Finanskrisen giver færre hajangreb

Antallet af 'uprovokerede hajangreb' stærkt faldende. 2008-tallene var de laveste siden 2003, hvor antallet af angreb var 57.

Foto: J. L. Maher

Der er flere gode sider ved finanskrisen. F.eks. går antallet af hajangreb drastisk ned. Det viser tal fra 'International Shark Attack File', der hører ind under University of Florida. Tallet er pt. det laveste i fire år, og forskere mener, at det skyldes finanskrisen.

Se også: Invasion af hajer tiltrækker turister

"En del mennesker undlader at rejse på ferie eller tage til stranden af økonomiske årsager," oplyser hajforskeren George Burgess til University of Florida News.

En tilsvarende nedgang blev observeret i kølvandet på terrorangrebene i New York i september, 2001. International Shark Attack File indsamler informationer om hajangreb verden rundt.

Antallet af registrerede hajangreb i 2008 var 59, mod 71 året før. Der var fire angreb med dødelig udgang i fjor, hvilket er et normalt antal og et højere tal end i 2007.

Tallene angiver 'uprovokerede angreb' af hajer mod mennesker. Der har været en gradvis nedgang siden 2000, hvor tallet var 79. 2008-tallene var de laveste siden 2003, hvor antal af angreb var 57.

Især surfere
USA udgør to tredjedele af de rapporterede angreb, og her gik tallet ned fra 50 i 2007 til 41 i 2008. Det er, ifølge Burgess, især surfere som kan være udsatte for hajangreb, fordi de padler med arme og ben i overfladen, hvilket får hajen til at tro, at de er byttedyr.

Finanskrisen kan føre til, at antallet af luksusferier til fjerntliggende øer falder yderligere.

De senere år har der eksempelvis været meldt om hajangreb på steder som Cocosøerne i Det indiske ocean, hvor der aldrig tidligere har været meldt om angreb. Hvis færre rejser ud til sådanne steder, vil problemet sandsynligvis ophøre.

I USA kan masseturismen til steder som Florida og Hawaii falde med reduceret antal kontakter med hajer som resultat.

I alt fik den internationale database 118 meldinger om mulige hajangreb i 2008, og blot 59 af disse blev bekræftet som 'uprovokerede angreb' i naturligt miljø, noget som er kriteriet for statistikken. 'Provokerede angreb' kan omfatte bid på fiskere, som har fået en haj i nettet, eller dykkere, som er fulgt efter hajer.

Bestanden af hajer i verdenshavene er gået kraftigt tilbage i høj grad på grund af overfiskeri, men samtidig er der gennem de to seneste årtier registreret en stigning i antallet af hajangreb, fordi flere mennesker svømmer, surfer eller dykker i områder, hvor der findes hajer.