Flyv af sted i Monteverde-junglens trætoppe

Et tre km langt kabelsystem spændt ud mellem trætoppe og platforme i et fint netværk af glidebaner, som man kan flyve af sted i. Stedet er Monteverde-junglen i Costa Rica.

Yeehaa! Det er bare med at holde godt fast, når man suser gennem trætoppene som en anden Tarzan. Fold sammen
Læs mere
Foto: Timm Vladimir.

Vi suser af sted så hurtigt, at de forbipasserende træer bliver til solpletter i skygger af grønt. Pludselig åbner en dal sig under os, og vi er højt, højt oppe over skovens tag. Himmel og jord forsvinder, og der er kun tågen, trætoppene og kablet – det kabel, der holder os flyvende gennem junglen på en serie af glidebaner.

Næste: Tre andre steder at se i Costa Rica

Højdeskrækken burde egentlig sætte ind her 100 meter over jorden, men udsigten over tågeskoven er så magisk, at vi glemmer at være bange. Tiden går i stå, og vi hører kun den sagte hvislen fra kablet, som minder om kolibriernes brummen. Hvis man lukker øjnene, kan man godt lege kolibri for et øjeblik: I fri himmelflugt på vej gennem junglens søde blomsterdufte.

Det lille land Costa Rica har særstatus i det ellers så konfliktfyldte Mellemamerika. I modsætning til nabolandene Panama, Nicaragua og det nærliggende Columbia, har Costa Rica siden Anden Verdenskrig været aldeles fredeligt og oven i købet afskaffet sit militær. Det tidligere militærbudget bruges nu på kultur og uddannelse. Og det kan mærkes på de charmerende indbyggere, der refererer til sig selv som »ticos«.

Det fredelige image sammen med en enestående naturskønhed tiltrækker rejsende fra hele verden, der kommer til Costa Rica for at opleve den unikke gæstfrihed, caribiske strande, vulkaner og tæt regnskov.

Hvad Costa Rica har i charme, mangler det i infrastruktur. Landets larmende hovedstad, San Jose, som er knudepunkt for al trafik rundt i det lille land, er et kaos af unavngivne veje og manglende skiltning. Hvis man, som vi, beslutter sig for at rejse med de lokale busser består første udfordring i at finde den rigtige busterminal. I San Jose er der nemlig ikke én samlet busterminal men én for hver destination, oven i købet er ejet af forskellige private selskaber, der ikke kan findes i hverken telefonbog eller på internet.  

Her må man spørge sig frem og håbe, at den daglige afgangstid ikke er ændret siden sidste uge (det er den nok, men så kører der jo en ny bus i morgen). I Costa Rica sker tingene på »tico-tid«, så man kan lige så godt stresse ned med det samme og tage livet, som det kommer. Busturene er til gengæld små eventyr i sig selv.

Ad hullede jordveje, gennem jungleklædte bjerge og over smuldrende broer bumler for længst udtjente turistbusser, hvis affjedring gav op engang i 1970erne. Man deler sæde med maghonifarvede, gamle mænd i stivede, hvide skjorter og stråhat, smukke børn (der kan snildt sidde fire ved siden af dig) og diverse husdyr. Hver gang bussen stopper, fyldes den af handlende, der højlydt faldbyder kokosmælk i plasticposer, modne avocadoer og salte bananchips.

Vi når til det mytiske Monteverde i det nordlige Costa Rica efter godt fem timers larmende, sammenklemt men også svært underholdende bustur. Vi har valgt at bruge byen Santa Elena i knap 1.500 meters højde som base for vores udforskning af områdets berømte tågeskov. En tågeskov adskiller sig fra en almindelig regnskov ved dels at ligge så højt, at skyerne lægger sig i trækronerne, og dels at have en endnu højere luftfugtighed end regnskoven. I en tågeskov holder mosset nemlig så meget på vandet, at der altid er en luftfugtighed på 95-100 procent. Tågeskoven i Monteverde er berømt for sin melankolske skønhed og sine imponerende mange dyre- og blomsterarter. Her kan man opleve flere end 400 slags orkideer, over 30 forskellige kolibrier og utallige kryb og insekter, aber og tapirer.

Selve Santa Elena har en skæg Klondyke-stemning over sig. En mudret hovedgade bestående af skæve træhuse rummer en håndfuld pensionater, spisesteder og souvenirshops og adskiller sig dermed ikke væsentlig fra så mange andre costaricanske småbyer.Men tågen, der dagligt indhyller bjergbyen, giver en helt speciel stemning. Folk rykker sammen i de små barer og drikker romtoddyer imellem deres udflugter ind i junglen, så man falder hurtigt i snak med fremmede og føler sig som en del af et større fællesskab. Her er folk ikke på guldtogt, men jagter i stedet et glimt af sjældne dyr som ocelotter og quetzals eller en af områdets mange adrenalinpumpende oplevelser. Fra Santa Elena kan man både komme ud at river rafte, ride omkring Arenalvulkanen og »flyve« på glidebaner i junglen.

Næste: Tre andre steder at se i Costa Rica

Vi er her egentlig primært for at opleve naturen, men lader os alligevel lokke af de såkaldte zip lines. Midt inde i junglen er et kabelsystem på tre kilometer fordelt på 16 kabler spændt ud mellem trætoppe og platforme i et fint netværk af glidebaner, som man kan flyve af sted i, hvis man ikke har tendens til svimmelhed. Det må vi prøve!

Vi bliver udstyret med seletøj, hjelm og handsker og sendt af sted til første platform uden den store instruktion. Vi skal bare huske hele tiden at holde en hånd på kablet bag trissen, så vi kan bremse, når vi nærmer os det næste træ. Første kabel er kort og hænger så lavt over jorden, at et børnehavebarn ville skamme sig over at blive set på det. Alligevel foregår vores første tur med en ængstelig hånd på bremsen og pinlige balanceproblemer. Men det varer ikke længe, før vi glemmer al frygt for højde og fart og hviner af fryd, når vi suser hen over trætoppene, højere og højere, hurtigere og hurtigere.

Lige da vi er blevet helt hjemmevant med farten og spændingen, kommer vi til turens adrenalinhøjdepunkt, »tarzan-lianen«, som i al sin enkelthed går ud på at kaste sig ud fra en 15 meter høj platform med en line i hånden (og fastgjort til kroppen) og derpå svinge ud over dalen som en anden junglekonge. En slags primitiv bungee jump á la Weissmüller. Her er glidebanernes beroligende stabilitet pist borte og på platformen med afgrunden lige under os melder dødsangsten sig med fuld styrke. Men vi vil åbenbart hellere dø end tabe ansigt over for guidens smørrede grin, så en efter en kaster vi os ud over kanten og skriger af lettelse over ikke at ramme jorden. Kroppen fyldes af den klassiske lykkerus over endnu en gang at snyde døden – en barnlig fornøjelse man åbenbart aldrig vokser fra.

Adrenalinturen i junglen gav kun et begrænset indtryk af stedets skønhed, så dagen efter hyrer vi en biolog til at vise os rundt i den del af tågeskoven, der hedder Santa Elena Reserve, først på en morgentur og senere igen efter mørkets frembrud. Vi møder vores kyndige guide klokken seks om morgenen, hvor tågeskoven står diset og våd med mosbeklædte træstammer og ser ud som for tusinder af år siden. Guiden fortæller ivrigt på godt engelsk og vi suger til os af detaljer om bestøvning, sommerfugle og snylteplanter. Han udpeger og navngiver utallige kolibrier med flourescerende fjer og spotter sjældne fugle som Three Wattle Bell Bird og skovens ukronede kongefugl, Resplendant Quetzal. Ornitologentusiaster kommer rejsende fra hele verden for at se den strålende røde og grønne quetzal, så vi føler os behørigt beæret over at få lov at opleve den på nær hold. Turens mest spektakulære dyretræf finder dog sted lidt tættere på jorden. Lige pludselig kravler en gigantisk, orange tarantel nemlig hen over stien lige foran os. Med sine ti centimeter over ryggen og lange hår på benene ligner edderkoppen førsteelskeren i en araknofobifilm, og selv om guiden forsikrer os om, at man sagtens kan røre den, uden der sker noget, holder vi os pænt på afstand. Man ved jo aldrig.

Efter mørkets frembrud myldrer skoven af helt andre, endnu særere beboere. Skoven sover aldrig. Mellem lysende ildfluer og mærkelige insektkald går vi forsigtigt ind i skovens mørke og indsnuser natteblomsternes søde parfume. Fugle sidder på ét ben i træerne og sover med hovedet under vingen. Al slags kryb kommer frem og strækker absurde lemmer som spedalske, der kun tør gå ud om natten for ikke at skræmme skovens smukkere dagdyr. Vi ser blege, halvgennemsigtige firben og frøer, bittesmå med kæmpestore stemmer, vandrende pinde, bladskærermyrer og giftgrønne tukaner. En blålynende sølvslange flyder over den mørke skovbund lige for fødderne af os og minder os om, at der er mange måder at få adrenalinsus på i junglen.

Næste: Tre andre steder at se i Costa Rica