Flandern – enhver MAMILs drøm. Her er øl, gastronomi og cykelsportens mest ikoniske passager

Nordbelgiske Flandern er et sandt mekka for cykelfeinschmeckere. Inden for en kort radius finder man nogle af sportens mest ikoniske passager, og når den tohjulede er sat i garagen, lokker området med gastronomi, øl og rørende minder om Første Verdenskrig.

crowd
Flanderns brostensløb tiltrækker cykelgale belgiere i titusindvis.  Fold sammen
Læs mere
Foto: VisitFlanders

Mine skuldre og overarme ryster, cyklen hopper op og ned, og pulsmåleren er for længst røget op i det røde felt. Selv om det er fristende at rejse sig fra sadlen og få ekstra kraft i pedalerne, lader jeg være. Regel nummer ét, når man kører på brosten, siger, at man skal blive siddende – ellers spinner baghjulet rundt på det ofte fedtede underlag, man mister kontrol og må stige af.

Så er det bare op på jernhesten og ud over brostenene! Artiklens forfatter ofrer sig for Berlingskes læsere. Foto: Privat Fold sammen
Læs mere

Der er stadig et par hundrede meter til toppen af Paterberg, og stigningsprocenten har nu passeret de 20, så jeg bider tænderne sammen og ryster på hovedet – hovedsagelig af respekt – over den lokale landmand, som i 1986 gik all-in for at få Flandern Rundt-cykelløbet forbi sin gård. Historien siger, at han for egen regning fik en stejl og nedslidt markvej på Pater-bjerget belagt med brosten, kontaktede løbskomiteen og overtalte den til at inkludere den nye strækning i løbet.

»Det mest gribende ved Ieper er ikke de mange soldatergrave. Det er til gengæld det undseelige mindesmærke, jeg finder ved en smal grusvej lidt uden for byen. Juleaften 1914 blev krigen kortvarigt sat på pause, da tyskerne pyntede skyttegravene med levende lys og begyndte at synge salmer. Snart fulgte briterne efter, og man kravlede op af gravene for at udveksle cigaretter og spille fodbold midt i ingenmandsland«


Pludselig hører jeg opmuntrende tilråb, og ud af øjenkrogen ser jeg et modent ægtepar, der har anbragt sig i vejsiden – begge siddende i en campingstol med en dåseøl i hånden – og selv om det er en ganske almindelig torsdag, bruger de eftermiddagen på at heppe på alle de turister, der er skøre nok til at komme til Belgien for at cykle.

Et kryds på min bucket list

Jeg er taget til Flandern for at føje en række belgiske brostensstigninger til min bucket list. På tidligere cykelferier er både franske og italienske alpetoppe blevet besejret, jeg har nydt Comosøens skønhed og cyklet op ad Vogesernes skovklædte »balloner«. Men Flanderns stejle og udfordrende brostenspassager er så berygtede, at listen ikke er komplet, før de også kommer på. For en cykelentusiast er Flanderns brosten et must.

Skål. Belgisk øl er blandt verdens bedste. Foto: Peter Christiansen Fold sammen
Læs mere

Kursen sættes mod de næste stigninger på listen, Koppenberg og Oude Kwaremont, og jeg kører forbi frugtbare marker og grønne popler og gennem små landsbyer. Alt er velordnet og oser af velstand uden at være prangende. Landskabet er relativt fladt, men med jævne mellemrum dukker korte og stejle stigninger – de såkaldte hellingen – op. Det er hér, Flanderns cykelløb ledes hen over, og på min tur kører jeg i hjulsporene af både den tredobbelte verdensmester Sagan og den belgiske legende Merckx.

Foran mig rejser Belgiens mest berømte vejstykke, Koppenberg, sig pludselig i landskabet, og jeg skifter med det samme til cyklens mindste gear. Selv om det ikke ser kønt ud, når jeg toppen via slingrende zigzagkørsel, puster ud og fortsætter mod dagens længste, men også mest overkommelige stigning: Oude Kwaremont. Stigningen er lang og ond, men jeg holdes mentalt oppe ved tanken om den belgiske øl, jeg har lovet mig selv som belønning oven på dagens udfordringer.

Øl som kunstart

Barlokalet er mørkt, duften af friturestegte pomfritter river i næsen, og en række cykelrytterportrætter pryder væggene. Bag disken står ejeren og skænker øl op, og det er et helt ritual. Langsomt hældes de gyldne dråber ned ad glassets kant, og overskydende skum skæres af med en særlig kniv. Lokale gæster sidder med kendermine og lugter grundigt til deres øl, som var der tale om årgangsvin. Eventuelle noter af karamel, lakrids, koriander og anis registreres, inden dråberne glider ned. Ingen kunne drømme om »bare« at tømme glasset for at slukke tørsten, for i Belgien skal øl nydes, og landets bedste mærker regnes for at være nogle af verdens ypperste.

Stemningen på Gruut-bryggeriet er uformel – industri er blandet med kunst og udskænkning. Foto: Peter Christiansen Fold sammen
Læs mere

Barens ejer anbefaler en lokal Kwaremont-øl, og ved første slurk går tingene op i en højere enhed. Den kolde øl smager himmelsk, og bryggeriets spindoktor har haft et lyst øjeblik, da øllen blev lanceret. Navnesammenfaldet mellem øllen og brostensstrækningen er udnyttet maksimalt, for Kwaremonts stigningsprocent på 6,6 svarer nøjagtig til øllens styrke, dråbernes mørkorange farve minder om kuløren på Eddy Merckx' berømte Molteni-trøje (se boks), og på det specielle glas, man drikker af, er foden udført som en lille brostenspassage. Det er en oplevelse at gå på bar i Belgien, så jeg bliver hængende, også selv om morgendagen byder på endnu mere cykling.

Europas slagmark

De hvide kors står i tusindvis i snorlige rækker og minder om de utallige engelske soldater, der ofrede deres liv på Vestfronten. Den nordlige del af Tyne Cot-kirkegården afsluttes af en halvmåneformet mur med en hvid triumfbuelignende marmorbygning i midten. Da Første Verdenskrig sluttede, ærede englænderne deres faldne ved at lade landets bedste skulptører og havearkitekter designe gravpladserne i Belgien og Frankrig, så man kunne sætte et værdigt minde, mens de faldne og besejrede tyskere mange steder måtte nøjes med sorte kors i uprætentiøse omgivelser.

På Tyne Cot-kirkegården er det blot en fjerdedel af de 12.000 begravede soldater, der er identificeret. Foto: Peter Christiansen Fold sammen
Læs mere

Efter de stejle brostensstigninger er cykelturen nu gået ad flade landeveje mod Ieper, hvor ofrene for skyttegravskrigen kunne tælles i hundredtusinder – et nærmest ufatteligt tal. Men det mest gribende ved Ieper er ikke de mange soldatergrave. Det er til gengæld det undseelige mindesmærke, jeg finder ved en smal grusvej lidt uden for byen. Juleaften 1914 blev krigen kortvarigt sat på pause, da tyskerne pyntede skyttegravene med levende lys og begyndte at synge salmer.

Mindesmærket for fodboldkampen juleaften 1914 blev indviet af blandt andre Michel Platini. Foto www.greatwar.be  Fold sammen
Læs mere

Snart fulgte briterne efter, og man kravlede op af gravene for at udveksle cigaretter og spille fodbold midt i ingenmandsland. Næste morgen fortsatte myrderierne. Men netop dét sted, hvor fodboldkampen fandt sted, er markeret med et lille monument. Her har besøgende lagt buketter, kranse og sågar fodbolde, og det er umuligt ikke at blive berørt. Langsomt cykler jeg tilbage mod hotellet.

Cykelferie boomer

Danske rejseselskaber melder samstemmende, at cykelferier bliver mere og mere populære. Selv om det kan lyde klicheagtigt, opleves f.eks. Toscanas bløde bakker altså bare på en anden måde, når man på tæt hold hører lydene og mærker duftene, mens turen går gennem vinmarkerne. Og hvor Mallorca, Norditalien og Sydfrankrig i en årrække har været de mest populære destinationer, er Flandern nu kommet på banen.

God motion kan kombineres med historiske, kulturelle og gastronomiske input, og et væsentligt aspekt er også den folkelige appel, cyklingen har. I deres bog »På mestrenes asfalt« præsenterer forfatterne Niels Christian Jung og Reimer Bo Christensen den betragtning, at hvor de fleste må nøjes med at være tilskuere, når der spilles fodbold på Barcelonas Camp Nou-stadion, køres Formel 1 i Monte Carlos gader eller spilles tennis på Wimbledons Centre Court, kan næsten enhver give sig i kast med de bjerge og brostensstykker, man ser i TV-transmissionerne fra verdens største cykelløb. Alle, der har mod på det, kan på egen krop føle, hvordan det er at kæmpe sig op ad Alpe d'Huez' 21 hårnålesving i 30 graders varme og med stigningsprocenter, der flere steder er tocifrede, og enhver kan cruise langs Luganosøens palmeklædte bredder, når Schweiz Rundt-feltet har passeret.

Palmer og snedækkede bjergtinder skal man lede længe efter i Nordbelgien, men på alle andre parametre har Flandern hele pakken. Man spiser godt, finder nogle af cykelsportens mest ikoniske passager samlet på én scene, og i landskabet har verdenshistorien sat sine markante aftryk.