I 2012 kan du bo på luksushotel i Kroatien, hvor du altid er sikker på at få den bedste udsigt. Luksushotellet kan nemlig rotere, og det kommer til at dreje 1,3 omgange om dagen.
Læs også: 5-stjernede hoteller til gode priser
Det er det britiske arkitektfirma Studio RHE, der har tegnet luksushotellet, som kommer til at ligge på den kroatiske ø Solta tæt på Split. Det tager 35 minutter at sejle til øen fra Split.
50 suiter i tre etager
Hotellet vil rumme 50 suiter i tre etager, når det står klar, og det vil rotere på et stålfundament. Uden om det roterende hotel vil være en stor svømme-sø, og man vil få udsigt over oliventræs-dækkede bakker og Adiaterhavet. Hotellets gæster vil træde ind i hotellet på et lavere niveau end den roterende bygning.
Der vil også blive en direkte gang-forbindelse til havet, opført i akryl.
"Alle gæster skal kunne nyde den fantastiske udsigt over Adriaterhavet, og det er præcis, hvad de kan med dette projekt," siger arkitekt Richard Hywel Evans.
I tilknytning til hotellet opføres villaer, en scene og en marina med plads til 120 både.