En duft af Asien

Gitte Holtze. Fold sammen
Læs mere
Foto: Niels Ahlmann Olesen
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

For nylig var jeg på besøg hos en veninde, der bor på Islands Brygge i København og blev sendt ned i en kiosk for at købe mælk til kaffen. Da jeg kom ind i kiosken, glemte jeg alt om både mælk og kaffe, for jeg havde det som om jeg var trådt ind i Asien.

Ikke fordi den typisk københavnske kiosk, som det var, lignede noget, man kunne finde i Bangkok eller Delhi eller Kuala Lumpur, men fordi der lugtede som Asien. Af en blanding af eksotiske frugter, lokale cigaretter, røgelse, støv, sved, tropisk varme.

Man siger, at minder og dufte er uløseligt knyttet sammen – i det her tilfælde var de. Duftene af frugt, støv og røgelsespinde udløste øjeblikkeligt minder om min allerførste rygsækrejse i Asien.

Ligesom så mange andre bevægede jeg jeg mig som ung studerende mig bevæbnet med en rygsæk fra Thailands hovedstad Bangkok ned gennem Malaysia til Indonesien.

Slentrede op og ned ad Khao San Road i Bangkok, dansede i fuldmånen på Kho Pha Ngan, svedte i regnskoven i Malaysia, shoppede i Kuala Lumpur, kiggede på surfere på Kuta Beach og delfiner i Lovina på det nordlige Bali.

Der var formentlig en helt ordinær tur med oplevelser som mange andre før og efter mig også har haft, men for mig var mit første møde med Asien helt ekstraordinært.

Og mens jeg stod der i kiosken på Islands Brygge og snusede duften af Asien ind, kom brudstykker af oplevelser, som jeg ikke har tænkt på i årevis, tilbage til mig.

Hvordan jeg drønede rundt på Bali bagpå en af de lokale gutters motorcykel, havde en timelang, men festlig diskussion med en tuk-tuk chauffør et sted i Malaysia om prisen på en køretur, og var skiftevis glad og genert over den opmærksomhed, jeg fik på en strandbar på Lombok, da den samlede tjenerstab sang fødselsdagssang for mig.

Jeg har efterfølgende været i Asien flere gange, og på mange andre måder end med rygsæk og med det ene formål at have det sjovt og helst så billigt som muligt.

For Asien er mange ting. I dette temanummer af Rejseliv har vi været på husbåd i det nordlige Indien, på rundrejse i Sri Lanka, på ø-hop i Mekong-floden i Laos, og spist os gennem alt fra skaldyr til flyvende kyllinger i Bangkok. Og i anledning af den ny film »Everest« har vi talt med en bjergbestiger om, hvordan man bestiger verdens højeste bjerg, der ligger på grænsen mellem Nepal og Tibet.

God fornøjelse med dagens Rejseliv og en eventuel rejse til Asien.

Står den ikke lige for, kan man få en duft af kontinentet i en kiosk i København.