En skotskternet overnatning

Provinsidyl og direkte udsigt til den 800 år gamle katedral i Dunblane.

03REJFOTO-102623.jpg

Hvorfor:

Her er en stilfærdig og ærkeskotsk provinsbystemning, og man kan føle både sjæl og historie i de gamle huse, som er rammen om det charmerende lille hotel. Godt alternativ til den turistfyldte naboby, Stirling.

Hvad:

Old Churches House er indrettet i et gammelt stenhus plus en række hvide sammenbyggede småhuse langs gaden ved byens gamle katedral fra det 13. århundrede. Hotellet ligger i gåafstand fra stationen og den historiske bymidte. Der er bare 11 værelser, ikke store, men med plads til det nødvendige. De er indrettet med blå-rød-gul-klanternede puder og sengegavle og blå gardiner fra loft til det skæve gulv for de utætte vinduer i britisk skyde op-stil.

Hvor:

Cathedral Square/Kirk Street i Dunblane. Fire km fra Stirling Castle og ca. 40 km nord for Edinburgh i Skotland.

Hvor meget:

Værelser fra 80 pund, (knap 800 kr) for et lille dobbeltværelse til 140 pund for familieværelse inkl. fuld skotsk morgenmad. Lavere priser i perioder.