Fem hippe i Amsterdam

De Pijp er Amsterdams nye latinerkvarter. Den afslappede atmosfære trækker døgnet rundt folk til anderledes oplevelser.

Albert Cuyp-marked. Fold sammen
Læs mere
Foto: Elsebeth Mouritzen
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

1. Markedsstemning

Hvad: Albert Cuyp-marked
Hvor:
Albert Cuypstraat

Hvis man ikke bor i bydelen, holder sporvognslinje 16 fra Centraal-stationen lige i hjertet af De Pijp, som er Hollands svar på københavnske Nørre- og Vesterbro, og ligesom herhjemme er befolket af studerende og kunstnere, børnefamilier og indvandrere.

Kvarterets originale stemning er intakt på det 100 år gamle Albert Cuypmarkt, opkaldt efter en maler fra 1600-tallet. Det er De Pijps mest folkelige attraktion, hvor der dagligt nemt går 20.000 mennesker forbi de 260 boder, primært med blomster og fødevarer, men også billigt tøj og tingeltangel, så der er gang i handlen med alt fra gouda og stroopwafel til tulipaner og træsko mandag-lørdag, kl. 9-17.

Kommer man for tidligt, er der kun et kvarters spadseretur sydpå til P.L. Taakstraat, hvor der ligger nogle perler af art deco-byggeri i hele kvarteret, opført i 1920erne som boliger for arbejdere i den nærvedliggende diamant- og bryggeri-branche.

2. Formiddagskaffe

Hvad: Caféer og konditori
Hvor:
Hoved- og sidegader

De Wasserette på hjørnet af Eerste van der Helststraat (nr. 27) er med sin gode kaffe fra kl. halv otte om morgenen så populær et hangout for de unge hippe, at de tit bliver hængende til frokost.

Kofi-T et stykke nede ad Ferdinand Bolstraat – i nr. 149 – er kåret som en af Amsterdams bedste espressobarer, hvor der males og brygges på Buscaglione-bønner fra kvart over otte, men man kan også få både cappucino og café latte.

Til gengæld skal den søde tand være klar i Konditorei De Taart van m’n Tante, Ferdinand Bolstraat 10, som specialiserer sig i de vildeste udsmykkede lagkager på bestilling, mens tærterne til formiddagskaffen er mere beherskede; dog ikke mindre velsmagende.

Vil man bare købe lidt med hjem til hotellet, laver Poptasi Pastry, Gerard Donstraat 103, sin egen udgave af de populære franske macaroons.

3. Frokostshopping

Hvad: Tøj og tilbehør
Hvor: Udenfor markedsboderne

Cotton Cake i Eerste van der Helststraat nr. 76 tiltaler kvinder med sin blanding af feminint modetøj og en lille kaffebar, der også har te og sandwiches, fra kl. 10.

Good Genes, Albert Cuypstraat 33-35, sælger hipsterjeans fra The Bronx blandet med alpaca-strik fra Peru og skræddersyede jakker, og vil man stille sulten på samme strøg, er der Nobu-inspireret køkken hos Izakaya skråt overfor, i Albert Cuypstraat 2-6.

Man kan forfine sine egne køkkenfærdigheder hos Amsterdams svar på Skjalm P, Duikelman rundt om hjørnet af Ferdinand Bolstraat i nr. 66-68, og skal det bare være lidt lidt hipt og afslappet, har Charlie & Mary, Gerard Donstraat 84, både tøj og interiør til den bæredygtige studenterhybel.

Det er et godt område for second hand-indkøb. Carnaby Street på Albert Cuypstraat 99 (midt på markedet) har fund til kvinder fra 60-80erne, mens Appel67 har både interiør og modetøj, nyt og vintage, til begge køn på 2e Jacob van Campenstraat 1.

4. Lækkersulten

Hvad: Restauranter
Hvor:
Hoved- og sidegader

Bazar på Albert Cuypstraat 182, kan nemt overses, fordi den ligger bag boderne, men den tidligere reformationskirke lever op til sit nye navn med et miks af nordafrikansk og mellemøstlig mad fra frokost til sen aften.

Noget lignende fås i Mamouche, Quellijnstraat 104, som har været populær i mange år for sit marokkanske køkken under indflydelse af vesteuropæisk smag.

Skal sagen være bøf, har Time Out-byguiden kåret The Butcher i nr. 129 på markedsgaden som Amsterdams bedste burgerjoint.

Firma Pekelharing, Van Woustraat 127-129, serverer fransk og italiensk mad fra det åbne køkken i næsten-nordisk indretning til rimelige priser indtil midnat – ligesom naboerne Juuls og Braque i Albert Cuypstraat 19 og 29 i mere klassiske lokaler.

Skal middagen have stjernedrys, serverer Le Restaurant Michelin-anerkendt cuisine, men man kan ikke gå direkte ind fra gaden i Tweede Jan-Steenstratt 3; der er op til flere måneders ventetid på bord.

5. Natteravne

Hvad: Øl-, vin- og cocktailbarer
Hvor:
Sidegader og skyhøjde

Når boderne lukker kl. 17, kommer der liv i de mange barer her – ikke mindst i sidegaderne – og bydelen skifter karakter.

Café Flamingo Bar, Eerste van der Helststraat 37, lige på hjørnet af markedet, er kendt for sit imponerende udvalg af øl, men har også vin og drinks. Her er i øvrigt også åbent i løbet af dagen.

Kingfisher, Ferdinand Bolstraat 24, er måske den populæreste bar, indrettet som amerikansk 1950er-diner med hiphop, R&B og soul i højttalerne.

Og så kan man ikke sige Amsterdam uden at sige »stærk tobak«, som er legalt i udvalgte coffeehouses, og her har De Pijp haft sin egen, Katsu, i Eerste van der Heltstraat 70 siden 1985.

Skal det være mere straight, er Wijnbar Boelen & Boelen en af Amsterdams første af slagsen med servering indtil midnat, men også bistromad mellem kl. 18 og 22, og Twentythird, Ferdinand Bolstraat 333, er luksushotellet Okuras prisbelønnede sky-bar med cocktails på 23.etage.