Filippinernes naturlige vidunder

En kæmpe champignon, Sharon Stones velsvungne bagdel, den sidste nadver og de hellige tre konger. Man kan nyde synet af dem alle i Filippinerne – formet af drypsten gennem millioner af år langs verdens længste, underjordiske flod, der netop er kåret til et af verdens syv nye natur-vidundere.

På Filippinerne ligger verdens længste, underjordiske flod, der gennem millioner af år har formet drypstenene til fascinerende formationer, hvilket har medført, at floden netop er kåret til et af verdens syv nye natur-vidundere. Fold sammen
Læs mere
Foto: Tenna Schoer

Nysgerrige, men med skeptiske blikke tager de halvanden meter lange krybdyr imod, da vi går i land på den hvide sandstrand.

Læs også: Her er verdens syv nye naturvidundere

En traditionel, filippinsk træbåd med støtteben af rafter har som en baskende fugl fragtet os henover de turkisblå bølger, der adskiller Sabang Beach fra indgangen til Puerto Princesa Underground River.

Det er kun kort tid siden, at dette naturfænomen fik det endelige stempel som værende ét af verdens nye syv natur-vidundere.

En årelang konkurrence, som millioner af mennesker verden rundt har bidraget til afgørelsen af ved at stemme på de steder i verden, de mener byder på den mest vidunderlige naturoplevelse.

Den 8,2 kilometer lange flod er godt gemt i St. Paul Mountain. Officielt var det nogle amerikanske forskere, der opdagede den i 1887, men som vores guide fortæller med et skælmsk smil, har de lokale selvfølgelig kendt til stedet længe før det.

Solen er ved at bryde gennem den dystre formiddagshimmel, mens vi under regnskovens tætte træer venter på, at det bliver vores tur til at komme på opdagelse inde i bjergets mørke.

Vi tilhører gruppe nummer 36 med seks ventende hold foran os, så der er god tid til at studere den omgivne natur, mens guiden sikrer sig, at vi ikke bliver glemt i trængslen.

Hver dag tillader de filippinske myndigheder, at 700 personer gæster den underjordiske flod.

Det kræver derfor personlig tilladelse gerne flere dage i forvejen, hvis man ikke vil risikere at komme forgæves.

»Uh, den stirrer på mig,« gyser en ung kvinde fra Canada, da hun forsøger at komme så tæt på en krybende monitor lizard, at venindens kameralinse kan forevige dem. Selv om det lange dyr ikke er kendt for at nuppe en luns menneskekød til frokost, skynder hun sig tilbage i sikkerhedsafstand ved veninden, så snart knipset har lydt.

I det samme piler en lille baby-abe forbi i trækronen lige i halen på sin mor. Hvor lizarden fremprovokerede nervøse blikke og forsigtige skridt, har aberne modsatte effekt på sine beundrere, og kameraerne knipser løs fra alle kanter i musisk takt med små udbrud af »nårhh«.

Allerede for en time siden ved havnekajen i Sabang, hvor bådturen til flodens indgang tager sit udgangspunkt, steg forventningerne til dagens oplevelse, da guidens spinkle pegefinger viste øjnene vej til det bjerg, der skjuler floden i dets indre.

»Vi kalder det »den sovende gigant«, fordi du kan se næsen, der peger mod skyerne, og dens tykke mave, som lå dette kæmpe menneske af sten og sov,« forklarer guiden. 

Og kalder os endelig til sig for at lede os via en ujævn bro af træstammer gennem skoven hen til, hvad der desværre viser sig at være endnu et ventested – dog med frit udsyn til »porten« til den forjættede flod.

Her lokker en skinnende indsø blandet af havets saltvand og ferskvand, der strømmer gennem floden fra en sø i den anden ende. Som blandt andet en amerikansk familie med fire børn kan udnytte – de har været så forudseende at tage badetøj med til de små, så de kan slå de lange minutter ihjel i det lune vand med stimer af små, gul-sort stribede fisk.

Et hurtigt blik rundt afslører, at myndighederne ikke har været forberedte på, hvad den nye berømmelse vil få af betydning for stedet.

Et printet A4-ark med ordene »This way to loading area« opsat på stammen på et træ tydeliggør, at PR-maskinen endnu ikke er nået hertil.

De primitive omgivelser giver dog ikke anledning til irritation, snarere en følelse af at komme før »alle de andre«.

Samtidig betyder det, at de anmassende sælgere af billige solbriller og friske stykker kokos endnu kun opholder sig på strandene ved de mere populære øer som Boracay og Cebu.

 

Filippinerne lægger breddegrader til mere end 7.000 øer i Stillehavet. Den underjordiske flod, der kan prale af at være verdens længste, ligger på den aflange ø Palawan, 600 kilometer sydvest for hovedstaden Manila.

En to timer lang og bumpet køretur fra lufthavnen eskorterer turisterne frem til den lille kystby Sabang, der udover den maritime adgang til områdets hovedattraktion ikke byder på meget andet end en række hoteller af varierende grad af luksus samt små fiskerestauranter, hvor et måltid kan købes for småpenge.

De fleste tilrejsende ankommer med oppakning på ryggen og klipklappere på fødderne og indlogerer sig i de små hytter ned mod stranden, hvor en overnatning kan gøres for 20 kroner.

For dem, der foretrækker aircondition, morgenbuffet og swimmingpool er der to muligheder, hvor den mest luksuøse sætter en 1.100 kroner tilbage per nat.

Men her i vandkanten gør penge ingen forskel, da der ikke bliver solgt så meget som en kold flaske vand til de ventende.

Efter et par timers ventetid bliver det passagerne i båd nummer 36’s tur til at iklæde sig de orange redningsveste og hårde hjelme.

Styrmanden, der de næste tre kvarter skal padle os ned ad floden og tilbage igen, forsikrer sine passagerer om, at det store sår i panden ikke er et resultat af uforsigtig manøvrering gennem bjergets indre.

Mørket og de brudte overflader af drypsten suger båden, der ligner en forvokset kano, til sig fra bjergets indre i takt med styrmandens padlen gennem det rolige vand.

I stævnen sørger et bilbatteri for strøm til en kraftig lampe, som de to forreste i båden får til opgave at styre, så alle kan se de spektakulære formationer af drypsten.

»Nu kommer vi til grøntsagsafdelingen,« griner styrmanden, der kalder sig René og har sejlet omkring ti ture hver dag de sidste fem år. 

Han beder om, at lyset bliver peget skråt op til højre, hvor et tre meter lang kinakål poserer for sine beundrere.

Der er fire både med plads til cirka 12 personer, der pendler op og ned ad de 1.500 meter af floden, der er offentlig tilgængelig.

Da floden flere steder snor sig gennem smalle passager, overdøver stilheden med sine små dryp fra stenene de fjerne lyde fra de øvrige både.

En flagermus basker henover vores hoveder, måske på vej til sin familie.

Der bor tusindvis af dyr herinde i mørket, alene 70.000 flagermus menes at have loftet over den underjordiske flod som permanent adresse sammen med fugle, edderkopper, skildpadder og skorpioner. 

Både vandets og luftens temperatur er nogenlunde konstant året rundt.

Luftfugtigheden er høj på grund af det vand, der uden pause langsomt siver fra bjergets sider ned i floden langs drypsten.

Gennem mere end 20 millioner år har kulsyreholdigt vand trængt gennem kalksten og meget langsomt forlænget dem og dannet fantasifulde formationer.

Derfor er synet for turisterne her i bjergets hulrum konstant under forandring, om end det kræver mere end et trænet øje at bemærke de minimale, men sikre ændringer år for år. 

Efter et kvarter på det stille vand åbner et kæmpe rum sig foran os og fortrænger hule-stemningen i mørket. Der er plads til to gange Rundetårn oven på hinanden inde i det, guiden kalder Katedralen, og umiddelbart virker det ikke usandsynligt, at selveste Peterskirken ville kunne presses ind her midt i bjerget.

»Det må være gigantens mave,« mumler vi til hinanden og flytter blikket rundt efter lyskeglen. 

At stedet bliver kaldt Katedralen viser sig hurtigt ikke kun at referere til størrelsen.

Øverst i det spektakulære rum skuer en vellignende drypstens-statue af Jomfru Maria ud over et plateau med de hellige trekonger på den ene side og Jesus’ sidste nadver på den anden – dog med den kuriositet, at der her i drypstens-udgaven er 14 til bords.

Mens styrmanden foretager en u-vending, der, hvor adgangen for turisterne ender, fortæller han, at floden munder ud i en sø, men for at komme dertil, kræver det, at man dykker noget af vejen, fordi loftet er for lavt til, at man kan passere i båd.

Den underjordiske flod er kronen på værket i Puerto Princesa Subterranean River National Park, der trods sit navn ligger på øens vestkyst, et godt stykke fra Palawans hovedby, Puerto Princesa

 

Foruden den nu berømte flod huser nationalparken en fire hektar stor skov af de karakteristiske mangrove-træer.

I mørket dukker der fortsat nye finurlige figurer op i takt med, at lyskeglen glider hen over drypstenene.

En champignon i american size vækker begejstring hos de af passagererne, der måske nok er filippinere af blod, men indehavere af amerikanske pas. 

Styrmanden leder ved hjælp af dessiner til lyskeglens bestyrere foran i båden alles opmærksomhed mod en lille bitte snoet top.

»It’s a shit,« bralrer han.

Den figur, der modtager størst hyldest, er dog en velsvungen kvindekrop, som styrmanden bedyrer, er Sharon Stones bagdel.

Lyset begynder at trænge ind som for enden af en schweizisk biltunnel, og Filippinernes bidrag til den nye liste af verdens syv natur-vidundere bliver byttet ud med en solrig eftermiddag i tropiske omgivelser.

På vej tilbage til Sabang Beach tilbyder guiden at sætte os af halvvejs, så vi kan tage »ziplinen« det sidste stykke.

Ziplinen viser sig at være en nyetableret kabelbane, hvor vi iført klatresele og hjelm bliver sendt ud over klipperne ned til stranden for 75 kroner. 

Med en storslået udsigt over det turkisblå hav, den hvide strand og den grønne jungle for fødderne og et dristigt sug i maven bliver de 800 meter tilbagelagt på lidt over et minut.

Kort før mål strømmer uvidenheden om, hvordan man bremser, rundt i kroppen – indtil nogle bremseklodser bryder kablets bane og på den måde forhindrer den i et splitsekund frygtede kollision med klippevæggen for enden af ziplinen.

Dermed skærer adrenalinsuset brutalt igennem den stille følelse, der indtil for et øjeblik siden boede i nervesystemet efter de 45 minutter på flodens rolige vand i bjergets mørke.

Samtidig er den få måneder gamle kabelbane en påmindelse om, at den nye berømmelse snart vil bortviske chancen for at opleve den underjordiske flod med sine formidable figurer i drypsten som en perle uberørt af masseturismens kradse klo. 

 

Læs også: Farverigt dyk i Filippinerne