Eventyr på 1. klasse

Hurtigrutens tur op langs Grønlands vestkyst hører til en af de helt store rejseoplevelser

Portal af en hvals kæbe. Foto: Jan Hedegaard Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

En eftermiddag i Jakobshavn sad jeg i en af de bløde stole i skibets udsigstsalon og så på de store isbjerge, der af og til driver helt ind i havnen, da der pludselig lød et højt, sprødt smæld og et stort stykke knækkede af isbjerget ret forude.

Læs også: Slut med toldfri varer på rejser til Grønland

Derefter gled det i bølgerne med majestætisk ynde.

Et øjeblik stod det resterende isbjerg stille, mens det knagede og bragede, som et stort træ lige før det vælter.

Den del, der brækkede af, havde forrykket balancen i isbjerget, og i næste øjeblik begyndte havet omkring det at løfte sig, mens isbjerget væltede rundt og sank om og ned på siden. Et imponerende syn, der dannede bølger, som fik vores store skib til at vugge.

Jeg havde ingen anelse om, at isbjerge foretog sig andet end at smelte; at de havde så mange farver, at de lavede lyde, at de flækkede efter forgodtbefindende, og at de tumlede rundt og lavede ravage, men sådan er Grønland fuld af nye oplevelser.

Snup en »Moskusbajer«
At tage på krydstogt langs Grønlands vestkyst med det norske rederi Hurtigrutens adventure-fartøj »MS Fram« er som at være eventyrer på 1. klasse.

Vi går i land på interessante steder langs kysten og vælger selv, hvor strabadserende turene skal være – lige fra et smut i land for at drikke en »Moskusbajer« fra Godthåb Bryghus til vandringer ud i fjeldene og den mægtige grønlandske natur, som man ikke fatter kan være så betagende, før man selv står i den og overvældes af den.

Så er det dejligt bagefter at vende tilbage til skibets varme og forplejning og ens egen hyggeligt indrettede kahyt, hvor der er varme i gulvet på det lille badeværelse.

Jeg fik en meningsfuld dag til søs ud af at sidde i skibets udsigtssalon og læse og fortabe mig i at se på isbjerge, holde øje med en gråsæl på en isflage, der til sidst valgte at smutte ned i havet igen, mens sollyset inde på land faldt på den smukkeste takkede bjergkæde af mægtige fjelde.

Blandt andet gik vi i land på den store ø, Disko, der har sin egen havn, Godhavn.

På grønlandsk: Qeqertarsuaq. Bygden med nogle få hundrede indbyggere i bittesmå huse ligger med en baggrund af mægtige isbjerge på størrelse med skyskraberne på Manhattan, der driver forbi den i bugten lige bag næsset.

Når man kommer i land fra landgangsbroen, træder man fra plankerne og ind på øen gennem en portal dannet af en hvals kæbe. En finere og mere storslået ankomst kan man ikke forlange.

Lidt væk fra porten stod en ældre grønlandsk mand med hjemmelavede souvenirs.

Souvenirs er – ligesom alt andet i Grønland – lammende dyre. (I de lokale butikker kan man til gengæld opleve, at æsker med patroner står lige ved siden af pakker med cornflakes.)

Jeg købte to tupilakker af den ældre mand og fik lidt rabat, efter vi havde snakket venligt frem og tilbage - på dansk.

Tupilakker er små, dæmoniske figurer med et eller flere uhyggelige ansigter skåret ud af rensdyrgevir. Tidligere var materialet hvaltand og oprindelig var tupilakker gengivelser af et ulykkesvæsen, der var knyttet til den grønlandske overtro.

I dag er de trofæer for dem, der har været så heldige at have besøgt Grønland.

Majestætiske isbjerge  

Turens største oplevelse var isfjorden ved Ilulissat, Jakobshavn. Ilulissat betyder »isfjeld«.

Byen er Grønlands tredjestørste med 4.500 indbyggere og har navn efter de isbjerge, der i massevis flyder i havet og jævnligt driver helt ind i havnen.

I Jakobshavn finder man, blandt andet, det rødmalede toetages træhus, der engang var præstegård, og som i dag er museum for Knud Rasmussen.

Fra museet kan man se ned til den smukke trækirke, Zionskirken, fra 1782, hvor Knud Rasmussens far prædikede. Den ligger ud til en lille bugt, Spækbugten, hvor isbjergene flyder rundt med majestætisk selvfølgelighed.

Isfjorden ved Jakobshavn, Kangia, er en attraktion i verdensklasse. De mægtige isfjelde dannes af enorme istykker, der brækker af gletscheren, Sermeq Kujatdleq, der uophørligt skubber indlandsis ud i havet.

I næste række stopper en banke på havbunden ved fjordens udmunding de største isbjerge, der igen stopper de mindre isbjerge, hvilket skaber en 65 kilometer lang fjord fuld af isbjerge. Ikke for ingenting er den med på Unescos verdensarvsliste.

Isfjorden ved Jakobshavn leverer de største isbjerge til Nordatlanten – herunder det skæbnesvangre isbjerg, der forårsagede »Titanic«s undergang.

Et lille skib lagde til på siden af »Fram«, og så sejlede vi ud til isfjordens munding og så Jordens smukkeste og mest imponerende skulpturudstilling af naturskabte isbjerge. Nogle var kolossalt store og andre endnu større – som flydende bjerglandskaber af is.

Når man så bagefter sidder og drikker cola med 5.000 år gammel gletcher-is, føles det næsten som helligbrøde.