Et cykeleventyr i Taiwan

Den smukke, grønne ø og dens intakte jungle, store nationalparker, høje bjergtoppe og skønne kyst­linje kan med fordel opleves på to hjul.

I Chihshang lokker den lokale karamelbod os til at hoppe af cyklerne. Fold sammen
Læs mere

Med et sus drøner vi ned ad den snoede bjergvej med et grønt bjerg på den ene side og med udsigt over en vidtstrakt dal til den anden. Junglen farer forbi som et grønt vægtæppe med frynser, mens kvækkende frøer, syngende cikader og og kvidrende fugle leverer en øredøvende koncert. Det er ren køreglæde, og vi nyder at være på tur på den tohjulede med rugbrødsmotor – eller nudelmotor, som det vel må være på disse kanter. Tidligere samme dag er vi cyklet ud ad de travle gader i den Taiwanesiske by Hualien. Foran os har vi en uge på cykel og en løs plan om at udforske såvel den centrale Rift Valley som de savtakkede bjerge og den vilde Stillehavskyst.

Det varer ikke længe, før vi har lagt storbyen bag os og kører ad meget småt trafikerede bjergveje og igennem små landsbyer med farverige templer, gravpladser og rismarker. Da vi er drejet fra hovedvejen, er her meget lidt trafik, faktisk ligger de løse hunde og sover midt på vejen og løfter kun dovent hovederne, når vi suser forbi. Bjergvejen er meget kuperet og snor sig som en sort slange gennem det frodige, grønne landskab, og det varer ikke længe, før jeg sætter stor pris på cyklens 27 gear, for vi skal godt nok op og ned ad mange bakker.

Lidt ud på eftermiddagen kommer vi til et vejkryds, hvor skiltningen udelukkende er med kinesiske skrifttegn, og i vildrede kigger vi på et kort, mens vi forsøger at tyde det særprægede alfabet. Med en ordentlig tandbyldslignende bule fyldt med betelnød i den ene kind og et smil på læben stopper en mand sin bil for at komme os til undsætning. Snart har han lavet en lille model af vores rute på vejen med græsstrå, der markerer vejene, og småpinde på tværs for at markere de vejkryds, vi skal være opmærksomme på, og under ivrig gestikuleren forklarer han os, hvilken vej vi skal køre.

Således ledt på rette vej tramper vi videre i pedalerne, gennem små palmelunde og Taiwans riskammer, hvor risen står lysegrøn i terrasselignende marker, forbi små landsbyer med lokale templer og frugtplantager med papaya, ananas, pomelo, mandariner, æbler, pærer, bananer og tomater. Denne dal er så frugtbar, at der dyrkes næsten al tænkelig frugt, og vi smager på noget af det ved en lille vejbod, hvor en pomelo bliver skåret i stykker til os og giver os forfriskende ny energi til benene.

I regnvejr og tusmørke triller vi ind i Ruisui og indlogerer os på et hotel ved de berømte varme kilder, og vi kan bløde de ømme benmuskler op i flere forskellige pools med varmt vand fra den svovllugtende kilde. Med 86 km i benene den første dag begynder vi at fortryde, at vi ikke har trænet til turen, men udelukkende har brugt cyklen på korte ture til supermarkedet det sidste års tid. Vi er helt udmattede og har udviklet en pingvinagtig gangart og må sidde på en pude, efter de mange timer i cykelsadlen. Vi må sande, at fødderne ikke er det værste sted, man kan få gnavesår.

Ad smalle bjergveje

De næste par dage bringer os videre gennem dalen, og vi cykler blandt andet på nedlagte jernbanespor, som er lavet om til fine cykelstier til glæde for cyklisterne, som kan bruge de gamle perroner som skyggefulde pausesteder. Vi fortsætter ad smalle bjergveje, hvor vi bliver mødt med den lokale hilsen »ni hau« i de landsbyer, vi kommer igennem, mens hønsene løber over de smalle veje. En mand på en modkørende scooter hilser os med thumbs up over vores anstrengelser med pedalerne, og med et kæmpe smil under sin kasketagtige styrthjelm, og fra en modkørende scooter vinker en lille pige til os, mens hun vifter med en blomsterbuket.

Vi kører forbi et vandfald og nyder udsigten over den frugtbare dal, som er klemt inde mellem to bjergkæder af stejle, grønne junglebjerge, og vi bliver jagtet ned ad vejen af en flok arrige hunde, som holder vagt ved et hus og alle vil klappe kæberne sammen om vores ben. Heldigvis sætter de jagten ind ned ad bakke, så vi kan køre fra dem uden at få benene dekoreret med hundenes tandsæt.

Marmorkløften Taroko Gorge byder på stejle bjergsider, brusende floder og masser af spektakulære udsigter. Fold sammen
Læs mere

Vi bliver inviteret indenfor i baglokalet til et tempel, hvor vi bliver budt på kold kildevand og salte kiks. Det er lige sagen for to svedige cyklister som os, og vi overnatter på hotel i provinsbyen Chihshang.

De sidste dage har vi mest kørt langs med bjergkæden, men for at komme ud til Stillehavet, som er på vores rute, er der kun en vej, nemlig op over den grønne bjergkæde, som ligner en takket drageryg. Vejen op mod bjergpasset bliver smallere og mere snoet, og grus afløser asfalt, mens temperaturen nærmer sig 30 grader, og sveden hagler af os. Af og til er der udsigt ud over dalen og de lodrette, grønne bjerge, men meget af tiden kører vi nærmest i en grøn tunnel af høje træer og tæt bevoksning.

Vi har trillet cyklerne ind til siden for at tage en drikkepause, da det rykker i grenene inde i junglen, og en serie brøl høres, hvorefter en abe kommer til syne. Er den utilfreds med vores tilstedeværelse her i junglen, eller har den kastet sig ud i et skænderi med en anden abe? Vi finder ikke ud af det, da vi skynder os at cykle videre.

Endelig er vi på toppen af bjergpasset, og i et hyl af fartglæde sætter vi ned ad de stejle bjergveje med tungen lige i munden og begge hænder på bremserne, mens skoven farer forbi, til vi når broen over den udtørrede flod til Luyes smukke landbrugsland med ananas- og temarker og hyggelige bed and breakfast-steder, hvor vi indlogerer os for natten. Luyes ’claim to fame’ er den årlige luftballonfestival, og mens vi går tur blandt ananasmarkerne, hænger der også flere paraglidere i luften over os og nyder udsigten over bjergene.

Da vi triller videre næste morgen, går det op for os, at der er endnu et bjergpas, som skal forceres, inden vi når Stillehavet. Her er ingen anden trafik, så der er kun skovens lyde, og så vores prusten, mens vi kæmper os op ad bakken i varmen, mens bjergspidserne som knive forsøger at punktere skyerne.

Endelig kan vi se Stillehavet langt under os. Det forsvinder nærmest i en varmedis ude i horisonten, mens vi suser ned ad bjergvejene med vind i håret og triller på frihjul flere kilometer ned ad bjergsiderne og nyder de gratis kilometer, vi får forærende.

Første stop langs kysten bliver den lille fiskerby Fugang, hvor Stillehavsflåden af blå fiskerbåde roligt ligger i havnen, og et besøg på det lokale fiskemarked afslører en opspærret hajkæbe med spids, pyramideformede tænder.

Bølgerne slår dovent mod kysten, og havet ligger som en ubrudt, blå flade hele vejen til Hawaii, mens vi cykler videre nordpå. I byen Dulan har en række kunstnere omdannet byens nedlagte sukkerfabrik til et kreativt og kulturelt sted med kunst, caféer og koncerter, og vi får syn for sagen, da det første, der sker, da vi træder ind på området, er, at vi nær bliver kørt ned af en midaldrende kvinde i lang, flagrende kjortel, som kommer drønende forbi på et skateboard.

Næste dag fortsætter vi langs den travle kystvej nordpå, indtil et kraftigt regnskyl får os til at gå i læ i surferbyen Donghe, hvor lokale og internationale ’surfer dudes’ hænger ud i ugevis og venter på den perfekte bølge. Det var ikke planen, at vi skulle overnatte her, men mens vi har siddet i læ for regnskyllet, har vi opdaget, at vi er kommet til en hyggelig by, hvor vi kan gå tur på de lange, øde strande, så hvorfor køre videre? Hvorfor ikke bare nyde livet her og bruge resten af dagen på strandene? Vi bliver hurtigt enige om at parkere cyklerne for resten af dagen og finde et guest house at slå os ned på.

Fra Donghe bliver kysten mere øde, det tynder ud i trafikken, og vi cykler forbi mange, lange, øde Stillehavsstrande, hvor enkelte lystfiskere er de eneste gæster på stranden, og kører videre på den smalle stribe land mellem bjergene og bølgerne.

Læs også http://www.b.dk/rejseliv/baskerlandet-og-den-betagende-kyst

Taiwans vilde Stillehavskyst

Langs Taiwans vilde Stillehavskyst er der aldrig langt fra vandkanten til de grønne, forrevne bjergtoppe, der rejser sig nærmest lodrette op af havet og efterlader bare en lille, tynd stribe kyst, hvor det er muligt at anlægge veje og bygge huse. Klipper og strande afløser hinanden i flere hundrede kilometer, de grønne junglebjerge går helt ned til strandkanten, og lange, halvmåneformede strande ligger øde hen, mens vi triller forbi på cyklerne. En smuk bro med otte buer leder ud til en lille klippeø, men her vælger vi at lade cyklerne stå på fastlandet.

Vi kører videre langs de palmeflankerede veje og kommer forbi en strandbar, hvor vi lige må smage på kaffen. I det hele taget nyder vi friheden ved at udforske Taiwan på to hjul – vi kan stoppe, lige hvor vi ønsker, og behøver ikke lade en strandbar gå vores næser forbi. Endvidere mærker vi, at cyklister er meget vellidte i Taiwan, for ud over de glade thumbs-up vi modtager, hilser andre cyklister os meget entusiastisk, for Taiwan er ved at blive en cykelnation med mange, lokale cykelinteresserede.

Da vi når det lille fiskerleje Shitiping, hvor de blåmalede fiskebåde ligger i havn lige under de stejle, grønne bjergsider, er vi kommet til den hidtil mest dramatiske del af kysten.

Næste morgen er vi oppe ved daggry, da de første bløde solstråler rammer kysten, og vi sætter os ud til vandet med vores morgenmad, wienerbrød med chokoladedrys, som vi har købt i en kiosk dagen før. Men ved første bid af wienerbrødet viser det sig, at det gemmer på en overraskelse – det er nemlig fyldt med hakket svinekød, og wienerbassen viser sig at være en grisebasse.

Flere korte vandreture fra kystens rastepladser leder til udsigter som denne halvmåneformede bugt for foden af bjergene. Fold sammen
Læs mere

Vi er stået tidligt op i Shitiping, da vi ved, at vi har en lang cykeldag med mange højdemeter foran os, inden vi igen kan trille ind i Hualien, hvor vi startede cykelturen en uge tidligere.

Kysten er så smuk, at vi holder utallige pauser. Kystlinjen er vild og uspoleret, strandene er halvmåneformede og øde, bjergene stejle og grønne, og vi nyder udsigten over den uberørte kyst fra mange udsigtspunkter langs vejen.

Ud på eftermiddagen er vi meget trætte, da det har vist sig, at vores rute har budt os på endnu et bjergpas. Så da vi passerer en lille landevejscafé med skyggefulde siddepladser, styrer vi, uden at tale om det, cyklerne ind til siden – det er åbenlyst, at vi skal have noget at drikke. Vi får lov at komme med ud i køkkenet og pege på de drikkevarer, vi vil have i køleskabet, da vi på grund af sprogproblemer ikke kan forklare os. Lidt efter sidder vi på lave plastiktaburetter i skyggen og drikker kold saftevand. Pludselig ligger der en pakke kager, en pose muffins og et æble på vores bord – det er gæsterne ved vores nabobord, som har været ude i deres bil for at hente mad, som de med et smil og et nik forærer os sultne cyklister.

Der er ikke mange i Taiwan, der taler engelsk, men til gengæld er venligheden og imødekommenheden enorm.

Maden fra det søde par ved nabobordet giver os ny energi i benene, og et par timer senere triller vi ind i Hualien, hvor vi cykler blandt neonreklamer og dyttende scootere på de travle gader. Efter 420 kilometer i pedalerne er det tid at aflevere cyklerne, og vi kan se tilbage på et fantastisk cykeleventyr i dale, bjerge og langs den vilde Stillehavskyst.

Læs også http://www.b.dk/rejseliv/svovl-sved-og-vaade-taeer-gennem-island-paa-cykel