El Salvadors vulkaner

Lad tågen bringe dig ind i højderne og nyd udsigten fra de de levende vulkaner eller gå tur ved de smukke kratersøer. Mellemamerikas mindste land - El Salvador - er en unik oplevelse.

Det tætte røgslør vulkanerne er indhyldet i afslører, at de stadigvæk er aktive. Fold sammen
Læs mere
Foto: Anna Klitgaard
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

To lange rækker af enorme vulkaner strækker sig ud mod horisonten. Fra øst til vest ligger de parallelt med hinanden og konkurrer på det nærmeste om at sende toppene højst.

Næste: Fra mocca til massakrer og maras

I vest vinder vulkanen Santa Ana. I 2381 meters højde hviler dens tinde, og herfra kan besøgende se helt til Guatemala.

De kan også nyde kratersøerne, de varme kilder og naturreservaterne omkring eller bare slappe af i en lille landsby langs den smukke Ruta de las Flores – blomsterruten – der slænger sig mod vest fra hovedstaden San Salvador.

Landet beskedne størrelse gør det muligt at se det hele på en uge. Enten i stil på firestjernede hoteller eller blandt lokale på haciendas og kaffeplantager. Vælg selv, men vær forberedt på oplevelser ud over det sædvanlige.

Det er lørdag, og blomsterruten myldrer af liv. I landsbyen Juayúa, 60 kilometer fra hovedstaden San Salvador, er det markedsdag, og det har trukket folk fra oplandet ind på den lille centrale plads neden for kirken midt i byen.

Sangere har travlt med at underholde, og langs pladsens periferi er der tændt op under grillen. Fisk, kylling, kanin og mange andre lækkerier syder i varmen, og rundt omkring sidder lokale og turister sultent ventende. I de små gader, der som en labyrint udgår fra pladsen, sælger kvinder deres håndværk, og frugthandlere fremviser afgrøder, som sjældent ses i vestlige supermarkeder.

En blanding af lugten fra hestegødning og mados fylder luften og får sammen med mændenes cowboyhatte stedet til at virke som det hyggeligste vilde vesten.

Vulkanerne i live
Dog er den virkelige vildskab i landet gemt bag Juayúas sidste støvede gader. Den stikker op som en perlerække af vulkaner højt hævet over byen, men evigt tilstedeværende.

Kæmperne er det første, solen stråler på om morgenen, og det sidste, der som sorte silhuetter forsvinder om natten. Selv i måneskinnet våger vulkanerne over landet og minder beboerne på, at de er i live.

Igen og igen i historien har de overrasket indbyggerne, men nu er kun syv af de i alt 21 vulkaner aktive, og selv om landet sidst så et udbrud i 2005, så er det i dag godt forberedt.

Derfor er det også sikkert at færdes på vulkanerne, enten på hesteryg, til fods eller på cykel. El Salvador er skabt til aktiv ferie, og vulkanerne kræver, at der ydes for at nydes.

Mest imponerende er de evige kæmper i den vestlige del af det lille land. Her ligger de side om side i bjergrækken Apaneca Ilamatepec og udgør en dramatisk baggrund til Ruta de las Flores, som nok er El Salvadors mest besøgte. Ruten snor sig 36 kilometer fra landsbyen Sonsonate lidt uden for hovedstaden til Ahuachapán nær grænsen til Guatemala.

Fra november til februar lyser røde, gule og blå blomster besøgende i møde; giver weekendhygge til lokale og fantastiske kulturoplevelser til turister. I de mange små landsbyer, som ruten går igennem, leves livet nemlig som for hundreder af år siden.

Her findes små tavernaer og kaffesteder, udeliv og musik som ingen andre steder i landet. Ydermere er det her, meget af El Salvadors kunsthåndværk produceres, og det er muligt at finde nogle gode gaver på byernes weekendmarkeder.

Overnat i en kaffeplantage
Inspirationen til lerkrukker, malerier og metalskulpturer har befolkningen hentet hos områdets tidlige beboere, mayaerne. De forsvandt allerede i 900 e.kr, men pipil-folket overtog mange af deres traditioner og førte kunsten videre. Også bynavnene stammer fra denne tid, og selv om spanierne allerede kom til El Salvador i 1524, så formåede de ikke at ændre på stednavnene i denne del af landet.

For udefrakommende er de svære at udtale og lange, men de er velintegrerede i salvadoranernes bevidsthed, som også området og ruinerne er det, og det gør det til et populært tilflugtssted for San Salvadors elite i weekenderne. Det er derfor en god idé at bestille hotel eller plads på kaffeplantagen i god tid i forvejen.

Langs Ruta de las Flores er det nemlig muligt at overnatte på en hacienda eller kaffeplantage i stedet for på et hotel. Mellem vulkanernes stejle sider stikker lader og gårde deres tage op, og på skråningerne lyser de røde, modne bær.

Høsten er i gang i fra december til starten af februar, og har du lyst til at hjælpe til, er der mulighed for en dag i marken de fleste steder.

Dog er det også muligt, som på Finca Portezuelo-plantagen syv kilometer fra Juayúa, bare at slappe af eller nyde omgivelserne fra hesteryg. Stedet har 17 veldresserede peruvianske heste til brug for alle, samt mountainbikes og vandrestier til fri afbenyttelse.

Med dem er det muligt at besøge varme kilder, gejsere eller vulkanske kratersøer, alt sammen inden morgen-, formiddags- eller eftermiddagskaffen, der er en af de bedste i området og af egen avl.

Ægte gæstfrihed
Med alt det, der er at se i El Salvador, kan det undre, at her ikke er flere turister. Landet ligger relativt tæt på USA, men borgerkrig og politisk turbulens har i mange år holdt gæster udefra på afstand. I de senere år er der dog begyndt at ske en positiv udvikling i landet, og antallet af besøgende stiger da også år for år.

De fleste søger strandene og de vilde bølger, der gør det centralamerikanske land til at af verdens bedste surf-områder, men flere og flere er også begyndt at få øjnene op for de naturlige og kulturelle rigdomme, som El Salvador kan byde på.

Alligevel er det stadig et særsyn at se turister ude i de små landsbyer, og det gør, at gæstfriheden og imødekommenheden stadig er ægte. Folk er nysgerrige efter at finde ud af, hvor du kommer fra, og hvad du skal lave i landet, og Danmark er et velkendt land i manges bevidsthed på grund af 1986, Mexico og fodbold.

Emnet kan ikke debatteres nok, og selv om dit spanske ikke rækker langt, så er der lige på dette punkt ikke mange muligheder for misforståelser. Salvadoranerne elsker Michael Laudrup og ser ham stadig som en af verdens bedste fodboldspillere.

En anden ting, de lokale virkelig holder af, er stranden, bølgerne og vandet, og ingen tur til El Salvador vil være fuldendt uden at have slappet af i vandkanten efter et par hårde vandreture på vulkanerne.

På grund af landets beskedne størrelse er det muligt at nå det hele på en uge eller 10 dage, mener Julio Vega, der ejer rejsebureauet Akwaterra i San Salvador og kaffeplantagen Finca Portezuelo. Men mere kan også gøre det, smiler han, for som salvadoranerne ser han gerne, at besøgende bliver så længe som muligt.

Næste: Fra mocca til massakrer og maras