Få en gratis kør-selv-ferie

Biludlejningsselskab genindfører den populære transferordning, hvor man gratis kunne køre lejebiler »hjem«.

Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

199 kr. for en flybillet til Rom? Fedt! Men hov, det er jo kun for en enkeltbillet...

Hvor mange gange har man ikke oplevet, at den umiddelbare glæde ved et tilsyneladende super flybillet-tilbud er vendt til ærgrelse, når man fandt ud af, at prisen på flyveturen var en en helt anden, når returbilletten skulle regnes med?

Men nu er der gode nyheder til de danskere, der ikke har det helt store ferierejsebudget at gøre godt med, eller som bare er friske på et hurtigt godt tilbud. I hvert fald de af dem, der har kørekort.

Biludlejningsselskabet Budget genopliver nemlig den transferordning, der var meget populær i 1980erne og 90erne. Her susede tusinder af danskere gratis gennem Europa, når de kørte lejebiler rundt til de steder, hvor de skulle bruges. Budget fortæller, at man af og til har behov for at få hentet lejebiler hjem til den udlejningsstation, de tilhører – typisk når forretningsfolk har lejet biler til en envejstur – og derfor tilbyder selskabet nu, at man gratis og med tilskud til både flybillet, brændstof og eventuelle bro- eller vejafgifter kan hente virksomhedens lejebiler hjem. 

"Det koster cirka det samme for os at hente en lejebil hjem på en autotransporter som at lade en kunde hente bilen gratis. Og så vil vi helst gøre en masse glade ved at give dem mulighed for at komme på en gratis tur i en lækker bil et sted i Europa," siger Kasper Gjedsted, administrerende direktør for Budget Biludlejning i Danmark, i en pressemeddelelse.

Hvor bilen skal hentes og afleveres er fastlagt på forhånd, men uanset om den skal hentes i Paris, Berlin eller Rom, så bestemmer man selv, hvornår transfer-turen skal foregå – så længe lejebilen bare afleveres inden det fastsatte tidspunkt, hvor den skal være fremme.

Alle Budgets biler indgår i ordningen, så er man heldig, kan man få den bonusoplevelse, at turen foregår i en af de nye modeller fra et af de store luksusmærker som for eksempel den BMW, der skulle hjem fra Nice i Sydfrankrig i sidste uge, eller den Audi A3, der kunne hentes i Bologna i Norditalien i denne uge.

For at kunne benytte de gratis biler skal man gå ind og like Budgets Biludlejnings Facebook-profil.