En sammentømrende familieferie

Det blev familien Møller og Hansen fra Tårnby, der vandt konkurrencen om en familieferie på egen selvbygget tømmerflåde på norsk/svenske Klarälven. Her er deres beretning fra turen.

Inden turen ud på Klarälven skal familien først selv bygge tømmerflåden. Det er tungt arbejde, men ved fælles hjælp lykkes det, og stoltheden er stor. Fold sammen
Læs mere
Foto: Familien Møller og Hansen

Vi – far, mor og to børn – havde længe gået med en idé om at tage til Sverige med et par telte, en spritkoger og allemands-retten i hånden. Bare vandre af sted nogle dage og leve af de rødder, vi kunne finde undervejs. Så kunne ungerne lære det, kunne de. Suppleret med en god solid kost fra rygsækken naturligvis...

Læs også: Hold ferie i Junglebogen 

Men så fik vi øje på denne særlige friluftsmulighed, hvor man selv bygger sin tømmerflåde og sejler ned ad svenske Klarälven, og det lød jo fornuftigt primitivt. 

En tirsdag i begyndelsen af juni stod så vi klar ved bredden af elven med en stabel tømmer, en masse tovværk og en tålmodig instruktør, der lærte os de knob, der holder tømmeret så tilpas samlet, at man kan forestille sig at bo på det helt op til en uge. 

20 tons tømmer
Bygge en tømmerflåde… Altså, hvor svært kan det være? Egentlig ikke så kompliceret, men vi havde lige overset, at der skal fragtes omkring 120 stykker tømmer – svarende til cirka to tons – fra stranden ned i vandet og så knyttes sammen. 

Første lag gik over stok og sten. Huhej, snart færdige. Troede vi. Børnearbejde er stærkt undervurderet. Ungerne udvalgte de rigtige størrelser træstammer og trillede dem ned i vandet, hvor vi voksne stod klar i waders til at mosle stammer på plads og binde sammen. Tre lag, kanter og »bænk« – tadaa, færdig efter to timer! 

Nå ja, så skulle vi så lige bygge en til, så den endelige tømmerflåde blev dobbelt så stor, 18m2 i alt...

Se, det var lige godt mandfolkearbejde, og vi var trætte og sultne, men mega-stolte over vores bedrift: Vores helt eget selvbyggede skiv. 

Nu begyndte turen, og vi stagede os ud i strømmen.

Frem med primussen og gang i kogeriet. En omgang spaghetti med kødsovs smager helt fjollet godt, når den krydres med fire-fem timers hårdt arbejde og indtages drivende på elven, som snor sig stille gennem det grønne landskab. Bare sug naturen ind og smag på maden, den friske luft og lyden af fuglekvidder. 

Så sidder man der, i fuld sol klokken sent, med en god kop vin og nyder landskabet, der flyder forbi. Og stilheden. Føler sig dybt taknemmelig og lidt zen-agtig. 

Kvikke kano-spejdere
Med til tømmerflådens udrustning hører en kano, som ungerne hurtigt blev dus med. Den viste sig at være helt uundværlig, når vi skulle lægge til, for det er sin sag at få den tunge flåde til at ændre retning. 

Man padler ikke sådan bare flåden ind til siden, når man ser et dejligt sted. Næ, man sender spejder-kanoen i forvejen med et langt reb bundet til flåden. Og når spejderne finder et godt sted, speed-padler de i land, surrer rebet rundt om et træ, og – vupti! – lander flåden sådan cirka i nærheden. 

Det kræver faktisk en del øvelse, og vi forpassede adskillige mulige telt-pladser, før vi fik styr på den del. 

Så meget desto mere stolte var vi, når det endelig lykkedes, og vi kunne slå teltene op for natten. Og pille de splinter ud, vi havde fået i dagens løb. ...Og hive myggesprayen frem.

To tomands-telte fylder umiddelbart ikke meget, men vi måtte alligevel udforske skoven for at finde en egnet plads med tilstrækkeligt jævnt underlag mellem jordknoldene. Det var koldt om natten – faktisk kun 3 grader – så vi trak i alt tøjet og krøb i soveposerne. Og gik ud som et lys efter en begivenhedsrig dag. 

Lunefuld sandbanke
Morgenmaden blev indtaget på tømmerflåden. 

Fra kassen, der var stopfuld med proviant, fremtryllede vi baked beans, scrambled eggs, brød, ost, kaffe og juice. Mums. Og vi var klar til dagens oplevelser. 

Vi troede, vi bare skulle øve os i at lave ingenting. Læse vores medbragte murstensbøger, mens vi langsomt og idyllisk drev ned ad elven. Måske fange en fisk eller to. Lytte til fuglefløjt. Vinke til en bæver.

En kop kaffe passede derfor perfekt ind i dette billede, så jeg satte noget vand over, mens den første udfordring kom snigende. 

Vi drev ind over ganske lavt vand med god fart. Faktisk noget af det værste, der kan ske. Så vi sprang op med stager og padler spejdende efter både dybt og lavt vand.

Den to tons tunge flåde følger ubetinget strømmen, medmindre stærke kræfter arbejder benhårdt for noget andet. Men det gjorde de, for går man fast på en sandbanke med kraftig strøm, er man for alvor på den. 

Vores instruktør på stranden havde underholdt os med andres mislykkede forsøg på at slippe fri af sandbanker. Og dem grinede vi meget af – dengang tilbage på stranden… 

Men fri af banken kom vi og kunne endelig læne os tilbage med kaffen og nyde den fantastiske udsigt. 

Og ved hjælp af kasserne med udstyr som telte, proviant, primus, spand og lidt liggeunderlag indretter man sig nu ganske komfortabelt på en brændestabel.

Iskoldt smeltevand
Livet er simpelt, toilettet er en spade, og man tager iskoldt bad, hvis det er nødvendigt.

Og driver i øvrigt med strømmen uden indflydelse på situationen, ud over at stage og padle sig fri af de grene, der hænger ud over elven og truer med at rive overdækningen af og splitte flåden ad.

Vi kom efterhånden til et tidspunkt, hvor ungerne trængte til et bad (voksne bliver jo ikke sådan snavsede på den måde). Vejret var skønt, og tre ud af fire besætningsmedlemmer lå og fladede den i solen. 

Vi ville ikke skræmme vores teenage-datter Kaya  med, at Klarälven udspringer i et skisportsområde nordpå, så hun var frisk på en dukkert.

– GAAHHH! JEG BADER I IS! JEG BADER I IS! skreg hun efter mødet med vandet.

...og hun havde da ellers våddragt på, tænkte vi. 

Lillebror Hjalte lod sig ikke sådan dupere af en skrigende storesøster, hun er jo teenager, så han sprang efter... 

Og kom ligeså hurtigt op igen. 

Faktisk har jeg aldrig set ham reagere så hurtigt. Så det blev ved dette ene frivillige bad. Selvom storesøster senere nappede en dukkert mere. Denne gang med alt sit tøj og redningsvest på…

Tvinges til at være i nuet
Bæverne så vi en del af. Fascinerende dyr. Og store. De markerede gerne med et kraftigt splask med halen, at vi nok ikke var mere velkomne end som så. 

Vi havde jo også neglet deres byggematerialer, så vi var lidt bekymrede for, om de ville kaste sig stor-gnaskende over vores, når vi lagde til for natten. 

Fisk var der også. Vi så dem dernede i dybet, men det lykkedes os ikke at få dem på krogen... 

I stedet fordybede vi os i det blikstille vand, hvor himlen og skoven spejler sig fuldstændig skarpt med de klareste, klareste farver.

Tre dage og 50 km senere nåede vi vores mål. Den strand, hvor vi skulle efterlade vores udstyr og ikke mindst splitte tømmerflåden ad. 

Børnearbejde igen, men denne gang den rene leg. Og heldigvis skulle tømmeret ikke bæres op på stranden, men blot flyde videre til en indhegning, hvor maskiner kunne fragte det tilbage til byggepladsen igen. Til de næste tømmerflåde-nybyggere.    

En tømmerflådetur er vildmarksferie, hvor enhver udfordring både opstår og løses nu og her. Hvor man tvinges til at være til stede i nuet. Hvor man ikke kan lade sin iPhone op og gå på Facebook. Hvor det er lyst stort set hele døgnet. 

Det er ikke en badeferie. Men hvis man er til aktiv ferie, friluftsliv, intenst samvær og natur ad libitum, så skal det prøves!

Læs også: Guide: 5 x ro i Sverige