Fejr nytår over Antarktis i jumbojet

Stig ombord i luftens kæmpe Airbus 380 og oplev både Sydpolen og se solen stå op i 2010 som de første

Foto: www.antarcticaflights.com.au

Flyet, der skal udføre flyveturen over Antarktis, er fra det australske flyselskab Qantas, og det letter fra Sydney nytårsaftens dag.

Det er selskabet Antarctica Sightseeing, der arrangerer turene over Antarktis. Siden 1994 er sightseeingen foregået med den "almindelige" jumbo Boeing 747, men nu er det altså den nye superjumbo, A380, der skal til Sydpolen.

Læs også: Færre turister til pingvinerne

Rejsen starter i Sydney og man mellemlander i Melbourne for at tage flere passagerer ombord, inden kursen sættes mod Sydpolen.

Selve flyvningen udføres i mønstre over Antarktis i cirka fire timer, inden flyet returnerer til Australien. Vejret over Antarktis kan være dårligt, men eftersom der ikke er anden flytrafik, kan kaptajnen vælge mellem 19 forskellige ruter for at finde de bedste forhold.

Under flyturen vil polareksperter fortælle om Sydpolens tilstand og historie, der bliver vist videoer af livet på polen og et kamera i cockpittet sørger for, at du ser det samme som piloterne.

Rejsen koster fra ca. 5.000 kr. for et midtersæde på økonomiklasse og op til ca. 30.000 kr. på første klasse. Men alle får noget ud af det, fastslår marketingchefen for Antarctica Sightseeing. "Der er feststemning ombord, og folk går rundt og bytter plads en gang i mellem, så alle får set noget," siger hun til bladet The Age.

Har du andre planer nytårsaften, så fortvivl ikke. Turene gentages 14. januar og 14. februar.

http://www.antarcticaflights.com.au/