Flydende luksus i Kroatien

Med "egen" 44 fods katamaran med både kaptajn og værtinde om bord er der dømt sejlerferie, som man ser på film.

I en halv time leger delfinerne kispus med os, men vi får både fotos i kameraerne og brede smil i ansigtet. Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

»Kaffe, te eller noget andet at drikke?«

 

En blød stemme river mig ud af den meditative tilstand, som solen, vandet og den svage monotone lyd af motorerne har bragt mig i.

Se også: Se Portugal fra egen husbåd

Jeg åbner øjnene og ser Anas brede smil. Vores værtinde om bord, som effektivt og afslappet sørger for morgenmad, frokost og hvad man ellers kan tænke sig der imellem. Vælger vi at ligge for anker for natten, klarer hun også aftensmaden – men vi vil hellere i havn og prøve de lokale restauranter.

Det er nemlig os, der bestemmer. Vi er for nogle dage herrer over denne flydende luksus, hvor det giver mere mening at opgive størrelsen i kvadratmeter end i fod, som man ellers normalt gør med sejlskibe. Og sådan, som det er med det skib – en 53 fods Jeanneau – som den anden halvdel af vores gruppe er om bord i.

Vores katamaran, Sunsail 444, er kun 44 fod, men er til gengæld to-tre gange bredere end sejlbåden og har meget mere plads om bord. Der er fire store dobbelt kahytter nede i de to pontoner med hvert sit badeværelse og omkring 150 cm brede senge.
Og oppe over vandet mellem pontonerne er et stort opholdsrum med køkken, der er udendørs overdækket opholdsrum agter, hvor også kaptajnen har sin plads et par trin oppe, og foran er et mindre udendørs opholdsområde med bænke og bord til at slå op, og herude er også spændt et net ud mellem pontonerne.

Kysten og den kroatiske skærgård
Det er her, jeg ligger og er gået i et med tid og sted – kysten og den kroatiske skærgård.
Vi fløj til Split og kørte de få kilometer til Trogir, en af de havne, hvor det irske selskab, Sunsail, har deres både. De er samarbejdspartner med det danske rejseselskab Seatravel, der her i slutningen af sæsonen vil vise en flok danske journalister lidt af denne top-luksus version af en sejlerferie.

Langt de fleste danskere, der tager på sejlerferie, gør det enten i egen båd eller lejer en på rejsemålet, som de så selv sejler. Men i denne version med kaptajn om bord kan man binde an med de allerstørste både, dem, man skal have yachtskippereksamen for selv at sejle, og kreere sin egen sejlerferie i rammer, der ikke ofte mødes i de danske farvande. Vores katamaran vil nok koste i omegnen af seks en halv millioner kroner. 

Helt personligt krydstogt
Man bestemmer selv, i samråd med den lokalkendte kaptajn forstås, hvor man vil hen, hvor meget man vil sejle, og i hvilket omfang, man selv vil være med til at sejle. Og man kan få værtinde med om bord også og skabe et helt personligt krydstogt.
Vi har hele pakken – både kaptajn og værtinde. Det eneste, vi mangler, er vind.

Den smule, der er, kan knap fylde sejlet, og havet mellem øerne er glat som et stuegulv. Det har vist ikke meget med sejlads at gøre, siger sejlerne, men vi andre landkrabber nyder det i fulde drag, og motorens stille brummen er ikke generende.
Det er svært at tro, at vores ophold i Trogir i går aftes var ved at drukne i regn. Det var synd, for i det silende vand i de smalle gader inden for bymuren synes de ellers smukke gamle huse både grå og triste. Vi måtte kigge i turistbrochurer for at fornemme det, der har givet byen UNESCO World Heritage beskyttelse.
Men lige så deprimerende, det var i går, lige så oplivende er det i dag. Himlen er blå og øerne i den dalmatiske skærgård er grønne.

Kroatiens smukkeste ø
Vi sejler ind mellem de to øer Solta, der ligger om styrbord, og Brac, hvor Ana kommer meget. Hun bor i Split, hvor hun studerer engelsk og italiensk, men hendes bedsteforældre bor på Brac, så alle hendes ferier er tilbragt her sammen med fætre og kusiner.
»Det er Kroatiens smukkeste ø,« fastslår hun, ganske uagtet, at Hvar, som vi har kurs mod, vist mener, at det er den, der har æren.

»Se der,« peger Ana ud mod en lille grøn ø. »Det er Mrduja. Den kæmper Brac og Solta om hvert år.«
Jeg tænker straks på Hesselø og svenskernes pludselige territoriale krav for nogle år siden. Det endte ganske vist uden direkte kamp, men der var da vist ved at blive en krise.

Her går det anderledes festligt til. Man trækker nemlig tov om ejerskabet, fortæller Ana videre og griner af min uforstående mine.
»Tovet dannes af både, der ligger tæt ved siden af hinanden og gør øen landfast med Stomorska på Solta og Milna på Brac,« forklarer hun.

Og sjovt nok, så skiftes Brac og Solta til at vinde, og kampen afsluttes hvert år med fest, som på ægte kroatisk maner er med mad og drikke, musik, sang og dans.
På sydsiden af Brac finder vi en lille beskyttet vig, hvor vi kaster anker for bade- og frokoststop. Vandet er tindrende klart, og mens vi svømmer, tilbereder Ana frokosten. Nogle timere senere fortsætter vi med den sidste del af dagens i alt 27 sømil til havnen i Hvar by.

Dagen efter skal vi sejle samme distance. Vi skal jo nå »det hele på den halve tid,« som kaptajnen forklarer, så vi sejler nok mere end de fleste på den type ferie.

Lille lagune med en idyllisk stenstrand
Solen er igen på himlen, omend ikke så klart, og vi sætter sejl – mest for et syns skyld. Vi har kurs syd om øen Vis og anker op ved slugten ved Stiniva, hvor vi sejler ind i gummibådene. Her gemmer sig en lille lagune med en idyllisk stenstrand og en lille strandbar, hvor ejeren sidder i solen og løser kryds og tværs. Han bor i huset bag baren sammen med sin familie, fortæller han. Men vi ser nu ikke andre end ham og to fiskere, der i deres fladbundede lille båd kan komme helt ind i lagunen til smult vande for deres frokost.

Videre mod den lille ø Bisivo, der ligger sydvest for Vis. Øens største og formentlig også eneste seværdighed er en blå grotte. Vi ankrer op i nabobugten og sejler i gummibådene over til og ind i grotten. Der er buldrende mørkt, og vi næsten føler os frem gennem kanalen ind i klippen, til vi runder et hjørne og mødes af et strålende turkisblåt lys skabt af sollyset udenfor, der skinner ind under grottens ydervæg, som ikke går til bunden. Den blå farve er mest imponerende midt på dagen – og i solskin selvfølgelig. Man kan dykke under klippevæggen og svømme ud af grotten.

Tilbage i vores både er Ana igen i fuld sving med gryder og pander, og vi kan svømme og sole, inden maden er på bordet. Fra Bisivo er der kun en kort sejlads til Komiza, den ene af de to byer på Vis, der er den yderste beboede ø i skærgården.

Delfin-brede smil
Men turen bliver længere, for pludselig lyder råbet: Delfiner.
»Der og der!«
Mørke rygfinner skyder op. Der er to der, en der, og to der.
Alle mand er på benene og bevæbnet med kameraer på vej ud i stævnen. Her plejer delfinerne at dukke op og »lege« i det hvirvlende vand. Egentlig er det vist for at fange de småfisk, der også hvirvles op.

Vi slukker motoren og banker med et vådt håndklæde på en af pontonerne. Delfiner er nysgerrige, og det varer ikke længe, før de dukker op tæt på. Motoren i gang igen, så vi kan lave skumsprøjt om ponton-stævnene, og straks er de der. Vi jubler, og de kvitterer med fine hop. Snart foran vores båd, snart foran den anden. En halv time og hundredevis af fotos senere smutter de igen, men vi har alle delfin-brede smil.

Komiza, den lille fiskerflække, som vi er nået till, og som i høj grad lever af bådturisterne., er ved at pakke ned for sæsonen.  Indtil 1989 var øen no-go og lukket millitært område, men nu er der både hoteller og sejlerturister til at kigge på de spredte gamle huse, kirken og spise i de hyggelige restauranter.
Vi sejler i gummibådene tværs over havnen hen mod noget, der ligner et pakhus. Vi dukker hovederne og sejler ind mellem de solide betonpiller, der bærer bygningen, og ender inde midt i en restaurant, hvor der allerede ligger en fortøjet gummibåd.
Tjeneren står parat til at hjælpe os op af båden og hen til vores bord. En utraditionel brug af et tidligere hummer-brug.

Østrigsk-ungarnske kejserrige
Det var tilbage i 1883, da øen var en del af det østrigsk-ungarnske kejserrige, at en driftig italiener, ansat som toldofficer, fik den idé at opdrætte hummere. Han fik bygningen opført desværre for offentlige midler, hvilket hurtigt bragte ham bag tremmer.
Andre tog over og forsøgte sig, men opdræt af hummere er meget sårbart, og i stedet endte bygningen som opsamlingssted for de omliggende øers hummerfiskere. De afleverede deres fangst her, til videre eksport rundt i Europa, helt frem til 1962, hvor der ifølge bøgerne røg mere end et ton hummere igennem Jastozera, som også er restaurantens navn.

Det er mørkt, da vi sejler tilbage til bådene, og det er stadig buldrende mørkt, da kaptajnen lægger fra kl. fem næste morgen.
Det er turens sidste dag og længste strækning, 35 sømil. Vi skal nordpå uden for skærgårdsøerne og direkte til Kremnik på fastlandet, hvor bådene skal afleveres, og hvorfra vi skal til lufthavnen og nå vores fly.
Det er blæst op, og det før så stille hav har herude fået mere end mandshøje bølger, som katamaranen skøjter ned af.
Men hu-hej, hvor det går, med sejl og motor har vi næsten nået 13 knob, får jeg at vide, da vi et par timer senere er nået ind i smult vande, og jeg vover mig ud af den gyngende køje og op på dæk.
Næsten symbolsk trækker skyerne sammen og det småregner, da vi siger farvel til bådene og solbeskinnede sejlende luksus-dasedage.

5 ting om Kroatien

Dalmatien
Den illyriske stramme, som hundrede år før vor tidsregning boede på øerne og langs Adriaterhavets østkyst, kaldte romerne dalmate. Senere slog romerne sig også ned i området. Grækerne og romerne sloges i en længere periode om det vestromerske rige og Byzans om Dalmatien, inden det vigtige område for handelsvejene kom under veneziansk herredømme og var det i næsten 800 år.

Jugoslavien
I 1719 kom Dalmatien sammen med resten af Kroatien under habsburgerne og det østrig-ungarnske våbenskjold, og efter Første Verdenskrig i 1918 blev det en del af serbernes, slovenernes og kroaternes kongerige, som i 1929 blev omdøbt til kongeriget Jugoslavien. Efter Anden Verdenskrig blev det til det kommunistiske Jugoslavien.

Kroatien
Den store leder, Tito, døde i 1988, og i 1990 begyndte partnerskabet mellem de jugoslaviske republikker at knirke og udvikle sig til borgerkrig. Kroatien erklærede sig uafhængig i 1991. Året efter blevDen Kroatiske Republik medlem af FN, og den sidste besatte del af Kroatien indlemmedes i 1998. I 2009 blev Kroatien medlem af Nato, og 1. juni 2013 af EU.

Kuna og lipa
Kroatiens valuta hedder kuna, og der går 100 lipa til en kuna - som stort set svarer til værdien af en dansk krone. Det er stadig lidt billigere sammenlignet med danske priser at spise på restaurant eller nuppe en kop kaffe på en café.

Vejret
Det er fint sejl- og ferievejr fra april og til og med efterårsferien. Derefter er nætterne kølige og det bliver mere ustadig med vind og nedbør. Mest regner det i november og februar, og mindst i august – men landskab og øer er ikke grønne uden grund. Solen skinner mest i juni ,11 timer, juli i 12 timer og august i 10 timer i døgnet. Temperaturen svinger mellem ca. 5 til over 30 grader hen over året.

Læs også: Badeferie for fulde sejl