En søndag i Kraków

Borscht og blodpølse på restaurant W Starej Kuchni føles helt rigtigt efter lang dag i Polens smukke kulturby Kraków.

Krakow besøges årlig af to millioner turister, så selv om der er mange hestevogne i byen (t.h.), er der nok kunder. En gademusikant (t.v.) klædt ud i en traditionel dragt. Dem ser man mange af i Krakow. Fold sammen
Læs mere
Foto: Scanpix

»Tjener, fem vodka!«

Kokken med den fjollede, bløde kokkehue bringer en bakke med fem afkølede glas og en flaske vodka, og mit selskab rundt om bordet tager med glæde imod den iskolde alkohol. Den har vi brug for, som vi sidder der, næsten igennem et fantastisk måltid – fantastisk, blandt andet fordi det er helt anderledes, end vi forventede. Og også tungere og mere rigeligt, end vi som byboer behøver at spise til daglig.

Læs også: Stille dage i Warszawa

Vi er endt i W Starej Kuchni, en lille restaurant i vores gade – Sw. Tomasza-gaden i den gamle by i Kraków. Næsten ved siden af ligger vores lille, udmærkede hotel Globtrotter, hvor vi skal være weekenden over.

Restauranten mindede om Lady og Vagabondens italienske restaurant med rødternede duge og en stenovn, man kunne se fra gaden. Hele den ene væg er malet som boghylder, og i det helet taget er her lidt kulisseagtigt med gammeldags køkkengrej og glas med syltede frugter og krydderurter på træhylder.

Først da tjeneren gav os det rustikke kort i træomslag, fandt vi ud af, at vi var endt på en restaurant med polsk mad. Alt er lavet fra bunden. Både små retter som kraftfuld kyllingesuppe med hjemmelavede nudler og den gode, søde borscht – den polske udgave af russisk rødbedesuppe, her serveret på et spækbræt i en lille gryde akkompagneret af kartoffelmos med små stykker stegte flæsketerninger som topping. Eller de ret voldsomme tallerkner med tung bondemad som blodpølse, sauerkraut, honningglaserede ribs og kartoffelpandekage.

Salatbordet smilede jeg lidt af, da jeg passerede det på vej ind – bare fire-fem krukker, men de indeholdt gode hjemmelavede råkostsalater af gulerod, rødkål, store hele agurker og agurkeskiver i en sød mælkeagtig dressing, lidt ligesom koleslaw eller gammeldags flødedressing.

300 restauranter af alle slags
Mange af bordene er optaget på trods af det sene tidpunkt. De fleste er polakker, selvom Kraków er fyldt med turister og har omkring 300 restauranter af alle slags. Ved siden af os sidder nogle polakker med engelske gæster – og det er jo lovende, at man vil vise stedet frem til udlændinge.

Hvis jeg havde talt polsk, havde jeg nok gættet det. W Starej Kuchni betyder »Det gamle Køkken«, og den er del af kæden Polskie Jadlo, som består af omkring 20 restauranter rundt omkring i Polen.

Vi havde valgt restauranten efter en lang dag som turister i fantastisk sensommervejr, og vi var efterhånden for trætte til at opfinde den dybe tallerken, da vi skulle finde et sted at spise. At spise i vores egen gade var en dejlig tanke. Bagefter kunne vi bare gå de få skridt hen til vores hotel.

Det er i det hele taget en god, central lille gade, vi er endt i.

Største plads fra Middelalderen
For enden af vejen og lige rundt til højre ligger byens store markedsplads. Rynek Glowny, som er den største plads fra Middelalderen i Europa – omkring 200 meter på hver led.

Her starter vi dagen med en dejlig og hurtigt serveret morgenmad under parasollerne på Café Europejska, mens pladsen er ved at vågne. (Mandag fik vi til gengæld en uspiselig morgenmad lige ved siden af på Hawelka, mens varevogne larmede forbi for at fylde op i butikker og restauranter.)

Allerede når man har været i byen i ganske kort tid, bliver man draget mod pladsen for at finde ud af, hvor trompetmusikken stammer fra. Hver time fra klokken fem om morgenen stikker en trompetist hornet ud af et lille vindue i den smukke gotiske kuppel på det højeste af tårnene af Mariakirken. Han spiller en lille femtonet melodi. Hejnal mariacki, som er Krakóws musikalske symbol – og det virker lidt sødt og kitsch i vores tidsalder.

Foruden kirken og rådhustårnet har torvet også den ene udendørs restaurant ved siden af den anden. I weekenden vrimler det både med turister og med fint klædte polakker. Her er optræden af dygtige gademusikanter og kunstnere, nogle af dem elever fra byens konservatorium.

En af sangerne – en kontratenor – må jeg stoppe og kigge på, som han står med lukkede øjne i helt sort tøj og med armene ned langs siden. En båndoptager spiller musikken, og han synger med sin mærkeligt høje stemme. Kurven til at samle penge i står foran ham, men han værdiger den ikke et blik.

Den lange gamle markedshal Sukiennice i midten af pladsen bugner med boder. Mange af dem med meget fine og billige ravsmykker og enkelte med tasker i blødt og lækkert læder til en god pris. Halvdelen af boderne er dog under åben himmel i øjeblikket på grund af renovering. I det hele taget bliver byen ryddet op, fejet, skyllet og poleret.

Selv kuskene på den lange række af hestevogne med fjerpyntede heste sidder med en pose på en lang stang, så de lynhurtigt fanger hestepærerne, inden de rammer fliserne. Man kan i øvrigt ikke lade være at spekulere over, om der kan være ture til så mange vogne, men de kører ofte igennem gaderne med kunder, og her er da også over to millioner turister om året.

I de fleste boder får man lov at kigge i fred. Her bliver man ikke revet fat i af ivrige sælgere, og det er befriende. Ind imellem slår det os, om det mon er den kommunistiske arv, der slår igennem – en tid, hvor service var en by i Rusland, og hvor man fik lige meget løn, om man fik udsolgt eller skræmte kunderne væk.

En lang række golfvogne holder i et hjørne af markedspladsen og er parate til at transportere turister rundt på forskellige ture. Så vi beslutter os for at få et første indtryk af den jødiske bydel Kazimierz syd for den gamle by på den afslappede måde. Den er virkelig et besøg værd.

Fra 1400-tallet var den et jødisk fristed, hvor jøder og intellektuelle fra hele Polen samt fordrevede fra andre lande boede. Da Polen blev delt sidst i 1700-tallet, blev bydelen for første gang ghetto, og da Anden Verdenskrig brød ud, boede her omkring 60.000 jøder. Tyskerne samlede jøderne i området Podgorze, hvorfra næsten alle blev bragt videre til frygtelige skæbner. Her ligger Oscar Schindlers fabrik, som Steven Spielberg brugte i sin film »Schindlers liste«. Filmen har bragt mange turister til byen, og Kazimierz er inden for de sidste ti år blomstret op. Hver sommer er her en populær jødisk kulturfestival med masser af international optræden. Synagoger, et jødisk kulturcenter, restauranter, marked og klezmermusik fylder bydelen. I dag bor her dog kun nogle få hundrede jøder.

Restaurant Ariel og Steven Spielberg
Næste dag kan vi tage tilbage og gå rundt i vores eget tempo og spise på restaurant Ariel, hvor Steven Spielberg åbenbart spiste tit, mens han var her. Men denne gang er vi efter en time tilbage på markedspladsen og spiser frokost udendørs i solen. Vores lille selskab splitter op. Nogle vil shoppe i de gamle gader, én vil tilbage på hotellet og slappe lidt af, og to af os vil se noget helt andet. Vi hopper i en taxa, som kører os de otte kilometer ud til Nowa Huta – en diametral modsætning til den gamle bydel.

Nowa Huta er bygget som et kæmpe ideal-projekt af russerne efter krigen omkring et stort stålværk og tænkt som arbejdernes by. Og netop fordi den skulle sende signaler til verden, var udgifterne i begyndelsen ikke det vigtigste. Byen blev stramt anlagt i stjerneform som en gammel renæissanceby, dog uden paladser og kirker, men her var brede veje og små haver til arbejderne. Her var skoler, indkøbsmuligheder og Folkets teater, og i de første årtier også pionerånd.

I dag er her lidt gråt, slidt og stille, da vi står på den store centralplads, hvor sporvogn nummer 4 og 15 kører til. En pæn, ældre herre smiler venligt og vil gerne fortælle os om byens storhedstid. Han har selv boet i afsnit C næsten alle årene. Byen blev aldrig bygget færdig som planlagt, og i 70’erne blev den arkitektoniske stil helt brudt, da et kulturcenter blev bygget på den sydlige del af pladsen. Han peger på et gadeskilt – pladsen hedder i dag officielt Ronald Reagan central plads.

Vente på fremskridtet?
Vi takker og giver hånd og fortsætter vores tur rundt. Indbyggerne er anderledes end dem, vi ser i den gamle by. De ser mere slidte og fattigere ud her – ligesom byen selv. Men når man har set, hvordan Østberlin har udviklet sig med rekordfart, kunne man sagtens forestille sig denne by fyldt med unge studerende  og med caféer, supperestauranter og musiksteder. Måske man skulle købe sig en lejlighed her og vente på fremskridtet? I første omgang nøjes vi med en rundtur og skrumler nemt og hurtigt tilbage med sporvognen.

Før middagen og en drink på en af barerne, løber vi en tur rundt om den gamle by. 100 meter fra vores hotel ligger parken, hvor den gamle bymur oprindelig gik. Turen er omkring 4,5 kilometer lang, hvis man løber indenom det store gamle slot Wawel, som ligger på en klippe lige ved den sydlige indgang til den gamle bydel. Hvis man løber udenom slottet, er turen en kilometer længere, oplyser en af hotellets venlige receptionister, da vi kommer tilbage i vores løbetøj.

Som turister vækker vi ikke opsigt i Kraków, men i løbetøj løfter mange blikket. Vi møder kun en enkelt løber foruden os. Men vi føler os mere som en del af Krakóws dagligdag. Vi løber forbi en munk på vej til bøn i en af de utallige kirker, forbi børn som bliver luftet, og vi holder tilbage for de blå sporvogne, før vi igen er tilbage i vores gade – der, hvor vi senere ender dagens rundture med borscht, blodpølse og vodka.

Se også: Vodickova-gaden i Prag