Eiffeltårnet skal pakkes ind i planter

Frankrigs stolthed og absolut kendteste landemærke, Eiffeltårnet, skal pakkes ind i 600.000 grønne planter og gøre Paris endnu grønnere.

Vægten af tårnet vil blive øget med hele 378 tons i de fire år, som projektet skal vare. Fold sammen
Læs mere
Foto: Thomas Samson

Den plan har den franske virksomhed Ginger lagt frem, men den har endnu ikke gået noget blåt stempel fra bystyret i den franske hovedstad. Regningen menes at løbe op i 72 millioner euro (535 millioner kroner).

Se også: 5 »grønne« i Paris

Det 300 meter høje og 122 år gamle Eiffeltårn vil fremstå som verdens formodentlig højeste juletræ, hvis Gingers plan bliver til noget. I forvejen er Eiffeltårnet en af verdens største turistattraktioner.

Vægt øges med 378 tons

Ginger mener, at den grønne klædedragt vil symbolisere, hvordan naturen og menneskeheden kan forenes i en tid, hvor verdens samlede befolkning har rundet syv milliarder mennesker og vokser støt. De 600.000 planter vil skabe en oase for insekter og fugle og skal efter planen påbegyndes næste år, hvor 12 tons rør skal monteres på tårnet. Herefter vil man arbejde sig opad med planterne i løbet af andet halvår af 2012, skriver det franske dagblad, Le Figaro.

Vægten af tårnet vil blive øget med hele 378 tons i de fire år, som projektet skal vare. Gingers ingeniørhold har regnet ud, at Eiffeltårnet i grøn klædedragt vil udlede 84,2 tons CO2 men vil optage 87,8 tons og dermed bidrage positivt til klimaregnskabet.

Ingen forbindelse

Foreløbig har selskabet SETE (Société d'exploitation de la tour Eiffel), som står for Eiffeltårnet, meddelt, at hverken det selv eller Paris' bystyre har noget at gøre med forslagsstillerne.

Eiffeltårnet er tidligere blevet udstyret med pynt. Ved årtusindskiftet blev der sat 10.000 blinkende lys på tårnet, som hvert år tiltrækker syv millioner besøgende.