Fisk og fodbold i spanske Vigo

Nordspanske Vigo er vant til at tage imod øretæver fra både naturen og modstanderne på fodboldbanen. Men Vigo er en overlever og desuden et fremragende sted at trøstespise.

Celta Vigo ligger nu helt i bunden af La Liga, men det lod ikke til at røre tilskuerne, hvoraf der var mange familier – stemningen både på stadion og efter kampen mellem hjemmeholdet og mægtige Real Madrid var smittende entusiastisk. Fold sammen
Læs mere
Foto: Søren Lorenzen

Hvis Sangria-nipning i en solstol ved poolen og grisefester indgår i ens opfattelse af den perfekte ferie i Spanien, er det ikke havnebyen Vigo, man skal rejse til. For her møder man et uprætentiøst hverdags-spanien, hvor der arbejdes hårdt for føden og store dele af byen består af uskønne betonbygninger.

Læs også: Tapas-festival i Valladolid

Så hvorfor i alverden skulle man så tage dertil? Af tre grunde: naturen, maden og fodbolden.

Vigo, der er på størrelse med Aarhus, ligger på sydsiden af en fjord, der fra Atlanterhavet strækker sig ind i den nordspanske provins Galicien. Fra det gamle 1600-tals Castro-fortet, der troner på en klippetop over byen, har man et godt vue ud over det naturskønne område med lange strandområder, klippeskær skovklædte bjergsider. Udsigten skæmmes dog noget af den rodebutik af betonbygninger og industrianlæg, der er kylet ud over området uden nogen større plan.

Årsagen skal findes i Vigos status som den vigtigste fiskerihavn i Spanien. En position byen fik, da dens værfter, som de første i verden, i 1960erne udviklede store fiskerbåde, hvor man om bord kunne forarbejde fangsten og køle den ned i is, allerede mens man stadig var på havet. 

Det betød, at fiskerne nu kunne tage på langfart til mere givtige fiskevande ved blandt andre Azorerne og i Nordsøen – og at behovet for arbejdskraft i de nye store havneanlæg, man anlagde, blev enormt. Det medførte, at man i en rivende fart bankede et hav af betonboligblokke op til de mange tilflyttende arbejdere fra hele Galicien. Samtidig satte man gang i adskillige store erhvervs- og administrationsbyggerier, der heller ikke er for kønne.

Men et eller andet sted er hulter-til-bulter-byggerierne og den udprægede mangel på byplanlægning alligevel charmerende i al sin klodsethed.

Smalle gader og hyggelige pladser
Charmerende på den mere velkendte måde er Vigos gamle bydel helt nede ved vandet. Her er smalle gader, hyggelige pladser og et fint parkanlæg med træer og promenade.

I området omkring Plaza de la Constitución ligger flere klassiske tapasbarer, hvor man udover traditionelle tapas som grillet peberfrugt og lufttørret skinke kan få lokale variationer med fisk og skaldyr ledsaget af god galicisk hvidvin eller den lokale Estrella Galicia-øl.

Skal det være trendy omgivelser, er Suppo Lounge Bar & Restaurante på Plaza Compostela ved parken et godt bud. Her er maden et par niveauer over tapas, og indretningen nærmest skandinavisk.

Det spanske køkken er berømmet, og især den ofte avancerede baskiske gastronomi har mange fans. Her i Galicien tilbereder man imidlertid maden så enkelt som muligt, så fiskenes og skaldyrenes smag fremstår helt rent.  Her er ingen saucer, dressinger eller cremer som tilbehør – blot godt, hjemmebagt brød.

Fiskerbyen og det lokale fodboldhold
Vigo
har flere museer – bl.a. det glimrende museum for moderne kunst, Marco, der er indrettet i et gammelt fængsel – men her i arbejder- og fiskerbyen er det lokale fodboldhold, Celta Vigo, den vigtigste kulturbærer.

Klubben er et neutralt samlingspunkt for byens indbyggere, hvoraf mange har deres rødder andre steder i Galicien, og har derfor nydt stor opbakning fra det politiske system: Om ikke andet, så har man det til fælles, at man hepper på de lyseblå-blusede.

Planerne om et nyt stadion har finanskrisen sat en stopper for, så de mange fans må klemme sig sammen på det gamle Balaidos-stadion med plads til blot 32.000 tilskuere.

Der var da også helt udsolgt, da Rejseliv under sit besøg i Vigo var på plads på stadion for at overvære de lokale heltes kamp mod mægtige Real Madrid.

Cristiano Ronaldo scorede to gange mod Celta Vigo, hvor danske Michael Krohn-Dehli spiller på den centrale midtbane, og selv ikke et flot udligningsmål kunne redde Celta Vigo fra endnu et nederlag.

Klubben ligger nu helt i bunden af La Liga, men det lod ikke til at røre tilskuerne, hvoraf der var mange familier – stemningen både på stadion og efter kampen var smittende entusiastisk. 

Vigos indbyggere er vant til at få høvl – fra havet, fra det omskiftelige atlanterhavsklima, fra det hårde arbejdsliv og fra modstanderne på grønsværen – så de skal nok også klare sig gennem den nuværende økonimiske krise. Og netop her ligger en del af Vigos charme. Det kan godt være, at det ikke er Spaniens kønneste by. Til gengæld vender man hjem med følelsen af at have mødt det ægte Spanien.

Læs også: Storby-alternativ til Paris

Rejsen var betalt af Den Spanske Stats Turistkontor og Turismo de Vigo.