En tysk kærlighedsaffære

Som du vil kunne se i »En Kongelig Affære« med Mads Mikkelsen, endte Struensee på skafottet, mens Hans elskede, Dronning Caroline Mathilde, blev forvist til nordtyske Celle, der stadig mindes hende.

Historien om Struensee og Caroline Mathilde indeholder alt det drama, en forfatter eller filminstruktør kan ønske sig: En skør dansk konge, en reformivrig tysker, en forelsket dronning, sex, landsforrædderi og dramatisk død. Fold sammen
Læs mere
Foto: Nordisk Film

Stakkels Caroline Mathilde. Brutalt revet væk fra elsker og børn. Landsforvist til et hul i Tyskland, hvor hun døde ung – ædt op af sorg og bitterhed.

Læs også: Tysklands hjerte banker igen

Sådan kender de fleste slutningen på historien om livlægen, den sindssyge konge og hans troløse dronning.
En dramatisk og fascinerende del af danmarkshistorien, som man kan se en filmatisering af i Nicolaj Arcels sølvbjørnvindende »En kongelig affære«. 

Men hvis man vil have den rigtige afslutning på historien, skal man tage til Celle. Så ser man, at hun endte i et eventyr.
For den nordtyske by ved floden Aller i den sydlige del af Lüneburger Heide er ikke et hul, men en af Tysklands smukkeste byer. Så fuld af sirlige, velplejede, farverige bindingsværkspaladser, at man lige i først glimt tror, at det hele må være af plastic og lavet i går, men niks, det er autentisk – lige fra Caroline Mathildes tid. Celle er en af de få tyske byer, der slap helskindet ud af Anden Verdenskrig, og nu hæger man om byen og pudser og polerer den som et klenodie.

Da Caroline Mathilde ankom i april 1772, var Celle en central tysk by, men regeret af hendes bror, den engelske kong Georg 3. Ved at placere hende i Celle, kunne kongen dermed tage sin uartige søster hjem til sig, men på behørig afstand, for heller ikke han var særlig vild med, at hun havde ligget i med personalet.

Georg sørgede for, at hun kunne leve som en dronning på et slot. Hun måtte endda kalde sig dronning – bare ikke af Danmark, men det blæste hun på. Hele østfløjen af det gamle fyrsteslot var hendes, og her var hun ligeså kongelig som i København, gav audienser, holdt baller – og en gang om måneden holdt hun åbent taffel, så alle kunne se hende spise.

Når der var ledige stunder, planlagde hun et kup, der skulle bringe hende tilbage til Danmark. Men ak, hun døde inden. Ikke af sorg, men af skarlagensfeber.

En af byens store attraktioner er hendes sarkofag under byens kirke. Den skillingede byens borgere sammen til, og hvis nogen undrer sig over, hvordan man har fået det monstrum ned under alteret, så er forklaringen, at sarkofagen blev bygget op om hendes kiste, der allerede var sat under alteret. Man ville helst holde Caroline Mathilde i kælderen, fordi man var bange for, at hun smittede, og nu har man sikret sig, at hun bliver for evigt.

Nedgangen til kælderen er ikke altid åben, men så spørg kirkens opsynsmand. De øvrige sarkofager tilhører fyrstendømmets mange hertuger.

I Celle er der også en statue af dronningen i Den Franske Have, og på slottet kan man se hendes mange saloner og forskelligt løsøre, der har tilhørt hende. Mest nærværende bliver hun, når man står foran en af de sidste kjoler, hun bar.

Resten af slottet er også værd at se. Ikke mindst slotskirken fra 1485 – et hæsblæsende studie i renæssanceudsmykning, og den eneste af sin art nord for Alperne (kan kun ses med guide). Desuden bør man se det lille slotsteater fra 1675, Tysklands ældste barokteater – og så køkkenet, fyldt med kæmpe komfurer og kongeligt kongegrej.

Slottet har skiftende udstillinger, og hver eneste dag sommeren igennem kan man studere tidens mode inden for brudeudstyr, for alle nygifte skal fotograferes foran det smukke slot.
Celle er den by i Europa, der har det største antal bindingsværkshuse, 450 i alt, det ældste fra 1500-tallet, og nogle af dem er eventyrlige – store adelspalæer med udsmykninger som små kirker.

Et af de mest berømte er Hoppener Haus, et seks etagers pragthus udsmykket med træskærerarbejder. Men i stueetagerne er der ikke meget musealt over det. De gamle huse er proppet med forretninger, restauranter og ikke mindst isboder og gavestande. Det hele er så komprimeret og komplet, at det kan konkurrere med Den Gamle By i Aarhus – men med gratis adgang.
Og så er der blandet nyt i det gamle med moderne kunstværker, som for eksempel de talende figurer, der aktiveres af lyd og bevægelser, hvorefter de begynder at tale, fortælle sjove historier, ordsprog og fakta om byen.

Byens plads var engang centrum for turneringer. Tæt på det gamle apotek fra 1530 kan man i brostenene se en indmuret hestesko. Den markerer, hvor Hertug Otto i 1471 faldt af hesten og døde. Nu bruges den af alle lokale, der mangler lidt held. De stiller sig op på den og ønsker.

Ved siden af står kirken fra 1308, med pæredansk prædikestol, her kom den unge J.S. Bach for at spille på orgelet.
Man kan bestige de 234 trapper i tårnet, ligesom byens trompeter, der to gange dagligt stiger til vejrs for at trutte dagen goddag og farvel.
Og under kirken ligger som sagt vores Caroline Mathilde.
 

Guide: 24 ideer til sommerferien