Find stilheden på Balis nordkyst

Bali tiltrækker millioner af turister hvert år. Langt de fleste klumper sig sammen på strande og hoteller i syd, men har man mod på en køretur tværs over øen, venter et mere roligt Bali mod nord.

Rejseliv imported photo
Foto: Scanpix

De fleste smilede overbærende. Andre så undrende på os. Og nogle af de lokale grinede højlydt, da vi kom gående langs den trafikerede vej ned mod stranden. Vi skilte os ud på Bali, hvor al transport synes at foregå på små scootere eller i biler med aircondition.

Se også: Her finder du det ægte Bali

Og efterhånden som solen fik brændt morgendisen af himlen og begyndte at bage ned på os, forstod vi hvorfor.
Det var sveddryppende varmt at gå. Regntiden var lige om hjørnet, og den høje luftfugtighed gjorde varmen endnu værre og fik de to kilometer til at føles som ti. Men vi ville se byen til fods – eller rettere, det halvsøvnige, lille fiskerleje med hoteller og restauranter ved navn Lovina, som ligger på Balis nordkyst.

Så vi gik langs stranden med det karakteristiske mørke sand, så på vandet, de farverige fiskerbåde trukket op på land og den fem meter høje delfinstatue, som er byens umiskendelige, men knap så kønne vartegn. Vi belønnede os selv med iskolde sodavand fra kiosken. Og da vi gik forbi restauranterne langs strandpromenaden, som lokkede med friskfangede krabber, fisk og blæksprutter, begyndte det at gnave i maven. Var det mon frokosttid? Vi anede ikke, hvad klokken var. Der hang ingen ure nogen steder, og ingen af de lokale på restauranterne brugte armbåndsur.

Vores egne ure lå hjemme i villaen. Der havde vi også efterladt mobiltelefonerne. Slukket, i et forsøg på at tage en kold tyrker og ikke bruge ferien på at tjekke mails, Facebook og sms’er. Så frem for at lade klokken og faste spisetider dirigere, lod vi lysten og maveuret bestemme, at ja – nu var det frokosttid.

Det lyder banalt. Men for en småbørnsfamilie, der til daglig hænger i en højspændt klokkestreng for at få arbejde, institutionsliv, sengetider og spisetider til at stemme, var det en omvæltning. Og i de følgende dage og uger befriende, afslappende og dejligt fremmed at glemme tid og pligter, frem for at lade sig styre af dem.

Det var derfor, vi havde valgt byen Lovina i det nordlige Bali som base gennem tre uger, hvor det var planen at komme helt ned i gear. For drømmer man om sandstrande, som endnu ikke er forvandlet til fluepapir, om vandfald, der kan fotograferes, uden man først skal vente på, at horden fra endnu turistbus har passeret, eller som de eneste at overvære en ceremoni med røgelse, trommer og sang i et hinduistisk tempel, så er Nordbali og Lovina et godt udgangspunkt. Selvfølgelig støder man på andre turister – en mindre flok kinesere eller et australsk par på rundrejse. Men ikke ofte. Og slet ingenting sammenlignet med det sydlige Bali.

Turismen på den indonesiske ø Bali er ved at have genrejst sig, efter at terrorbomber i den sydlige badeby Kuta i 2002 og 2005 skræmte feriegæsterne væk og gjorde tusinder af balinesere arbejdsløse. Turisterne er tilbage i en grad, så øens eneste, internationale lufthavn ikke længere kan følge med passagerstrømmen og nu bliver udvidet. Godt to millioner turister lander hvert år i lufthavnen på Balis yderste sydvestlige spids, og langt de fleste forbliver i syd.
Af flere indlysende grunde.

Den første er, at strandene er bredere og med hvidere sand i syd. Og at det er dér, man finder flest hoteller, flest restauranter, butikker og det livligste natteliv.
Den næste, at man slipper for køreturen op over bjergene til det nordlige Bali. En tur, som nok er forholdsvis kort i antallet af kilometer, men som på grund af de mange hårnålesving, megen trafik og smalle (men fint asfalterede) veje kan virke som lidt af en udfordring.

At køre de 120 kilometer fra Denpasar i syd til Lovina i nord tager derfor minimum tre timer, og nogle gange meget længere. Men ser man det som en udfordring, og giver man sig tid til for eksempel at gøre et par timer eller måske et par dages stop i Ubud, Balis kulturelle centrum – en by med mange fantastiske spisesteder, gallerier, yogakurser og smukt beliggende rismarker – på vejen, vil turen til ikke føles så lang. Og stop på vejen eller ej er det nordlige Bali køreturen værd.

Vi slog os ned tre uger i den lille by Lovina, der et oplagt sted at bo med sin placering midt på nordkysten. Stranden er ikke hvid og bred som i surfermekkaerne Kuta og Seminyak i Syd, men gråsort, fordi sandet stammer fra vulkaner i området. Til gengæld er vandet så roligt, at man rent faktisk kan bade her uden konstant at skulle bekymre sig om, hvorvidt man bliver skyllet væk af store bølger eller får en surfer i nakken.

Og her kan man desuden gøre drømmen om sol, strand og vand minus en million andre turister til virkelighed. En håndfuld andre badende er på heldige dage det, man kan forvente at møde på en stranddag.
Lovina er på den måde den direkte modsætning til de pulserende surferbyer i syd. Det er stedet, hvor man kan få læst de bøger, der indtil nu har ligget uåbnet i kufferten, hvor man kan drikke en kold øl, mens man ser de lokale afgøre aftenens volleyballkamp på strandpromenaden, eller nuppe en billig, men fremragende middag på en af byens håndfuld af virkeligt gode restauranter.
Det eneste tidspunkt, der opstår trængsel i Lovina, er ved stranden tidligt om morgenen, når busser læsser turister af, der skal opleve byens helt store tradition og vartegn; delfinerne.

Hver morgen omkring kl. seks sejler en mindre flåde af små, farverige fiskerbåde en times tid ud fra kysten, og mens bådenes små træbænke er knap så ekstravagante, er solopgangen over bjergene det til gengæld i overmål.
Når solen først står på himlen, er man så langt til havs, at det er tid til at holde godt øje med vandoverfladen.
For pludselig brydes den af glinsende, grå delfinrygge, der glider nærmest lydløst over vandoverfladen i flokke af fem og seks, nogle gange ti dyr. Og så begynder et cirkus af fiskerbåde, der alle drøner i samme retning for at komme tættest på de adrætte dyr. Et cirkus, der næsten er lige så underholdende som delfinerne selv.

Det svinger, hvor mange delfiner man når at se på den time, man tilbringer på havet. Men på gode dage ser man op mod hundrede. Delfinerne er, sammen med snorkling ved et koralrev tæt på kysten, Lovinas eneste egentlige seværdigheder.

Men byens rolige liv og puls er en attraktion i sig selv. Man kan ikke undgå at komme ned i gear. Faktisk går livet så stille for sig, at man ved længere ophold risikerer at komme til at kede sig, hvis ikke man også bevæger sig uden for byen. Heldigvis betyder Lovinas centrale placering på nordkysten, at der i alle retninger ligger gode bud på dagsudflugter.
To timers kørsel mod vest ligger Pulau Menjangan, en lille ø omgivet af koralrev, der byder på noget af Bali og Indonesiens bedste dykning, både med snorkel og iltflaske.

Kører man i stedet i modsat retning, et par timer mod øst, venter en af Balis største naturoplevelser på land, ’dobbeltvulkanen’ Gunung Batur. Den rejser sig mørk og mægtig og er med 1.700 meter det højeste punkt i en dal omkranset af frodige bjerge beklædt med tropisk skov. Den yderste del af vulkanens krater omkranser den inderste, mindre vulkan, og fænomenet har givet den tilnavnet »dobbeltvulkanen«.

Vulkanen er stadig aktiv, og geologer kan jævnligt måle aktivitet omkring den. Det seneste større udbrud var tilbage i 1963, men de lokale taler stadig med ærefrygt om dengang i 1923, hvor flere landsbyer i området blev brændt væk af lava.
De seneste årtier har der kun været mindre udbrud, og den ramte landsby Pura Batur er for længst genopbygget på kanten af den yderste vulkan.
Byen er nu udgangspunkt for de mange turister, der kommer for enten at nyde udsigten over vulkanen fra en af de mange restauranter langs kraterets kant, eller for at vove sig ned i bunden af krateret og gå rundt i det mørke, månelignende landskab, som det nu størknede lava fra udbruddet i 1963 efterlod.

De mest hårdføre går dog skridtet videre og vandrer op til den inderste del af Gunung Batur for at se solen stå op gennem disen fra kraterets midte. En sådan trekking-tur begynder kl. 4 om morgenen, og det er kun tilladt at begive sig op ad vulkanen i selskab med guider, der kender området. Vandreturen til toppen ender øverst oppe omkring kl. seks, samtidig med solopgang. Og med den oplyses en storslået udsigt over det 14 kilometer store krater, som på dette tidspunkt endnu ikke er indhyllet i den tåge, som ofte lægger sig tættere og tættere omkring vulkanen, som dagen skrider frem.

En mindre anstrengende dagstur i bil til Gunung Batur-området kan begynde i Lovina kl. 9 og ende med frokost med udsigt over kraterne.
På vejen fra Lovina kommer man forbi risbøndernes tempel Pura Beji, der med sine utallige udhuggede dæmoner og slangelignende dyr kravlende op ad de høje vægge gør templet til et af de rigest dekorerede på Bali.
Tæt ved ligger Pura Dalem, »De dødes tempel«, og langs hele ruten er der masser af vandfald og naturlige kilder, man kan stoppe og snuppe en afkølende svømmetur i.

Bjergene i det nordlige og nordøstlige Bali er i det hele taget spækket med vandfald, templer og fotogene rismarker. De kan langt fra alle nævnes her, men et sted, man bør prioritere at se – og som ligger langs hovedvejen fra syd til nord – er templet Pura Ulun Danu Bratan.
Det hinduistisk-buddhistiske tempel ligger ved bredden af den store sø Danau Bratan, midt i bjergene, og stammer tilbage fra det 17. århundrede.

Det er dedikeret til vandets gudinde, Dewi Danu, og placeringen ved bjergsøen får det hele til at fremstå nærmest drømmeagtigt smukt. Hvis nogen skulle få fornemmelsen af, at de har været der før, er det dog ikke mærkeligt. Enhver balinesisk postkortsælger med respekt for sig selv har det med i sit udvalg af ferieminder fra øen.
Vi nåede at se alle disse ting under vores tre uger i Lovina. Vi kunne sikkert have nået det samme på en eller to. Men vi nød at have rigeligt med dasedage, hvor den eneste større beslutning var, om vi skulle bade i swimmingpoolen eller ved stranden. Og efter et par uger i det gear gav det sig selv. Batterierne var opladet, rastløsheden begyndte at melde sig, og vi længtes efter at komme hjem til vores travle, men begivenhedsrige hverdag i Danmark. Et godt tegn på, at vi var nået helt ned i gear.

Lej en Bali-villa
Bali har et stort udbud af hoteller i alle prisklasser og stjernekategorier og med et grundlæggende højt serviceniveau. Men øen har også gode muligheder for at bo alternativt og have sit eget sted at råde over på ferien. Spredt ud over hele Bali ligger utallige villaer – en fællesbetegnelse for alt lige fra små bungalows henover større sommerhuse til kæmpestore pragtpalæer. Alt sammen til at leje, oftest på ugebasis, men også for enkelte dage. 

En villa kan være en fordel, hvis man skal være af sted i længere tid, eller hvis man har behov for eget køkken og mere plads, end det gængse hotelværelse tilbyder. Udbuddet er stort på Bali, for et større antal udlændinge ejer villaer på øen og lejer ud til rimelige penge i de perioder, hvor de ikke selv bor der. Der er flest villaer til leje på den sydlige del af øen, og særligt mange omkring Ubud. Men også nordpå, omkring Lovina, er det nemt at finde en villa, hvis man går på jagt på nettet.

Man kan komme langt for pengene. F.eks. lejede vi en større villa i Lovina for 5.000 kr. pr. uge. Til den pris fik vi en villa med tre soveværelser, to badeværelser, et arbejdsværelse og en opholdsstue. Samt egen swimmingpool i en stor have med blomster og frugttræer. Med i prisen var daglig rengøring og vask af sengetøj og håndklæder, akkurat som på et hotel. Plus morgenmad, som Kadek, vores søde hushjælp, tilberedte til os. Hushjælp er i øvrigt helt almindeligt, når man lejer en villa.

Det store udvalg af villaer gør, at man kan tillade sig at være kræsen og shoppe rundt. Og at man kan forhandle om prisen. Det er vigtigt at have en klar, skriftlig aftale om vilkårene for leje, f.eks. hvordan betalingen skal foregå, samt hvad og hvor meget, man som lejer hæfter for, hvis noget går i stykker.  Det gælder særligt, hvis man lejer direkte hos ejeren. Vi oplevede dog kun, at udlejere og deres balinesiske hjælpere var hjælpsomme, servicemindede og fleksible.

Se også: 5 steder med ro