Fem europæiske lande du aldrig har hørt om

Danmark er et lille land – men en gigant i forhold til disse fem lande. Fra republikken Kugelmugel til kongeriget Sealand, hvor man kan købe sig til en adelstitel.

Det lille land Seborga i den nordlige del af Italien har en historie, der strækker sig flere end 1.000 år tilbage i tiden. Fold sammen
Læs mere

Seborga, Italien

På den norditalienske middelhavskyst, ganske tæt på grænsen til Frankrig, ligger det blot 5 kvadratkilometer store land Seborga, der regeres af en prins. Godt nok af en folkevalgt prins, men alligevel.

Seborgas historie strækker sig tilbage til 954, hvor fyrsten af Ventimiglia overgav en lille bid af sit fyrstedømme til Benediktiner-munkeordenen, da den grundlagde et kloster på stedet. I 1079 fik klostrets abbeder titel af Prins af Det Hellige Romerrige (en sammenslutning af lande i Vest- og Centraleuropa med Tyskland som centrum).

Herefter er der en masse rod omkring det lille lands status mellem skiftende fyrstehuse og politiske alliancer, indtil Seborga i 1729 blev annekteret af kongeriget Savoyen og siden, i 1861, blev opslugt under Italiens samling.

Dette historiske roderi fik i 1960erne Giorgio Carbone, der var leder af det lokale blomsterdyrknings-kooperativ, til at plædere for, at Seborga atter skulle være selvstændigt, idet – hævdede han – der ikke lå nogle dokumenter, der kunne bevise, at landet frivilligt havde opgivet sin selvstændighed.

Hans synspunkter vandt gehør blandt de lokale, der erklærede området for selvstændigt og kårede Carbone til Prins Giorgio I.

I vore dage vælges prinsen for syv år ad gangen, og alle indbyggere i Seborga kan stille op – ligesom de kan stille op til posterne som statsminister, udenrigsminister etc.

Og Italien? Jo, her tager man det stille og roligt, idet Seborga har accepteret stadig at være underlagt italiensk lovgivning, og at indbyggerne skal betale skat til Italien.

Skønt ”selvstændigheden” dermed mest er for et syns skyld, så har den betydet en stor vækst i turismen, ligesom Seborga har en del indtægter ved at sælge landets egne mønter og frimærker til samlere. Se Seborga officielle hjemmeside her.


Moresnet, Belgien

Her bliver det lidt mærkeligt, idet landet ikke findes længere, men stadig rummer en hovedstad.

Det lillebitte land på 3,5 kvadratkilometer opstod i 1816, da man skulle tegne nye grænser gennem Europa efter Napoleons fald.

Her kunne Nederlandene og Prøjsen ikke blive enige om det lille Moresnet-område, hvor der lå en zink-mine, som begge lande ville have fingre i. På det tidspunkt var Bristol i England det eneste sted, hvor der blev udvundet zink, der bl.a. bruges i forbindelse med fremstillingen af messing, og både Nederlandene og Prøjsen ville bryde det engelske monopol.

Man aftalte derfor at dele Moresnet-området i tre: En del til Nederlandene og en del til Prøjsen, mens den sidste del – den med minen og landsbyen lige ved – skulle være neutralt område. Man oprettede derefter en fælles administration, som skulle sikre, at begge lande fik nytte af minen. I 1830, da Belgien brød ud af Nederlandene, overgik området til belgierne.

Gennem årene voksede indbyggertallet i Moresnet til næsten 5.000. Udover at der var arbejde at få i minen, var der flere fordele ved at bo her; bl.a. at man ikke betalte ret meget i skat, at minen havde både skoler og et hospital samt – ikke mindst – at man ikke var underlagt militærtjeneste.

Det holdt dog kun til hhv. 1854 og 1874, hvor først Belgien og siden Prøjsen fastslog, at det kun var folk, der var født i området, og ikke tilflyttere, der var fritaget for militærtjeneste.

I 1885 var der ikke mere at hente i minen, og så blev fremtiden usikker. Under Første Verdenskrig så man stort på områdets neutralitet, og tyskerne tog Moresnet med i købet, da de rykkede mod vest. Ved krigsafslutningen i 1918 blev det afgjort, at området fremover tilhørte Belgien.

I dag er det eneste minde efter det lille land 50 grænsepæle, der viser, hvor det lå.

Og så er der lige det med hovedstaden.

I 1908 var en lokal læge meget optaget af det nye ”verdenssprog” esperanto, og ved en international esperantokongres i Dresden samme år udnævnte man Moresnet til esperantoens hovedstad. Den status overgik siden til byen Kelmis, der nu er vokset ind over det tidligere Moresnet-område.


Kugelmugel, Østrig

Dette må simpelthen være verdens mindste land.

Republikken Kugelmugel består blot af en stor beboelses-kugle med en diameter på otte meter og har blot en enkelt indbygger – præsidenten Edwin Lipburger. Og han lever oven i købet i eksil, tvunget ud af sit land.

Lipburger, der er kunstner, byggede i 1984 kuglen ude på landet i den sydlige del af Østrig, men da han ikke havde nogen byggetilladelse, forlangte de lokale myndigheder, at han fjernede den igen. Hans modsvar var at erklære kuglehuset for en selvstændig stat og udnævne sig selv til præsident.

Det var i princippet meget sjovt, men da han nægtede at betale skat og også begyndte at trykke sine egne frimærker og sælge dem, blev han idømt en fængselsdom for bedrageri. Han blev dog benådet af sin kollega, den østrigske præsident.

Kuglen blev herefter beslaglagt og flyttet til Prater-parken i Wien, hvor den nu kan beses og er blevet noget af en turistattraktion. Den er dog omgivet af pigtråd for at forhindre bosættelser.

Læs mere (på tysk) her.


Uzupis, Litauen

Her er der nok mere tale om en fristad i stil med vor hjemlige Christiania, selv om det ikke var forbilledet, end et egentligt land.

Užupio Res Publika, der dengang var byens fattigste og mest forfaldne område, er ikke besat område – indbyggerne har på normal vis købt husene og grundene. I dag bor her fortrinsvis kunstnere og folk fra de kreative brancher.

Užupio Res Publika, der ligger i Uzupio-kvarteret i den litauiske hovedstad Vilnius, blev erklæret selvstændig republik i 1998 af en gruppe lokale kunstnere, der drømte om at skabe et boheme-fristed ala 1920erne Montmartre i Paris.

Užupis har sin egen præsident og ministre, blandt andre en udenrigsminister, som varetager kontakten til det øvrige Vilnius og Litauen.

Der er en forfatning med 41 paragraffer, som ikke handler om, hvad man skal, men hvad man har ret til. Som for eksempel: »Alle har ret til varmt vand, opvarmning om vinteren og et tækket tag«. »Alle har ret til at dø, men det er ikke en pligt«. »Alle har ret til at lave fejl« og »En hund har ret til at være en hund«. Du kan se Užupio Res Publikas facebook-side her


Sealand, Storbritannien

Har du altid drømt om at blive en ægte engelsk lord?

Så kan det sagtens lade sig gøre – næsten da. Du kan nemlig købe dig til en adelstitel i det lille kongerige Sealand, der ligger på en gammel forsvarsplatform fra Anden Verdenskrig 13 km ud fra kysten ved Suffolk i Storbritannien.

Sealand er blot 0,025 kvadratkilometer stor, men har haft en dramatisk historie.

I 1967 besatte Paddy Roy Bates og hans familie platformen for at lave en piratradio der – den slags var meget populære i 1960erne. Der var godt nok nogle andre radiofolk i forvejen, men dem fik han presset væk.

Næste konflikt opstod året efter, da Bates oppe fra platformen skød efter nogle britiske arbejdere, der skulle ud og foretage nogle reparationer på en navigationsbøje i nærheden. Bates blev stedt for en domstol, men eftersom platformen lå uden for britisk territorialfarvand, beslutte domstolen, at den ikke havde myndighed til at føre sag mod Bates.

I 1975 tog Bates så det næste skridt og erklærede platformen for en selvstændig nation med navnet Sealand, og han udnævnte sig selv til konge. Der blev udformet en forfatning, i hvilken der blev indført arvefølge, der blev lavet en nationalsang og der blev designet et flag. Mere alvorligt så indførte Bates også en valuta og begyndte at udstede pas.

I 1978 var Bates-familien på besøg i England, og det benyttede tyske Alexander Achenbach, der var Sealands premierminister, til at begå et statskup. Han havde hyret en række tyske og hollandske lejesoldater, som stormede platformen og tog Bates’ søn, Michael som gidsel.

Det lykkes Bates, der selv var tidligere militærmand, at tilbageerobre platformen, og han anklagede nu den tilfangetagne Achenbach for landsforræderi og krævede 250.000 kr. i erstatning.

Briterne sagde, at de ikke ville rodes ind i sagen – med henvisning til afgørelsen fra 1968 – og først efter at en tysk diplomat tog til Sealand og forhandlede med Bates, blev Achenbach frigivet og landsforvist.

I 1987 udvidede Storbritannien i lighed med andre lande sine territorialfarvande, så Sealand nu reelt ligger inden for britisk jurisdiktion.
Det betød blandt andet, at man i 1997 kunne presse Bates til at ugyldiggøre de ca. 150.000 pas, han havde udstedt og solgt, og hvoraf mange var blevet brugt i forbindelse med forskellige forbrydelser.

Roy Bates døde i 2012, hvorefter Michae, overtog kongetitlen. Og hans søn, James, er nu kronprins af Sealand.

Du kan læse mere om Sealand, og eventuelt købe en adelstitel her.

Denne artikel er blevet til i samarbejde med flysøgemaskinen skyscanner