Fem svenske perler på Gotland

Øen Gotland midt i Østersøen er storslået natur, spændende historie og storbysmarte restauranter og caféer – og et yndet feriemål.

"Jeg har en stor kærlighed til øen" siger den svenske forfatter Mari Jungstedt, hvis krimier foregår på Gotland. Fold sammen
Læs mere
Foto: Beatrice Lundborg

1. Jungstedts Gotland

Hvor: Gotland
Hvad: Øen set med krimiøjne

Den svenske forfatter Mari Jungstedts krimier foregår på Gotland. Her har hun og hendes familie, der til daglig bor i Stockholm, deres sommerhus, og når forfatteren viser rundt på øen, så skinner hendes begejstring igennem. »Jeg har en stor kærlighed til øen. Hvis min mand en dag spurgte, om vi ikke skulle købe en lille gård på øen og flytte herover, så ville jeg sige ja på stedet,« siger Mari Jungstedt. Hun peger bl.a. på Warfsdolm Pensionat ved Klintehamn som et af sine yndlingssteder.

Det er en romantisk træbygning, der ligger lige ud til vandet. Man kan spise på terrassen omgivet af træer og kigge ud over vandet, og i højsæsonen er her fest til langt ud på sommernatten. Mordet i Jungstedt krimi »Den inderste kreds« finder sted her. I Visby anbefaler Jungstedt, at man ser domkirken og Klinten over kirken, hvor de romantiske gamle peberkagehuse i træ ligger side om side. Her bliver liget af galleristen i hendes krimi »Den døende dandy« fundet hængende i Dahlmannsporten! Hendes sidste tip: Stranden Norsta Auren ved Skär på spidsen af Fårö. »Der findes ikke noget bedre. Lyset og det fuldstændig klare vand gør, at man tror, at man er på Bali
www.jungstedtsgotland.se

2. Spis Gotland

Hvad: Cafe/restaurant/mad
Hvor: Visby/Gotland

»Färsk gotländsk sparris med citronsmör & hyvlad parmesan.« Gæsten kigger et par sekunder uforstående på tjeneren, og så går det op for ham, at »sparris« er grønne asparges. Packhuskälleren i Strandgatan 16 ligger i et af byens gamle pakhuse og kan anbefales. Stedet er hyggeligt og rustikt. Aftenmenuen tilbyder bl.a. grønne asparges (95 svenske kroner) og gotlandsk lammefilet (189 svenske kroner). Et glimrende glas vin kostede 68 svenske kroner.

Det er tydeligt, at der kommer mange turister, og at mange af dem kommer fra Stockholm. Restauranter, caféer og specialbutikker er smarte på den storbyagtige måde. Og udvalget og bredden er stor. Man kan gå på creperie Strykjärnet på Wallersplats 3. Navnet skyldes formen på det hus, som restauranten ligger i. Det er et charmerende sted med både mad- og dessertpandekager eller man kan gå på det super trendy Wisby Deli ved Stora Torget. Byen har også en række dyrere restauranter, hvor man bruger øens egne råvarer, fisk, grøntsager og lammekød. Gotland gør også et stort nummer ud af alle de lokaltproducerede rå- og fødevarer. Bl.a. hjemmebagerier, gårdmejerier, fiskebutikker og gårdsalg af grøntsager og lammekød.
www.godagotland.se

3. Ikke en lyd at høre

Hvad: Gotska Sandön
Hvor: Nord for Gotland

»Og så rejser folk om på den anden side af jorden for at komme til strande, som ikke er halvt så smukke, tænkte Karin. Hun lod håndklædet falde ned på stranden og løb ud i vandet.« Den svenske forfatter Mari Jungstedt har i sin seneste krimi »I denne søde sommertid« henlagt en del af handlingen til Gotska Sandön, som ligger to timers sejlads nord for Gotland. Det er her, at kriminalbetjenten fra Visby, Karin Jacobsson, finder løsningen på mordgåden, og mens hun er på øen, betages hun af dens smukke landskaber og kilometervis af strande med fint, hvidt sand. Gotska Sandön er svensk nationalpark, og her finder man enestående landskaber med hvide sandstrande, vandreklitter, strandenge, nåle- og løvskov.

Har man det som cirkusdirektøren, der beder om »största möjliga tystnad«, så er Gotska Sandön stedet. Her er ingen biler, ingen butikker og ingen restauranter. Der er overnatningsmuligheder, vandrehjem, hytter og telte, man kan leje, men man skal selv tage mad med til turen, for her er nul butikker. Der er fine vandreture både langs kysten og ind over øen, der er 12 km lang og har en omkreds på 30 km. Man kan bl.a. se sæler og masser af fuglearter, bl.a. sildemåge og havørn.
www.gotskasandon.se

Næste: 2 perler mere: Bed & breakfast + UNESCO