Familietur i vildmarken

I nationalparken Joshua Tree i Californien er der kæmpesten, der ligner dødningehoveder, og et væld af ørkendyr, som man kan komme helt tæt på – hvis man tør!

11REJJOSHUA-102956.jpg
Der findes et væld af kortere vandreture i Joshua Tree National Park, som gør det nemt at udforske parken og komme tæt på planter, træer og af og til de dyr, der lever i naturen. Her er vi på den to kilometer lange rundtur til Barker Dam, der i sin tid blev bygget af kvægavlere.
Læs mere
Fold sammen

I vejkanten står sære, forvredne træer. De ligner sære skabninger fra en anden verden, dansende galninge, som strækker armene mod himlen. Måske i bøn for at slippe for den nådesløse sol. Måske i evig tak for at stå solidt plantet i en rå, uspoleret ørken langt fra de ottesporede motorveje, forlystelsesparker med vokseværk og fortravlede folk, der stresser rundt blot et par timers kørsel mod vest. For herude i ørkenen er verden en anden. Her er stille. Her er store, golde plateauer, forunderlige klippeformationer og de underlige træer, der giver nationalparken sit navn.

Joshua Tree National Park ligger i Californien. Min familie og jeg er på vej ind i nationalparken for at opleve ørkenen på tæt hold – for mens den kan se død og hed ud på overfladen, så er her masser af liv: Biller, slanger, skorpioner, edderkopper, ørne, ørkenskildpadder, kængururotter og rigeligt med prærieulve. Vi har pakket teltet, som vi slår op på campingpladsen Jumbo Rocks, så vi kan opleve naturen både dag og nat. Det er en lidt primitiv, men meget bekvem plads. Her er rigeligt med plads til vores sekspersonerstelt, og der er et picnicbord i træ med bænke og en bålplads, som vi kan gøre brug af. Og så åbenbarer den fantastiske natur sig lige uden for teltåbningen.

Vi er taget til Joshua Tree med et klart formål: Min fireårige søn, Silas, håber på at blive udnævnt til ’junior park ranger’, når turen er ovre. Men selvom han tager titlen som junior park ranger umådeligt højtideligt, er der også plads til leg. På vej ind i nationalparken gør vi holdt ved et Visitor Center. Sådan et er der mindst ét af i alle USA’s nationalparker, og de er altid et besøg værd. Her er udstillinger om dyr, planter og geologi, bøger, kort og souvenirs, og så er der parkbetjente, ’park rangers’, der kender området ud og ind og kan komme med gode råd om vandreture, oplevelser, naturen og alt muligt andet.

Vi overnatter på campingpladsen Jumbo Rocks. Her kræver det ikke mange skridt væk fra teltet, før vi er midt i naturen og omgivet af ørkenen, der er lige til at gå på opdagelse i. Fold sammen
Læs mere

I centeret får vi en gratis junior ranger-bog. Den er fyldt med information om dyr, planter og om parken generelt. Og så indeholder den en række opgaver, der er inddelt efter alder. Løser Silas opgaverne, får han et junior ranger-skilt og et diplom, der beviser, at han er en ægte junior ranger. Og sådan et vil han meget gerne have. For os voksne er det samtidig fint at have et formål, når vi har de små med på naturvandring. Så har vi en fælles mission, som bidrager med underholdning til os alle.

Tæt på klapperslangen

Der findes tre større ørkenområder i Nordamerika, og Joshua Tree National Park ligger i to af dem: Mojaveørkenen og Sonoraørkenen. Da den første ligger højt, og den anden ligger lavt, er de to ret forskellige ørkener med hver deres kendetegn og flora. Efter at have slået lejr, hopper vi i bilen og kører en tur rundt i parken. Her er masser af steder, hvor det er oplagt at stige ud og tage et nærmere kig på naturen. Vi bevæger os i samlet flok ud på de fine stier, der snor sig ind i vildmarken. Vi stopper op ved Split Rock, en massiv klippeblok, der er flækket på midten. Stien er klart markeret, og vi når ikke langt ned ad den – ned mellem klippeblokke, tørre buske og kaktusser – før jeg hører en velkendt ørkenlyd, der får mig til at stoppe brat op. Det er en høj, raslende lyd. Helt tæt på. Jeg vender mig om. Silas står to meter bag mig og studerer sin ranger-bog. I en lille busk mindre end en halv meter fra ham kryber en fed klapperslange. Klapperslanger klaprer, når de føler sig truet. Det er deres måde at advare på: Kom væk, eller jeg bider.

Læs også: Djævleræs i 3.000 meters højde

Silas har ikke opdaget slangen. Jeg siger til ham, at han skal komme over til mig. Det gør han, og jeg peger på klapperslangen, der kryber rundt i busken. Han er imponeret. Men uden at være bange. Han kigger i sin ranger-bog, hvor en af opgaverne er at sætte kryds ud for de dyr, som man får øje på undervejs på sin tur gennem vildmarken. Der er bl.a. billeder af en fugleedderkop, en ørkenskildpadde, en prærieulv, en skorpion og en kængururotte. Som dagen går, bliver der sat flere og flere krydser i den lille bog.

Et kæmpe dødningehoved

Ranger-bogen er en fin guide for hele familien. Her er forskellige opgaver, der tvinger både store og små til at stoppe op og sætte tempoet ned. Og allerhelst sammen. En af opgaverne lyder på at sidde på en varm sten, og lade som om man er et af de firben, der piler rundt i landskabet. En anden opgaver lyder på, at vi skal notere, hvad vi kan se, når vi kigger ud over landskabet, og hvad vi kan høre, når vi lukker øjnene. Og en tredje går ud på at mærke efter, hvordan klippen føles, når vi lader fingerspidserne glide hen over den. Vi går ind og ud mellem kaktusser og klipper, mens vi forsøger at identificere de forskellige planter og småkravl, vi støder på. Det er som en skattejagt i naturen. Jeg tror næsten, jeg har det lige så sjovt som Silas.

Vi finder junior ranger-bogen frem igen og igen på vandreturene for at identificere de forskellige blomster, kaktusser, træer og buske, vi kommer forbi. Bogen sætter tempoet ned og får de små vandreture til at minde om skattejagter. Fold sammen
Læs mere

Hen under aftenen vandrer vi afsted fra teltet mod en stor sten, der ser ud som et kranium. Skull Rock bliver den kaldt. Undervejs stopper vi for at identificere de planter, buske og små træer, som vi kommer forbi. Hver gang vi ser noget nyt, sætter Silas sig på stien og krydser af i bogen. Da vi når frem til Skull Rock, står solen lavt på himlen. Klippen ligner ganske rigtigt et stort dødningehoved.

Under nattens stjerner

Skyggerne er blevet lange, da vi når tilbage til teltet. Temperaturen er dalet, og det føles godt. Mens vi laver aftensmad, sætter solnedgangen de røde klipper i brand. Snart myldrer stjernerne frem på himlen på den der fantastiske måde, man kun er vidne til, når man er i en ørken. Helt ned til horisonten funkler de klart. Månen lyser så klart, at vi alle kaster lange skygger.

Læs også: Mauritius' frodige hjørne

Der er tid til endnu et eventyr, inden dagen er forbi. Det tager kun to minutter, før det føles, som om vi er alene i ørkenvildnisset. Men det er vi selvfølgelig ikke. For det er nu, når natten falder på, at en stor del af parkens dyr vågner til dåd.

Skull Rock er et af parkens mest populære stop. Det er regndråber, der med tiden har eroderet granitten og skabt det, der ligner to øjne. Man kan køre direkte til klippen – eller man kan tage den omtrent to kilometer lange vandretur fra Jumbo Rocks. Fold sammen
Læs mere

Næste morgen vågner vi ved, at solen bager ind i teltet. Morgenluften er lun, og der er en let brise.

Vi pakker sammen, sætter kursen mod vest og Stillehavet. Men ikke før vi har været et smut forbi Visitor Center. Her rækker Silas sin junior ranger-bog til en af parkbetjentene, der bladrer den igennem. Der er ingen rigtige eller forkerte svar, blot opgaver, der gør opmærksom på naturen og på dyrene. Så da parkbetjenten ser, at Silas har været i gang med alle opgaverne, smiler han stort og siger tillykke. Han underskriver bogen og rækker Silas et lille skilt, som han stolt sætter på sin T-shirt. Det er guldfarvet. Lavet i det pureste plastic. Han er nu junior ranger. Og han elsker det.