs med mit kamera.
Jeg får åndenød, da vi nærmer os et kæmpe område fyldt med blåligt is, gletcherspalter, og hvad der synes som ufremkommeligt terræn.

»Vi skal da ikke lande her«, tænker jeg.
Helikopteren flyver forbi gletcheren, og Nicola udveksler nogle ord med piloten via det headsæt, de begge har på, og peger ud i horisonten. Jeg når knap nok at se, hvad han peger på, da der 100 meter fremme kommer et lille, rødt flag til syne.
Her skal vi lande.
Med små ryk nærmer vi os det lille, røde flag midt i den store, hvide masse.
Det føles, som om vi stadig svæver over sneen, da Nicola åbner døren, og jeg svinger mig ud i den fygende sne.

Jeg nærmest vælter to skidt ud gennem den knædybe sne for derefter at bøje mig forover. Straks efter kommer Lise og sætter sig helt tæt på mig.
Vi siger ikke noget, men kigger blot på hinanden med vilde øjne. Bag os brager lyden fra helikopteren, men blot et sekund mere, hvorefter den forsvinder.

»Shit, hvor er det vildt,« råber jeg, og så bliver der ganske stille.
Så står vi her på gletcheren Charion – i midten af ingenting, og på hvad der føles som hele verdens tag. Fra 3.100 m over havets overflade skal vi begynde vores nedfart.
Mens Nicola taler i sin walkie-talkie, kigger vi rundt med glæde og beundring, men også med en anelse frygt. For mens vi ventede på helikopteren, så vi et par laviner falde i netop dette område.

Selv om vi alle har udstyret i orden, kommer de små bekymringer snigende, mens vi står her og venter på, at eventyret skal fortsætte.
»I skal løbe i mine spor,« siger Nicola, hvorefter han slår de første sving i pudersneen.
Jeg er lige bag ham og bevæger mig i hurtigt tempo nedad, mens jeg forsøger at holde skiene i sporene. Jeg er skrækslagen for at falde her.
Til begge sider kan jeg ane små huller i sneen. Det er gletcherspalter, og dem vil jeg for alt i verden undgå. Lise  løber efter mig, mens vi i et hæsblæsende tempo passerer den enorme gletchere.

Det ene sving tager det andet, og det føles nemt med mine enormt brede ski under fødderne. Sneen er let og fantastisk at suse igennem, men et kort øjebliks åndeligt fravær kræver sit offer.
Jeg vælter, og da jeg får kæmpet ansigtet op af de hvide masser, ser jeg til min forundring, at mine ben er flettet sammen, og at jeg med mine ski danner et kryds.

Det gør møg-ondt i mine knæ. Hvordan skal jeg komme op igen?
Jeg forsøger at bevæge mig lidt, men uden held. Så prøver jeg at nå mine bindinger, også uden held. Til sidst beslutter jeg mig for at slå en kolbøtte ud over mine ski.
Succes! Så er jeg tilbage på skiene igen.

Tanker om laviner og gletcher-spalter bliver hurtig afløst af sand glædesrus, mens vi suser ned gennem den vat-lette sne.
Ind imellem stopper Nicola op for at samle tropperne: »Come, Pernille!« råber han længere nede, mens han hjælper Lise på benene efter et styrt.

Jeg er ved at koge over af varme og må lige have en pause.
Lise kommer ned til mig og udbryder: »Det er virkeligt varmt. Hvis jeg tog min hjelm af, kunne jeg koge kartofler i den.«
Vi griner, men kun kort for vi skal hurtigt videre. Det er nemlig ikke sikkert at gøre for lange ophold her på grund af lavinefare.

Omkring de 2.700 m ændrer sneen sig radikalt. Pludselig skal skiene skære sig igennem en hård iset skorpe, der volder problemer.
Nicola prøver at hjælpe og kommer med tilråb:  »Åben skiene lidt, og lad være med at falde frem i skulderen!«
Jeg forsøger, men det er møgsvært. Jeg er tæt på at falde flere gange, når skienes kant får fat i det øverste islag.
Tiden går alt for stærkt, og efter et kort ryk ned gennem en gang slush ice-sne rammer vi en piste ned til Cervinia
Vi er nu i byen i 2.050 m højde, og jeg har ingen anelse om, hvad klokken er.

»Hvad nu?« spørger Lise Nicola, mens vi går ned gennem den lille hovedgade.
»Nu skal vi have cappuccino,« svarer Nicola, og vi griner.
Heliskiing er stærkt vanedannende. Det må vi sande, da vi et par timer senere samme dag igen sætter os ind i helikopteren for at blive fløjet op på de snedækkede tinder, for det er ikke nok til at dække behovet – To dage efter vores debut må vi bare af sted igen.

Læs også: Verdens vildeste pister