Fem eventyr på Borneo

Der er mange eventyrlige grunde til at rejse til verdens tredjestørste ø, Borneo. Vi har besøgt den malaysiske stat Sarawak på Borneo og fundet fem af dem.

Rejseliv imported photo
Udsigt ud over Sarawak-floden, der løber gennem Borneos største by, Kuching. Fold sammen
Læs mere
Foto: Gitte Holtze

Dengang Tiyon var barn, spillede han fodbold ligesom alle andre små drenge.

Næste: 'Abefest' og 'Luksus i junglen'

1. Et hoved kortere
Men til forskel fra børn i Danmark, der tonsede rundt på villaveje og græsplæner efter en læder- eller plasticbold, skød Tiyon til måls med et indtørret menneskehoved. Tiyon er Iban, født ind i den ældgamle stamme, der har levet på Borneo i mange hundrede år, og som tidligere var frygtet for deres kompromisløse jagt på fjender, og som gav dem tilnavnet hovedjægere.

Med den vestlige civilisations opdukken blev al form for halshugning forbudt midt i 1800-tallet og bortset fra en episode omkring 2. Verdenskrig, hvor Iban-folket fik lov at drive nogle japanere ud af landet, har Iban-stammen ikke slæbt fjendtlige hoveder med hjem siden dengang.

Men de, der allerede var hængt op hjemme i landsbyen som trofæer, blev ikke smidt ud og kom altså for nogens vedkommende senere til at agere fodbold. 

I dag er den nu 38-årige Tiyon guide på ture til sin landsby. Den ligger langt fra den moderne tilværelse, han i dag fører i Kuching, både mentalt og rent geografisk – fem timers kørsel ad hullede veje, derefter halvanden times sejlads ad floden Delok i traditionelle longboats – lavbundede og med plads til fire på rad og række – før man er fremme ved landsbyen Nanga Sumpa.

Iban-stammen bor stadig i de traditionelle long houses, der består af én lang gang, som bruges til fælles formål, og med døre side om side, bag hvilke Iban-stammens medlemmer fører deres privatliv.

Som besøgende møder man dem ude på gangen. Bliver placeret på rad og række og får instruks om ikke at strække benene frem, for det er uhøfligt at vise fodsålerne, og så drikker man et glas risvin og konverserer høfligt med høvdingen. Tiyon oversætter, for høvdingen, der er 85 år, kan ikke et ord engelsk.

Til gengæld kan han godt smile stort, når man afleverer de gaver, man har medbragt, og selv om landsbyens kvinder bliver sat til at fordele sæbe, shampoo, slikkepinde og farveblyanter, så alle får lige meget, holder han et skarpt øje med, at fordelingen går retfærdigt til. Måske for fredens skyld, for bliver der senere stridigheder, er det hans job som høvding at tage sig af disse.

Høvdingen er helt i stil med den moderne civilisations indtog selv her langt ude i junglen iført en T-shirt fra Nike og blå løbeshorts. Men han er også pyntet med tatoveringer. For hos Iban-stammen pryder man sin krop med forskellige symboler, der fortæller om den enkeltes rejser og bedrifter, og jo flere man har, jo mere respekt aftvinger man. Høvdingen har masser.

Efter en times tid er besøgstiden forbi og man må famle sig vej gennem det kulsorte junglemørke over på den anden side af floden, hvor en primitiv, men ganske velfungerende lodge er bygget, sådan at turister, der kommer her, ikke skal sove hos Iban-stammen. Det gjorde de tidligere, men et par voldsomme sammenstød mellem kulturerne gennem tiden har betydet, at det er bedst for alle parter at lade vestlige turister sove sammen med vestlige turister.

En tur ind i junglen er ikke kun et kig ind i Iban-stammens liv, det er også en oplevelse af den regnskov, som dækker 50 procent af Borneo. Først til fods, dernæst ad floden, som i denne del af verden er den eneste form for vej, der findes, og som foretages i longboats.

Nogle steder er floderne så lavbundede, at det unge Iban-medlem, der fungerer som kaptajn, må ud at skubbe. Men dette er deres hjemmebane og de ved præcis, hvor de skal styre hen for at undgå for mange af den slags uplanlagte stop på turen.

Et planlagt stop er ved et smukt vandfald, hvor Tiyon og de unge mænd tryller et formidabelt måltid frem. Ris dampet i store bambusrør, som undervejs på sejlturen er blevet hugget ned fra regnskoven og skyllet rene i floden. Kylling – som i går formentlig spankulerede levende rundt i støvet i Nanga Sumpa – stegt på et interimistisk bål, og grøntsager, som er hevet op af landsbyens baghave, krydret med laurbær og lime og også dampet i bambusrør.

Det smager himmelsk. Og det er en stor oplevelse at spise den slags hjemmelavet mad, her langt ude i junglen med udsigt til flod og utæmmet jungle og i selskab med efterkommerne af en stamme, man engang ikke kunne møde uden at blive et hoved kortere.
Selv om mange turister har været her før og mange vil komme efter, føler man alligevel, at man oplever noget helt unikt.


Næste: 'Abefest' og 'Luksus i junglen'