Familieferie på toppen af Alperne

Det er grænseoverskridende for en hønemor at se sit barn bevæge sig ud over afgrunden. Men det er en forrygende oplevelse for alle aldre at udfordre sig selv og hinanden i de østrigske alper.

Foto: Susser Feit

Min 13-årige datters røde jakke fortaber sig ubønhørligt i tågen. Hun balancerer på en hylende tynd stålwire, mens hun uden tøven træder ud over afgrunden.

Læs også: Østrig i tre bidder

Den ene fod foran den anden, bid for bid, mens jeg kiler neglene ind i bjergsiden, hiver efter vejret og undertrykker et »Neiiiij, vent!«
For selv om hun også har en wire at holde fast i med hænderne, er det voldsomt grænseoverskridende for min indre hønemor: Der er langt ned, og bjergsiden er både stejl, grå og ubønhørlig hård.

Jeg kan ikke engang krydse fingre for hendes færd, sådan som jeg hænger her i en akavet stilling med hænderne knuget om hvert sit fremspring i bjergvæggen.

Jeg beder i stedet til, at det går godt, mens jeg spekulerer på, hvornår – og hvorfor – i alverden jeg dog fik den idé at tage min dyrebare unge med på dette eventyr? En ferie, hvor vi skulle styrke vores form, få frisk luft og prøve kræfter med bjergsportens mange facetter, skulle det være.
Og hele molevitten så indbydende og nemt ud på de solbeskinnede billeder på hjemmesiden.

Jeg skal love for, at vi prøver kræfter, heroppe, hvor scenen er sat for et stk. mor og et stk. ung teenager på denne vores allerførste klatretur i bjergene omkring den hyggelige, men mægtig sporty landsby Riezlern i en af det nordlige Østrigs frodige dale.

Vi er heldigvis under vingerne af den lokale bjergskole, der er proppet med trimmede og dygtige guider, som Frank Dreschler, der ledsager, opmuntrer og underviser os i dag. Det er ham, der har valgt ruten op over det to kilometer høje Kanzelwandbjerg, og dermed sendt min datter ud i det uvisse højt over kløften. Om end jeg må medgive, at han indtil nu ikke bragt os i nævneværdig livsfare.

Det er også ham, der instruerer os i brugen af det professionelle udstyr og især de karabinhager, der er essentielle for sikkerheden.
»Lad altid den ene karabinhage sidde, til den anden er fæstnet,« forklarer han, da vi som det allerførste gennemgår grejet.
Det er regel nr. 1, for så falder man nemlig ingen steder. I hvert fald ikke længere, end at man hænger i klatreselen og kan blive hjulpet op igen

Frank er selv adræt som et egern i et bøgetræ. Han har garanteret ikke brug for andet end sine gode støvler, solbriller, kildevand og et stykke tyggegummi på denne strækning, der er kategoriseret som let til middelsvær. 
Men han overholder loyalt alle sikkerhedsregler og passer opmærksomt på min datter, der blander lige dele henrykt smil, gå-på-mod og stor koncentration til den perfekte klatre-cocktail.

Hun hænger som en lille abe på rå klippesider, klikker karabiner, så det er en lyst, trækker sig frem og opefter på klipperne og smyger sig gennem smalle kløfter.

Man kan enten gribe fast i selve bjergsiden eller holde i de stålwirer, der er spændt ud langs hele klatreruten. Det er dem, vi klipser os fast i med karabinerne. Og som jeg af og til slår en armkrog i, mens jeg lige får pusten og hviler skuldrene, der sitrer af anstrengelse.
Bjergbestigning er det ikke. For den afmærkede klatrerute betyder, at du ikke selv skal banke spir ind i klippen og ej heller selv finde din egen vej over bjergene.

Du følger simpelthen en af ruterne, der fås i flere forskellige sværhedsgrader. Fra introduktionsruter, hvor langt de fleste kan være med, til udfordrende klatreruter, der er lange, stejle og svære. De kræver godt med styrke, smidighed og udholdenhed, så begynd hellere med et overkommeligt niveau og nyd den søde rus af »det her kan jeg sagtens klare…« Det er bedre end at hænge smådesperat på en klippefremspring efter en times tid og ønske sit overmod langt væk.

Dagen begynder med en morgentur i Kanzelwandbahn-kabineliften, der løfter os fri af alpebyen Riezlerns lune, pelargoniesmykkede hygge, og lægger til ved panoramarestauranten i 1949 m højde.

Sammen træder vi ud i den sprøde bjergluft heroppe og breder alle herlighederne – hjelme, reb, indviklede klatreseler og karabinhager – ud på platformen. Frank hjælper os i udstyret, mens han forklarer det grundlæggende. Nysgerrige vandrere ser til, mens jeg grubler over, om vi har rodet os ud i noget, vi ikke helt kan overskue.

Snart traver vi op af grusstien til det sted, hvor selve klatreruten op ad bjerget tager sin begyndelse. Vi har 100 højdemeter foran os til Kanzelwandtinden, tæt på grænsen til Tyskland. Der går en meget længere og mere krævende rute bagom bjerget, men denne her er skam storartet for en start...

Det første stykke er ikke spor stejlt, og jeg føler mig mægtig ovenpå. Det føles næsten fjollet at sikre sig med karabinerne. Men det skal jeg lige love for, det ikke gør en halv time senere, hvor vi edderkopper os omkring på næsten lodrette klippevægge, rundt om fremspring og andre rå natur-forekomster, der kræver vores fulde nærvær.

Den bid, der tager prisen, er dér, hvor bjerget går skråt udad, over mig, så jeg fægter med støvlerne efter fodfæste et sted dernede…
»Du kan godt. Bare hold dig fast, til du har fået pusten. Træk vejret roligt, og så afsøger du bjergsiden efter støtte. Din datter er allerede forbi; det gik super fint,« råber Frank muntert til mig. 

Med matte skuldre hæver jeg mig det sidste stykke op over kanten, halvanden time efter starten.
Vi er fremme.
Frank og datteren sludrer afslappet om udsigten heroppe fra toppen i 2059 m højde. Som om sådan en smule bjergklatring var noget i retning af en cykeltur til bageren.

»Skal vi ikke prøve at klatre nedad?« foreslår den unge dame.
Men jeg stemmer på den ganske vist meget længere, men væsentlig lettere. hiking-rute, der går bagom tinden og ned fra toppen. For dagen har endnu flere bjergudfordringer på programmet. 
Man sover godt ovenpå en lang dag i bjergene, hvor man har fået lov at »klatre igennem«. Og aldrig har jeg drømt så meget om karabinhager som efter min debut som bjergklatrende hønemor – nu med et stk. tungt sovende klatretøs ved siden af.

Bjergguidernes 9 gode  råd

1. Sørg for at udrustningen er i orden. Det skal købes eller lejes i en specialforretning. Køb ikke ind hjemmefra, for man ved ikke præcis, hvad man får brug for. Du risikerer at bruge en formue på noget forkert eller købe alt for meget. 

2. Gå aldrig alene, og slet ikke hvis du er begynder og har ansvar for børn. De fleste ulykker sker for fremmede, der ikke kender grundreglerne og undervurderer bjerget.

3. Med god undervisning undgår du at indlære forkerte teknikker, som det er svært at rette sidenhen. 

4. Vælg et ikke for svært område. Mange lægger for frisk ud i lutter begejstring og appetit på projektet. Men hvis det bliver for hårdt, eller man bliver bange, taber man lysten. Især børn mister modet og vil slet ikke mere, hvis det ikke er sjovt.

5. Til udrustningen hører også gode solbriller, stærk solcreme og en hjelm.

6. Man kan klatre i al slags vejr, men det overrasker mange, hvor hurtigt vejret skifter. Spørg altid din hotelvært eller på bjergskolen om bjergvejret, for det er ikke smart at bliver fanget i torden deroppe. Hav altid ekstra tøj med på turen. En let regnjakke og tør T-shirt.

7. Gå tidligt: I bjergene er vejret ofte klarest om formiddagen. Skyer, regn og torden kommer oftest sent på dagen.

8. God planlægning er essentiel: Tænk turen igennem inkl. lifter og vandring, og regn på tidsforbruget, så I ikke står udasede et eller andet sted ved mørkets frembrud uden at kunne nå hjem eller frem til en hytte.

9. Lad Edelweiss og Enzian stå. Det er fredede bjergblomster, og der ses ikke mildt på de, der plukker dem. Og pas på den giftige »Eisenhut«. Tager man fingrene op til munden, efter at have rørt ved den, får man slemme mavesmerter.

Læs også: Sådan får du dit barn til at holde mund på flyrejsen