Ferie i svensk isolation

Få personer finder hver sommer ud til den lille ø Furillen uden for Gotlands nordøstlige kyst. Her kan man opleve noget, man ikke kan finde ret mange andre steder – rigtig afsondrethed…

Det tager ikke mange timer, før man bliver grebet af det skønne liv som luksus-eneboer på den svenske ø Furillen. Her er al tid i verden til at nyde naturen, læser bøger i lyset fra petroleumslampen, spille kort. lave barkskibe – og, ja, bare være til. Her en ingen elektricitet, så mobiltelefonen og computeren kan man lige så godt lade blive hjemme. Fold sammen
Læs mere
Foto: Mikkel Örstedholm
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Nogle meter fra strandkanten længst ude på øen Furillens spids står et 15 kvadratmeter stort skur. 

Læs også: Guide: 5 x ro i Sverige

Det ser ikke ud af meget udefra – de vindslebne grå brædder er hentet fra udtjente gårdhuse langs polcirklen i den svenske del af Lapland og falder godt ind i omgivelserne.

Bag skuret vokser blåbær, og ikke mange meter derfra går køer på græs. 

Eremitkøjen, som skuret kaldes, er et hotelværelse af den mere usædvanlige slags. Her skal jeg og min søn på otte år prøve at bo i fem døgn, i noget der minder om isolation. 

Mobiltelefonen afleverede vi, da vi checkede ind på luksushotellet Fabriken Furillen, som Eremitkøjen hører under,  på den anden side af øen. Vi får den tilbage, når vi checker ud. Vi skal nu klare os uden strøm, og dermed også uden spil på smartphonen, film, tv og øvrig kontakt med omverden. 

Eremitkøjen er indrettet i en slags nordisk minimalisme – en tydeligt mærkbar men også nærmest spartansk kvalitet. Væggene er af råt træ bemalet med hvid linoliefarve. Sengen er en velpolstret dobbeltseng af den bedste kvalitet, redt op med tykke, nypressede bomuldslagner og fåreskind fra gotlandsk vædder. 

Rummets eneste øvrige møbler er et smart skjult garderobeskab, et klapbord med tilhørende stol ved siden af sengen, og så en genialt indrettet brændeovn, hvormed man både kan varme skuret op på de kølige tidlige morgentimer, koge vand til aften-te samt lave et enkelt måltid mad.

Den første dag begyndte vi med et hurtigt bad i Østersøen. Derefter hoppede vi op på de Kronan-militærcykler, der hører til Eremitkøjen, og trillede ad støvede grusveje de godt to kilometer op til hotellet. der er opkaldt efter øen.

Dér ventede en morgenmadsbuffét med god kaffe, nybagt brød, friskpresset juice, marmelade af slåen, det søde gotlandske bær. 

Vi ignorerede med vilje morgenaviserne, og skyndte os efter at have spist tilbage til vores selvvalgte isolation.

Efter et par dage frister eremitlivet mere, og siden spiser vi morgenmad – et nystegt spejlæg med bacon og en kop te, som vi har tilberedt på brændeovnen –  siddende på en stor solvarm sten udenfor skuret.

Vi tilbringer de lyse sommeraftener ved det lille klapbord. I petroleumslampens varmgule lys spiller vi kortspil, helst »Fisk«, hvor hver  omgang  er en del af en turnering, der strækker sig over flere dage.

Vores slidte Tintin-albums ligger i en bunke under klapbordet; dem skiftes vi til at læse. Og her ved det lille bord tager en barkbåd form. Den laver Rasmus med sin første lommekniv. 

I huset ligger der en bog med illustrationer af Gotlands flora. Vi begiver os ud på korte udflugter, hvor vi især holder udkig efter dem med de sjoveste navne, og finder pragteksemplarer af bergs-krabba, gåsört og käringtand (kugleblomst, gåsepotentil og kællingetand, red.). 

Inden solen går helt ned, går vi ned til vandet og søsætter barkbåden i den stille aftenbrise. Vinden tager fat, og snart er båden forsvundet ud på det perfekte aftenspejl. 

Vi går stille rundt og samler ting i det soltørrede tang. Her ligger knogler fra en fugl, og der ligger hulsten. Vi binder det, vi har fundet, sammen med et stykke sejlgarn og lægger det som et kunstværk i vinduet – et nyt værk hver dag. 

På vej tilbage til skuret passerer vi de græssende køer og med en sukkerknald prøver vi at få kontakt.

Denne lille tur bliver en af vores små daglige ceremonier. Når vi kommer hjem, jager vi de sidste myg ud i sommernatten, sætter myggenet op for vinduet og slukker for petroleumslampen.

Vi falder i søvn til lyden af svaler, der flyver stadig tættere på den endnu varme strandeng.

Med langsommeligheden mærker vi, hvordan sanserne gradvist skærpes. 

Vi opdager, hvordan døgnets faser dufter forskelligt; morgenen har en svag duft af grønt græs, vilde purløg og andre urter, blandet med en duft af frisk havtang.

Hen på eftermiddagen har kokasserne stået i solen og spreder sin lugt. Tidligt om aftenen dufter husets træ af en aromatisk skovlignende lugt, der blandes med lugten af myggelys og petroleumslampen, som vi tænder till middagsmaden.  

Vi falder i søvn til en nærmest sød duft, af strandsten og sand, der har ligget i solen, og de vilde blomster, der vokser i harmoni med bærbuskene. 

Læs også: Fem svenske perler på Gotland