En nat på koral-øen

Trænger du til et break fra T-shirt-sælgere, letpåklædte kvinder og dyttende tuk-tuk’ere, så tag en overnatning på den idylliske ø.

Rejseliv imported photo
Den fredelige Coral Island er en kærkommen afveksling til det hektiske liv på turiststederne. Fold sammen
Læs mere
Foto: Nina Rølle

Der lyder en høj piften lige uden for mit vindue. Nysgerrigt stikker jeg hovedet ud for at se, hvem det mon kan være, eftersom jeg nærmest har en oplevelse af at være havnet på en øde ø.

Læs også: Guide: Vaccination inden rejsen

Der er da heller ingen i sigte – bortset fra en fugl. En meget eksotisk én af slagsen. Lige der i træet uden for min bungalow sidder otte-ti næsehornsfugle, og det er denne fugl, der med sit unikke og meget høje fløjt får det til at lyde som en, der pifter.

Men ellers er der ikke mange lyde her på Coral Island eller Koh Hae, som øen hedder lokalt. Særligt ikke når dagen lakker mod ende, og de sidste longtail-både forlader bugten for at fragte dagens endagsturister tilbage til deres hoteller på Phuket.

Så er der kun lyden fra en fiskekutter i det fjerne og fra bølgerne, der slår mod bredden. Og altså de skingre fløjt fra næsehornsfuglene, som kommer frem sidst på eftermiddagen. Ellers er her stille. Næsten larmende stille. Strøm er der heller ikke – kun i visse tidsrum.

Så det er noget af et modstykke at komme til Coral Island, hvis man forinden har tilbragt nogle dage i Patong eller en af de andre turistbyer på Phuket, hvor der er gang i den »24-7«: Neonskilte, Louis Vuitton-kopier, tattoo-shops, T-shirts i lange baner og anmasende sælgere, der siger: »Everything for you«, eller indsmigrende piger, der tilbyder alskens massage.

Bliver det alt sammen bare for meget, så er det muligt inden for 15 minutters sejlads at finde den mest idylliske stilhed og opleve et andet Thailand.

Sandstrande og rolige bugter
Coral Island ligger ni kilometer sydøst for Phuket og er omgivet af farverige koralrev. Øen har to hvide sandstrande på den ene side og et par rolige bugter på den anden. Sidstnævnte kan man dog kun komme til med båd.

De fleste tager til Coral Island på en dagsudflugt for at snorkle og bliver sejlet tilbage til Phuket sidst på eftermiddagen, men vælger man i stedet at tage en overnatning på koraløen, har man den næsten for sig selv, for her er kun et eneste hotel, Coral Island Resort, som råder over øens i alt 62 bungalows.

Udover at nyde stilheden er der flere forskellige aktiviteter at foretage sig på Coral Island. Det er oplagt at tage på opdagelse i havets dyb. Mange har gennem årene fået øjnene op for de små øer syd for Phuket, og det har ødelagt en del af koralrevet – også ved Coral Island – men går man omkring 120 meter ud, er der masser af koraller og farverige fisk såsom papegøjefisk, sommerfuglefisk, kaninfisk og klovnefisk.

Det er muligt at leje snorkel- og dykkerudstyr på Coral Island Resort, som også tilbyder PADI-dykkerkurser. Resortet arrangerer også fisketure og thailandsk kokkeskole, ligesom de har specialiseret sig i batikkurser, så her er noget for enhver smag – selvfølgelig også thaimassage.

Vil man hellere bare være sig selv og dase på stranden, så ligger den lige for fødderne. Bor man i den forreste række af bungalows, træder man næsten direkte ud i sandet. Derfor står der også en stor krukke vand, som er smukt dekoreret med gule orkidéer, og en øse til at skylle tæerne med, så man undgår sand i hele hytten.

Romantik under månen
Coral Island Resort ligger på Long Beach, og hvis man ønsker at udforske øens anden strand, Banana Beach, kan man følge en sti, der forbinder de to strande.

Stien snor sig gennem regnskoven på kanten af en klippe, og den er hverken for gangbesværede eller folk med angst for småkryb, men den er smuk, og efter 15 minutter er man fremme ved Banana Beach, som i løbet af dagen ikke har så mange besøgende som Long Beach. 

Om aftenen kan man spise på øens eneste restaurant, hvor menukortet er præget af traditionel thaimad samt lokale retter fra det sydlige thaikøkken, som er kendt for at være krydret og stærkt.

Selv om det ikke er for nattelivet, at man skal tage til Coral Island, så har resortet en velassorteret bar, men her er hverken høj musik, go-go piger eller ladyboys. Til gengæld er der næppe noget mere romantisk end den mørke og øde strand, hvor havets bølger skvulper frem og tilbage i trækket fra månen – under alle omstændigheder en god adspredelse til det kulørte liv i Bangla Road i Patong.

Læs også: En uges ferie under vandet