Eksklusiv elegance i luften

Der er ikke noget tilfældigt i, at Singapore Airlines er et af de mest præmierede flyselskaber i verden. Rejseliv.dk har være med bag kabine-kulissen.

Servicen på Singapore Arlines' business class er helt i top. Fold sammen
Læs mere
Foto: PR

Champagne eller juice?

Spørgsmålet er ledsaget af både mit navn og et smil, der synes mere venligt end bare professionel facade. 

Stewardessen er som trådt ud af flyselskabets reklamer. Perfekt som en barbiedukke, ganske som flyselskabets ikon, den yndefulde Singapore Girl, skal være og altid er. 

Og det er ikke tilfældigt. Havde jeg ikke en anelse om det inden, så ved jeg det med sikkerhed nu. 

Læs også: Klamme ting, folk gør i fly

Den asiatiske høflige imødekommenhed og tradition for service, som hvert år bringer alverdens forbrugerpriser og branche awards til flyselskaberne i Asien, er i hvert fald for Singapore Airlines vedkommende også fulgt af en meget konkret politik, strikse regler og målrettet uddannelse, som man ikke viger så meget som en millimeter fra. Og det helt ned til størrelsen på stewardessens nakkeknude.

Det er sent, halv to om natten lokal tid, og jeg sidder i den store A380-800 - Airbus-megaflyet med passagerer i to etager, hvor der i Singapore Airlines’ version er plads til i alt 471 fordelt på tre klasser: 399 i økonomiklassen, 60 i business og endelig de 12 passagerer i suiterne, som her i de store fly afløser første klasse. 

På vej fra Zürich til Singapore (den store Airbus flyver ikke på selskabets rute til København) fik vi lov til at se suiterne inden afgang. Det er her, hvor et sæde er omdannet til et lille, privat  rum, hvor man kan lukke døre og »vinduer«, og hvor en opredt seng klappes ned fra væggen, når der skal soves. 

Jeg blev nu skuffet, da jeg så herlighederne i virkeligheden. For jeg er højere end suiternes vægge, som ikke kan gå helt op til loftet af hensyn til luftcirkulationen, får jeg forklaret. Men jeg kan fra gangen let se ind over de 165 cm høje vægge og ned på eventuelle passagerer. 

Det totale privatliv, jeg havde forestillet mig, er der ikke tale om, og jeg kan ikke ryste en burhøns-følelse af mig, selv om jeg må erkende, at sæderne er utrolig behagelige, fladskærmene store og sengene sikkert gode at sove i, ligesom udbud af mad og drikke samt service med sikkerhed er helt i top.

Men jeg var godt tilfreds med at gå op ad trappen til business klasse, som også har fire sæder i hver række, men på lidt mindre plads, da kabinen er smallere på første sal. Her må privatlivet sikres med en lille plade, der kan trækkes ud mellem de to sæder i midten, men det skaber er en anderledes åben atmosfære.

Sæderne heroppe er også enorme. Jeg, som er en dansk størrelse medium, fylder det halve. Sikkerhedsselen kommer op midt i det ubrugte sædestykke, og en firkantet læderpude ligger mellem den og armlænet og gør det komfortabelt, men fleksibelt er det, ifald passageren er en strørrelse XXXL.

Efter afgang kommer stewardessen tilbage med drinks før maden og tager bestilling fra menukortet. Hun har sit lange hår i den stramme knude, som jeg nu ved maksimalt på være fem cm i diameter. Det er nemlig fast regel for stewardesserne, »Singapore Girls«, som de blev kreeret i 1972, da Singapore Airlines blev selvstændigt efter at have været en del af Malaysia-Singapore Airlines.

Og Singapore-pigen har ikke forandret sig meget siden. Hun svæver stadig smilende rundt i kebaya, den batikmønstrede sarong, som Pierre Balmain tegnede dengang, så den trods sit superslanke snit alligevel er til at bevæge sig og strække ud i, ligesom den med et snuptag kan bindes op om livet til en kort praktisk version under evt. evakuering.

Det har jeg set dagen før, da jeg var inviteteret ind bag kulisserne i Singapore Airlines Træningscenter for at se lidt af det, flyselskabet arbejder bevidst med for at leve op til og forfine sin service. 

Her overværede vi en af de evakueringsøvelser, som kabinepersonalet skal gennemgå hvert år, hvor stewardesserne i deres opbundne saronger sammen med stewarder, piloter og kaptajn gennemgik procedurer og sprang fra modelkabinen ned i »havet« – en swimmingpool.

Selv da de kom op af vandet, sad deres make-up perfekt.

Den bliver også lagt efter helt specielle regler. Under samme besøg var vi forbi en »grooming-class«, hvor de kommende stewarder og stewardesser undervises i personlig fremtræden. Det var her, størrelsen på nakkeknuden blev præsenteret, og kandidaterne fik at vide, at de langhåredes ører ville blive inspiceret: For meget flyveører dur ikke, så er det af med de lange lokker, og en korthåret pagefrisure - en velformet version forstås - skal gemme de ikke så pæne ører væk.

»Og vi vil ikke se gråd og Top Model-optræden,« skar den håndfaste lærerinde igennem, og nu hun var i den amerikanske top-model-serie-terminologi, kunne stewardesserne også glemme alt om »smokey eyes«.

Senere skulle de alle testes, om de var varme eller kølige farver, og deres fremtidige make-up læres - sådan som de skal se ud mange år ud i fremtiden, i hvert fald, når de er på job. Og den smalle talje, den skal de også bevare, hvis de fortsat skal være Singapore Girls.

Jeg kunne ganske vist ikke få en eneste til at bekræfte offentligt, at pigerne bliver fyret eller sat til arbejde på jorden, hvis de tager for meget på i vægt.

»De kan jo mærke, hvis uniformen bliver for stram, og så tager de sig af probemet,« var det svar, jeg blev fejet af med.

Men de unge piger på vej mod drømmejobbet stillede ingen spørgsmål. Deres øjne hang ved lærerindens læber.

I Singapore er det ikke prinsessedrømme, der er udbredte. Her drømmer de små piger om at blive Singapore Girl.

I 15 uger bliver de trænet i at se ud, til at smile - ikke for meget, ikke for indladende, men lige tilpas - til at yde service og kende de produkter, de skal sælge, til at kunne klare krisesituationer, og i det hele taget til at kunne leve op til at være selskabets berømte ikon.

Og de kan deres job. Elegant bliver mit udklappede bord dækket med hvid dug og retterne bæres ind, arrangeret på tallerkenen som var det en gourmetrestaurant - og det er det for så vidt også.

Mad og drikke om bord er noget, selskabet arbejder meget med. Man har verdenskendte kokke til at kreere retter, og man har en lige så kendt chefkok, der tester, om maden, der er produceret i alle de flykøkkener verden over, som Singapore Airlines samarbejder med, også holder standarden.

Vinene er et helt kapitel for sig selv. Ikke alene følger kabinepersonale, der har lyst, kurser for at uddanne sig til sommelieres - vi kiggede ind i en klasse, hvor deltagerne havde travlt med at få styr på de spanske vindistrikter - men når flyselskabets eksperter skal vælge de vine, der i den kommende måned skal serveres til menuerne om bord, rykker de med flaskerne ind i et specielt »trykkammer«, der er etableret i træningscentret.

Her kan man skabe de specielle forhold, der er om bord i et fly. For ét er, hvordan vinen er på jorden, noget helt andet er, hvordan den smager under en flyvning, hvor både iltindholdet i luften og trykket påvirker smagsløgene. 

Den Chablis Reserve De Vaudon 2008, som jeg har fået i glasset, sparker i hvert fald fint til mine flydovne smagsløg. 

Jeg læner mig tilbage, lægger fødderne ind på »hylden«, der rækker ind under højre side af sædet foran, og kikker på de besynderlige sutter, vi har fået udleveret. De er så grimme og syntetiske, at man slet ikke kan forstå, at de kan overleve i dette ellers så gennemførte behagelige univers, jeg befinder mig i. 

Hvad er der i vejen med et par neutrale bomuldsokker at trække i, når man tager skoene af?

Det tæppe, der venter på, at det bliver »nat« om bord, er for eksempel i tungt bomuld og ikke det mindste statisk.

Men så er der i det mindste plads til forbedringer, tænker jeg, mens Singapore Girl rydder af efter måltidet, og jeg kan fjerne bordet og folde ryglænet to gange fremover og forvandle den brede lænestol til en hel flad seng, hvor der er masser af plads, når jeg, som det er meningen, ligger diagonalt med fødderne inde i »hullet« på hylden og hovedet i modsatte side. 

Og også her er tænkt på detaljen. En ny sikkerhedssele foldes med ud, nu i hele sædets bredde. Når den er spændt oven på tæppet, er den så bred, at man kan vende sig neden under den og tæppet. 

Nogle af passagererne omkring mig er dybt optaget af de film, som de har valgt ud fra et halvt hundrede muligheder. Der er også de helt nye film, som end ikke har haft premiere hjemme i Danmark. Man kan selv starte og stoppe filmen, som det passer én. 

Et sådan underholdningssystem er der mange flyselskaber, der har installeret især på deres lange ruter, og det er naturligvis også her. Så vidt jeg husker, var det vist Singapore Airlines, som i sin tid fik det udviklet. 

Men jeg er for træt og strækker mig i stedet i min sædeseng, finder en god stilling, og den lette turbulens vugger mig i søvn.

Det er meget let at vænne sig til gennemført luksus, og det er, hvad alverdens flyselskaber ønsker på deres business- og første klasser. 

Målt i antallet af priser og udnævnelser til »bedste flyselskab« synes de mellemøstlige og asiatiske selskaber at have personale, der er født til det. Men ikke alt ligger i generne, har jeg nu set. Service skal læres, og flyselskabet skal satse på det.

Læs også: SAS lancerer luftens bedste cocktails