Flyselskab siger nej til at fragte hajfinner

Air New Zealand er det seneste flyselskab i Fjernøsten, som ikke mere vil have hajfinner med om bord i deres fragtfly til de store kinesiske byer.

Foto: Scanpix

Det er en stor delikatesse på de kinesiske spiseborde - hajfinnesuppe. 

Læs også: Guide: tre dage i Hong Kong 

Så stor, at bestanden af verdens hajer efterhånden er truet og ydermere sker fangsten af hajerne på den mest bestialske måde.

Fiskerne fanger hajerne, hakker finner af og smider dyret levende og hjælpeløst tilbage i havet, beskriver de lokale dyrevelfærdsgrupper.

Og dette fiskeri er omfattende. Hvert år handles 10.000 tons hajfinner på markedet i Hongkong, og man skønner at der på den måde dræbes mellem 70 og 100 millioner hajer. 

Air New Zealand har foreløbig suspenderet flyvning med hajfinner, indtil sagen er nærmere undersøgt, skriver Take Off. Men i efteråret meldte Cathay Pacific klart ud, at selskabet ikke ville flyve med hajfinner.

»Som følge af det hastigt faldende antal hajer pga. overfiskeri, er vores transport af hajprodukter ikke foreneligt med vores politik om bæredygtighed,« hed det dengang i en udtalelse fra flyselskabet.

I Hongkong arbejder dyrevelfærdsgrupper også for sagen, og her har man fået flere af byens førende hoteller til at fjerne hajfinnesuppe fra menukortet. 

Læs også: Dyk med tiger- og tyrehajer i Sydafrika