Fjorde, fjelde og springende fosser: Så smukt at man ikke behøver en kaffepause

Fra Bergen i det vestlige Norge kan man tage på en uforglemmelig dagsrejse ind til Sognefjorden og videre til landsbyen Flåm. Turen foregår både til vands og lands gennem smalle fjorde og over høje fjelde, inden man er tilbage i Bergen sidst på eftermiddagen.

1. Bjerge og vandfald
Smeltevandsfosserne får det til at se ud som om, at bjergene græder af glæde. Her vedGudvangen. Fold sammen
Læs mere
Foto: Kristoffer Flakstad

Flere passagerer i togvognen har luret, at det gælder om at sikre sig en vinduesplads. Der bliver noget at kigge på denne morgen. Og ganske rigtigt. Vi er dårligt nok ude af Bergens forstæder, før det betagende vestnorske landskab bryder frem udenfor togvinduerne. Banelegemet løber langs fjorden Arnavågen, og grønne fjelde spejler sig i det dybblå vand på den modsatte bred. Der bliver knipset og filmet med smartphones, og der lyder begejstrede gloser på engelsk, fransk og asiatiske sprog ned gennem kupeen.

Den næste halve time handler det blot om at læne sig tilbage og nyde sceneriet udenfor. Toget skal fortsætte mange timer endnu op over Hardangervidda og hele vejen til Oslo, men alle os, der er med på den arrangerede rundtur Norway In Nutshell, skal stå af i Voss. Her holder turistbusser klar til at køre os videre mod den første rigtige attraktion på turen: det højtliggende Stalheim Hotel – eller rettere den berømte nedkørsel derfra.

Vi kommer ad den nye og moderne bagvej op til hotellet, der troner i 380 meters højde med frit kig til den smalle Nærøydal. De stejle fjeldsider står vagt på begge sider af det græsgrønne dalstrøg, og længst inde kan man ane Nærøyfjorden, der ikke er meget bredere end en flod. Helt siden 1800-tallet har man fra forskellige hotelbygninger kunnet nyde den uimodståelige udsigt til det landskab, der i 2004 blev optaget på UNESCOs verdensarv-liste.

Nærøyfjorden er så smal, at man flere gange føler, man kan røre ved klippevæggene, der rejser sig næsten lodret. Fold sammen
Læs mere

Stilhed i bussen

Første gang denne journalist var med på Norway In a Nutshell-turen, var der indlagt en pause på Stalheim Hotel, men hånden på hjertet er det nok mere udsigten end hotellets faciliteter, der er værd at skrive hjem om, og man savner ikke kaffe-stoppet her. Den egentlige oplevelse, nemlig turen ned ad den smalle vej ved navn Stalheimskleivi med de 14 hårnålesving, får man stadig med.

Turistbusserne begynder langsomt én efter én nedstigningen og runder i sneglefart de første sving på den berygtede vej. Der bliver stille på sæderne, og man fornemmer en blanding af nervøsitet og begejstring blandt passagerne, for det er virkelig som om, bussen er på vej ud over kanten og ned i den dybe dal foran os, hver gang den drejer i et af de skarpe sving.

Efterhånden som vi når længere ned, virker fjeldene højere og højere, og pludselig kan vi se de hvide kaskader fra den brusende Stalheimfoss falde som et brudeslør ned mellem granit og grønt løv. De, der ikke sidder med hjertet i halsen, er hurtige til at finde telefonerne frem igen – andre har helt opgivet at lægge dem væk, men filmer konstant, mens der sukkes og udsiges højstemte gloser.

Fjordens elegante spejl

Efter godt og vel 20 minutter er de 14 sving forceret, og vi befinder os nu i bunden af Nærøydalen ved lokaliteten Gudvangen. En mur af fjelde på godt 1000 meters højde forskanser den smalle dal, der ender ud i Nærøyfjorden – en sidegren til den enorme Sognefjorden.

I Gudvangen er der tid til at strække benene. Flere lukker øjnene og lytter til det rislende vand oppe fra fjeldtoppene og indånder den skære luft med sin snert af mos, birk og blåbær. De grågrønne bjergskråninger omkring denne lille bygd glitrer i solen takket være smeltevand, der løber ned overalt. Kort efter lægger en lille færge til kaj, og vi skal nu sejle på den smalle Nærøyfjord. Mens vi stævner ud, er der flere steder så smalt, at det næsten er med følelsen af at kunne røre fjeldvæggen på begge sider af båden. Skråningerne rejser sig næsten lodret op og ender i op til 1700 meters høje toppe pakket ind i tæpper af bomuldshvid tåge.

Vejret kan være drilsk med byger – men tågebankerne har også en elegance, der forfiner landskabet. Fold sammen
Læs mere

Ude i stævnen, hvor de fleste har kameraer og mobiltelefoner tændt, er der trængsel. Andre har accepteret, at ikke alle kan få første parket og har sat sig mageligt længere tilbage på dækket med en kop kaffe og vindjakkernes hætter godt op over hovedet.

Fjeldene står klædt i grønt og spejler sig eventyrligt i den stille fjordoverflade. Symmetrien er som taget ud af et kunstværk, der hele tiden ændrer udtryk, som båden skyder frem.

Efter en halv times sejlads rammer vi Aurlandsfjorden, der ikke er meget bredere end Nærøyfjorden. Her sejler vi forbi bygden Undredal, hvis træhuse i røde, gule, hvide og blå farver ligger krympet sammen under fjeldsiderne svøbt i grønt. Og endelig dukker landsbyen Flåm frem inde i fjordens bund.

Vejret kan være drilsk med byger – men tågebankerne har også en elegance, der forfiner landskabet. Fold sammen
Læs mere

Forbi vandfald i veterantog

Engang var Flåm en isoleret bygd, som man kun kunne komme til ad vandvejen. Folk levede et stille liv med fiskeri og dyrkning af frugter og grøntsager her. For blot få årtier siden var der ikke ret meget andet end en havn, en klynge træhuse og nogle få pensionater. I dag er Flåm fordoblet med souvenirbutikker, bageri og tvivlsomme cafeteriaer og restauranter med frituremad til tårnhøje priser. Stedet er blevet et eksempel på, hvor galt det kan gå med masseturisme.

Hvis man går over til den modsatte ende af Flåm, slipper man for turisthorderne og kan få en rolig stund med smuk udsigt. Fold sammen
Læs mere

Heldigvis er der tid til at gå en tur over til bygdens modsatte hjørne, hvor stilheden råder, og hvor vi har et smukt vue ud over fjorden og fjeldene omkring os. Vi spoler mentalt tiden tilbage til 1923, da man påbegyndte det årelange og imponerende ingeniørarbejde kaldet Flåmsbanen, som til dato er blandt verdens stejleste – og også blandt Europas højeste togbaner. Og efter en time i bygden er det netop næste oplevelse på programmet – endda om bord i de oprindelige togvogne.

I dag er findes der en vej ned til Flåm. Veterantoget – med et mere moderne lokomotiv – er udelukkende for turister. Turen går nu langsomt fra Flåmsdalen op gennem et landskab med stejle, skovklædte fjelde og dybe dalstrøg, hvor floder bugter sig. I det fjerne kan vi se sneklædte tinder, og landskabet bliver mere og mere dragende, jo længere vi kommer op. Snart er vi oppe i mere end 500 meters højde, og panorama-udsigten giver hjertebanken. Heldigvis kører toget langsomt, så der er god tid til at nyde den fortryllende verden uden for togvinduerne.

Togturen med Flåmsbanen er blandt de smukkeste i verden. Man kører gennem et norsk folkeeventyr. Fold sammen
Læs mere

Efter en halv times tid stopper vi ved et trinbræt. Alle passagerer myldrer ud, og flere udbryder et hvin, da de pludselig står ansigt til ansigt med vandfaldet Kjosfossen, der buldrer over banelegemet og strømmer videre ned under det. Fra et plateau kan man nyde synet af de brusende kaskader, der falder 225 meter, mens man stænkes våd af de enorme mængder vand. Vi har set mange fosser og vandfald på turen, men dette er mægtigere og større, og det er helt enestående at være så tæt på naturens massive kræfter.

Vandfaldet Kjosfossen er et tilløbsstykke. Husk at medbringe regnjakke og hav den på, når du stiger ud af toget. Fold sammen
Læs mere

Togturen fortsætter nogle minutter efter op på den barske Hardangervidda – et højfjeldsområde, der både grundet højden og placeringen længere væk fra kysten ikke nyder lige så godt af Golfstrømmens lune vinde som samfundene ved Sognefjordens breder.

Vegetationen er sparsom, og snart ligger der snedriver spredt rundt på fjeldsiderne lige uden for togets vinduer. Endelig når vi stationen Myrdal i næsten 900 meters højde, hvor Flåmsbanen slutter og møder Bergensbanen mellem Bergen og Oslo. Herfra skal vi med toget mod først Voss og videre tilbage til Bergen.

Lige så frodigt og mildt det er nede i Flåm, lige så køligt og barskt kan det være oppe på toppen i stationsbyen Myrdal. Fold sammen
Læs mere

Mens vi sidder i den tætpakkede togvogn, går tankerne tilbage på hårnålesvingene, sejlturen på de smalle fjorde og turen op gennem Flåmsdalen. Vi føler, vi har fået lov at kigge indenfor i et ældgammelt norsk folkeeventyr med fæle trolde, oldinge, prinsesser, askedrenge – og selvfølgelig et dybt forførende landskab.

Berlingske var inviteret af Innovasjon Norge, som ikke har haft indflydelse på artiklens indhold.