En højskoleuge på ski i Frankrig

Den franske friluftsorganisation UCPA tilbyder året rundt sportsskoleophold for 18-39-årige, og en uge i UCPAs hænder er billig, lærerig – og knaldhård.

Foto: Lizette Kabré

Mine ben vil ikke ud af underkøjen, da vækkeuret ringer på fjerdedagen. Nakken og ryggen vil sådan set heller ikke efter gårsdagens spektakulære styrt på pisten.

Læs også: Skiferie blandt vilde ulve

Enhver sene og muskel i min knap så sportstrænede krop er mørbanket, men om en lille time står instruktør Jacques, ved jeg, utrætteligt med sit frejdige smil og røde strithår og råber: »Gødmørning, everybødy!« Klar til endnu en dag med knap seks timers nonstop instruktørovervåget skiløb på Val d’Isères pister.

Det er for vores egen skyld, siger han. For har man meldt sig til UCPA, er det ikke for at dovne rundt på bjergsiderne, drikke kaffe og slikke sol. Så skal man blive dygtigere. Og – har han forberedt os på ved ankomsten – på sidstedagen er det meningen, at vi skal tage World Cup-bakken ned. Denne piste er sort som djævlen selv og hedder ikke andet end »Muren«.

En skiferie er en dyr omgang. Især for studerende eller yngre, som gerne vil til Alperne og forbedre skiteknikken, men som har svært ved at finde de 10.000-12.000 kr., som en skiuge nemt løber op i, når hotel, dyre pistefrokoster, liftkort, en god instruktør og skileje er talt med. Men det kan gøres billigere. Endda uden at gå på kompromis med kvaliteten eller rejsemålet – hvis man vel at mærke er parat til at få sved på panden, mælkesyrebrændende lårmuskler og et temmelig nært fysisk forhold til sine værelseskammerater.

UCPA – den »franske forening for sports- og friluftslivscentre« (udtalt »yh-ze-pe-aa«) – har i fire årtier tilbudt unge mellem 18 og 39 år »alt-inklusive«-rejser til Frankrig. Om sommeren byder programmet på surf, sejlads, tennis, mountainbike og meget andet. Om vinteren står skisport naturligvis i centrum og overskygger alt andet – om det foregår i Tignes, Val d’Isére, Chamonix eller en af de fem øvrige klassiske alpe-destinationer, UCPA har hovedkvarterer i.

Man kan bedst sammenligne organisationens non-profit-koncept med en dansk sportshøjskoleuge. Et skiophold koster 5.000-5.500 kroner. Rejsen derned kan UCPAs kontor i Danmark hjælpe med – eller man kan købe en flybillet selv. Drikkevarer med flere procenter end postevand og morgenkaffe må man selv stå for. Til gengæld er alt andet inkluderet. Som i a-l-t.

UCPA udleverer liftkort til hele ugen ved ankomst (typisk værdi 1.500 kr.), der er ski og støvler til fri afbenyttelse for såvel begyndere som ekspertskiløbere (typisk værdi omkring 1.000 kr.) og cirka 25 timers undervisning, både formiddag og eftermiddag, med franskuddannede instruktører (typisk værdi ca.1.700 kr.) er inkluderet i opholdet. Det samme er de tre daglige hjemmelavede franske måltider, varmt, grøntsagsrigt fransk cuisine med dessert i rigelige mængder, som serveres i UCPAs spisesale.

Der er altså ingen pivdyre frokoster på piste-restauranterne eller chokerende sæsoninflation på liftkortet, der slår bunden ud af budgettet og humøret, når man først er ankommet. Også aftenens stræk-ud-session, kælderens diskotek, filmaftner og foredrag er inkluderet.

Til gengæld får man ingen højfjeldshotel-luksus. Ingen massage, roomservice eller hotelværelser en-suite. Indkvarteringen sker typisk i små værelser med køjesenge og toilet/bad på gangen. Sin tallerken skal man selv bære ud til opvaskelugen, kantine-style, når man har indtaget den ved langbordene. Og værelset skal støvsuges ved egen kraft – trætte skimuskler eller ej – inden man forlader etablissementet på hjemrejsedagen.

Men det – højskolestemningen blandt internationale unge, det fælles ansvar og den billige adgang til at dygtiggøre sig markant i sneen – er netop charmen ved UCPA.

Fokus, fra ankomstdagen til afrejse, er på hård, hård træning. Ud fra det niveau, man selv angiver sit skiløb til, sættes ugens flere hundrede gæster på 10-12-mandshold. I løbet af de første timers skiløb bytter og skifter instruktørerne deres »elever«, indtil de står med en gruppe, som har nogenlunde jævnbyrdige kundskaber.

Her er det, at instruktøren Jacques og hans utrættelige energi træder ind i overtegnedes tilværelse. Mit hold viser sig at bestå af svenskere, briter og enkelte danskere, der har mellem én og seks ugers skiløb under fødderne. Vi kan alle komme ned af bakkerne, uden at nogen klasker sig på lårene af grin, men stilen kunne – indrømmet – være pænere og teknikken bedre. Især i et føre som i denne Val d’Isère-uge, hvor det ikke har sneet i 19-20 dage og terrænet efterhånden har meget isede pletter. Vi skvatter på stribe, når skiene rammer en stribe blåskinnende is, og vores greb i pisten svigter.

Det er Jacques’ mission at tvinge os ned ad de svære, men ikke umulige strækninger, forklarer han under eftermiddagenes evalueringer over te og kage i UCPAs bar.
»Måske føler I, at I ikke kan finde ud af noget mere. Men I skal overvinde jer selv. I slutningen af ugen vil I se, hvor meget I har lært,« siger han.

Det er meget opbyggeligt. Men også ret øretæveindbydende, tænker jeg, da jeg for sjette gang på andendagen ryger på bagdelen, pløjer et par gode håndfulde sne helt ind på rygskindet og til sidst banker en frustreret skistav i sneen. Har aldrig følt mig så ringe på ski, og jeg er klar til at traske hjem, spise en Snickers og være muggen resten af dagen.
Det giver Jacques ikke lov til, og jeg opgiver på forhånd at sige hans venlige, men let stædige instruktørvilje imod. Han er alt for begejstret.

Belønningen kommer, da mit hold – meget mod vores lår- og hasemusklers vilje – dukker op til træning på femte- og sidstedagen. Vi skal ned ad »Muren«, har Jacques som nævnt truet med, men indtil nu har jeg været i tvivl, om det er en spøg.

Ti minutter efter afgang fra skikælderen står vi og ser ned ad den sorte og – fra min udsynsvinkel – fuldstændig lodrette piste.
Jeg og flere andre på holdet er overbevist om, at vi skal dø. Lige hér, i et spektakulært vejrmøllefald ned ad bakken. Jeg er klar til at kyllinge ud. Og for en gangs skyld er der ingen moderat fysisk pres fra Jacques’ side. Han siger bare:
»Det er din beslutning. Men jeg ville aldrig tage jer med, hvis jeg ikke troede, at I kunne.«

Så sætter jeg og de 10 andre angstrystende halvamatører på holdet skispidserne ud over kanten, sætter af og kører.
Hvis mine muskler ikke havde været så ømme, ville jeg have haft armene løftet i triumf hele vejen hjem.

Se også: Cool apps til skituren