Ein Curry, bitte

Den tyske currywurst er så populær, at flere byer slås om den.

Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Politikere og sports-ikoner bliver fotograferet med den. Popstjerner synger om den. Der er skabt film om den. Og storbyer slås om den.
Currywursten, pølsen med karry på, er folkelig kult i Tyskland. Her bliver der hvert år langet mere end 800 millioner omgange »currywurst« over disken i tusindvis af »imbiss«er, og som turist har man ikke rigtig været i Tysland, hvis man ikke har slugt mindst én »curry«.

Se også: Besøg øl-børsen i Berlin

Faktisk er den tyske karry-pølse så populær, at man slås om, hvem der har opfundet den. I Hamburg hævder man at have serveret den allerede i 1947, mens man i Essen påstår, at man dér var først. Men i Berlin ved man bedre.
Currywursten tilhører hovedstaden, og derfor får den nu sit helt eget museum, som åbner 15. august, lige midt i byen på Schützenstrasse 70, tæt ved Checkpoint Charlie.

For det var en berliner, Herta Heuwer, der den 4. september 1949 i et anfald af kedsomhed begyndte at eksperimentere med sine pølser, mens hun ventede på kunder. Og pludselig var den der, pølsen med den specielle ketchup og et drys karry ovenpå. Herta Heuwer fik den straks patenteret under nummeret 721319, og resten er historie.

Mindeplade
Fru Heuwer har fået en officiel mindeplade i byen og op til 60 års fødselsdagen får »curry«-en så sit eget museum.
Currywursten er blot en ud af 1200 forskellige slags pølser i Tyskland, men selv ikke kommunisternes jerntæppe har forhindret pølsen i at få status som folkets foretrukne. Og heller ikke skarp konkurrence fra forårsruller, döner kebaber eller pizzaer har fortrængt currywursten.

En af Berlins bedste imbisser ligger i østdelen. Navnet er Konnopke’s Imbiss, som siden 1930 har serveret nogle af byens bedste pølser – ikke mindst currywurst – lige under Eberswalder Strasse U-bahn. Og niveauet er stadig højt.
På Kurfürstendamm 195 ligger en anden klassiker, Ku’damm 195, som er lidt dyrere, men pølserne er sprøde.
I Kreuzberg kan man finde kvalitets-curry i Curry 36 på Mehringdamm 36. Og i kvarterets anden ende ved Schlesische Strasse 7 ligger den populære Curry 7.

Skal pølsen være både økologisk og virkelig velsmagende, kommer man ikke uden om Witty’s. Her serverer man den klassiske currywurst og ikke mindst fremragende pommes frites med et hav af spændende sovse. Velbekomme!